"Jeg forstår det ikke." Ordene faldt over hendes læber på sådan en nøjagtig måde, og hun var smuk, som hun stod der i sommersolen i hendes fine gule kjole: Hun havde været så glad, da vi mødtes tidligere, og hun havde givet mig et lyserødt kys på kinden og sagt, at hun havde savnet mig, i de fireogtyve timer, vi ikke havde set hinanden.
     "Det behøves du heller ikke." Svarede jeg simpelt og hendes hænder føltes så varme, men dog så små - som altid - i mine. Hendes hud var så blød, og hendes ansigt så fint med de lyserøde fregner, som forsigtigt lå hen over den rene hud. Men nu, smilte hun ikke engang: Hverken det røde eller lyserøde smil og for at være ærlig, var det alt, jeg havde brug for, i det øjeblik. Det havde været svært nok blot at skulle forsøge at sige alt dét, jeg havde længtes efter at sige. Nu, skulle jeg endda også til at forklare mig, og hun stillede spørgsmål, jeg ikke var istand til at besvare - havde det været sådan altid, eller havde jeg blot forandret mig hen over natten?
     "Det skylder du mig da i dét mindste! Du kan da ikke bare... sige farvel, uden at lade mig forstå?"
     "Det er ikke et farvel. Det mener jeg - en dag, så ringer jeg til dig, klokken tre om natten og måske, måske bryder jeg ud i tårer og fortæller dig, at jeg elsker dig. Jeg vil ikke have, at det er et farvel." Hun satte sig ned, tilbage på parkbænken og nikkede bedrøvet og dybt inde, tror jeg, at hun forstod.
     "Det håber jeg virkelig, at du gør, Selius." Hun trak forsigtigt på skuldrene, og jeg faldt sammen ved siden af hende. Efteråret var så stille på vej, bladene var visne og mørkebrune, og selv årstiderne varslede om forandring. Hele verden føltes så ny, så uforsigelig, nu da det var rigtigt ovre: Det havde stået på i uger. Men det føltes så foruroligende, så tomt - som en helt ny skæbne - nu da det var afgjort. Nu, da ordene allerede svømmede i luften imellem os og gjorde alting akavet og svært.
     "Lover du, at du en dag ringer til mig?" Spurgte hun og afbrød stilheden. Jeg kastede et hurtigt blik mod hende, hendes måde at sidde på: Jeg tog det hele ind, for jeg vidste, at dette billede ville eksistere forevigt, i mine erindringer. Dette billede, ville altid være det smukkeste minde, jeg ejede: Hele hendes ansigt, hendes mørke hår, som krøllede omkring hendes ansigt og indrammede det: Hendes lange ben, som lå over kors og hendes grønne øjne, som betragtede noget, fjernt ude i horisonten, bag de rødbrune træer.
     "Jeg vil ikke aflægge dig et løfte, som jeg ikke er sikker på, at jeg kan holde Ada. Men jeg ved, at det sker, en dag ude i fremtiden - du vil aldrig være glemt, det ved du vel godt? Din tilstedeværelse vil altid eksistere, her hos mig: Ligegyldigt hvad."
     "Det er måske også bedre sådan.. At jeg ikke forventer noget - at det måske sker eller måske ikke. Så bliver jeg vel overrasket, hvis du beslutter dig for, at du savner mig og har brug for at høre min stemme, ikke sandt? Måske er det bedst sådan." Hun vendte hovedet og kiggede på mig, med hendes sommergrønne øjne og hendes smil var lyserødt igen.
     "Det er det, Ada. Men en ting.. Ingen du går. Du skal vide, at jeg altid har syntes, selv når jeg ikke har sagt det.." Sætningen sluttede så brat, selv da den skulle have fortsat. Ude i det fjerne, helt ude i horisonten bag de træer og rødbrune blade, som vinden legede med og kastede forvildret rundt i luften, gik solen ned - helt lyserød og orange, og den malede himlen som et maleri. Og min første tanke, da jeg så denne solnedgang var, at jeg var glad for, at det var Ada, som var her og delte dette rolige øjeblik med mig. Hun behøvede aldrig ord - hun brød sig om stilheden, hvor andre piger elskede høj musik.
     "Du vil altid være smuk som solnedgangen." Jeg nåede ikke at høre hendes svar, til dette. Jeg nåede ikke engang at se hendes ansigtsudtryk, se tårerne i hendes grønne øjne. Jeg rejste mig og forlod hende tilbage på parkbænken - Ada med hendes solnedgang. Ada, som hun var. Stille i stormen, alene med sin fred i sindet. Jeg forlod hende med hendes bløde hænder gemt i kjolens gule stof: Måske, var hun endda smukkere end solnedgang, endda smukkere end daggryet som brød frem.
     En ting var sikkert: Et øjeblik med Ada, ville aldrig blive glemt.

       

Calope tror ikke på menne... (1)
    (Kortprosa)
    (44 dage siden publicering)