Som en vind hviskede han mig i øret, men hans ord var ikke vindens. De kom fra et fjernt sted, et sted jeg kun havde hørt om i de dunkle myter. Myter fra en fjern tid hvor mennesket herskede. Han holdt sig selv varsomt over mig. Jeg kunne ikke tro, det ville ende sådan.
     "Stop." Bad jeg ham, men han lagde sin håndflade på min skulder. Han vidste, jeg ønskede, han forsatte. Hans berøring brændte mig. I alle disse år havde jeg frygtet en mands varme. Vi var bestemt til at bære kulden af is, ikke flammernes varme. Det var sådan, det var blevet skrevet. Jeg ville væk fra ham, men min krop var ikke længere min egen.
     "Jeg har brug for dig." hviskede han.
     "Ingen har brug for mig." Det var sandt. Der var mange som mig, men få som ham. Han var vigtig, ikke jeg.
     "De har alle fortalt dig løgne i al den tid. Lad dig ikke narre. Du er enestående." Han vidste, hvad han skulle sige. Han løj, men det betød ikke længere noget. Jeg var i hans vold.
     "Det er forkert." Jeg vendte, mit ansigt fra ham.
     "Ja, det er." Medgav han mig. "Jeg burde være kold, og du min varme, men det er ikke alt, som du tror."
     "Hvordan er det så?"
     Alt han sagde, var for at binde mig, imens hans varme bredte sig.
     "Du er ikke som de andre. De forsvandt i dis. Men du..." Noget slog i mit bryst, og en smerte lammede mig, så min ryg faldt til jorden. Endnu et slag, endnu en smerte. Hvad var det, der skete i mig? Ingen havde fortalt om slag indefra, der slog som om, det aldrig ville stoppe.
     Jeg holdt mine øjne lukkede, men kunne mærke ham føre sin varme videre ud i min krop. Han tog min ene hånd, og slagene bankede ud i den som ekkoer.
     "Du ville ikke forsvinde." hviskede han denne gang svagt.
     "Vi er dæmoner."
     "Nej, ikke du." Hans bevægelser var hurtige som om, han var bange for, han ikke ville nå mig over alt.
      Jeg kunne mærke, hvordan mine lån fik de bankende slag. Han tabte hastighed, men forsatte ned over mig, forbi mine knæ. Mine tæer gav genklang. Snart dunkede næsten hele min krop af slagene fra mit indre. Men mit ansigt var endnu koldt.
     "Hvad har du gjort ved mig?" Jeg var bange. Jeg vidste ikke længere, hvad jeg var. Langsomt kom hans varme tilbage til mit ansigt. Han var blevet bleg, hans skær var ved at forsvinde. Jeg ville løfte min hånd mod hans kind, men den var uendelig tung. Ikke Dæmonisk, noget andet.
     Hans ansigt træk i træt smil. Han kyssede mine øjne. Sviende dråbe kom frem fra deres kroge. Det gik op for mig, hvad han gjorde.
     "Jeg giver dig liv." Endeligt sænkede han sine læber mod min mund. Jeg ville have det hele af ham. Den sidste del af hans varme spredte sig i min mund, og jeg åndede dybt ind. Jeg trak vejret.

       

Vinterbal
    (Digte)
    (95 dage siden publicering)