Vi elskede hinanden, engang. En tid som aldrig vil være forglemt, men en tid som ligger bag os nu. Og jeg sidder her, velvidende at vi aldrig får det tilbage, og betragter den rodede lejlighed, for mit indre blik. Skænderierne betød ikke så meget, de som for os engang var store, men nu føles så små - det var før udbruddene. Før at han tog ned på hjørnet og drak øl med drengene, i stedet for at tage min hånd og fortælle mig, at disse perioder snart ville være overstået.
     Jeg bebrejder ham ikke. Jeg forstår af hele mit hjerte, og jeg ved, at jeg for evigt vil elske ham: Måske, i en anden tid, et andet sted, i en anden omkreds af bekendte, ville vi have klaret den. Alt jeg ønsker nu, er at han får sin lykkelige slutning, selv hvis den er med en anden.
     Der var for mange ord, som aldrig blev sagt. De satte sig fast i halsen, til jeg ikke længere kunne trække vejret og gispede: Jeg famlede alene ud i mørket og længere nede af gaden, hver nat, kunne jeg høre hans latter, og jeg vidste, at han talte med hende. Måske havde de mødtes, dengang da vores første skænderi opstod: Jeg ved ikke hvorfor eller hvordan, men jeg ved, at han altid smilede, når han kom hjem fra en aften i selskab med hende.
     Vi spiste stadig sammen. Han sov på venstre side, og når han - hver morgen, klokken halv seks - rejste sig fra sengen til en ny dag på arbejdet, redte han pænt sin seng, så jeg kunne vågne op uden noget tegn på, at han havde ligget ved min side. Nogle nætter, kunne jeg føle hans blik, og dét skete, at han lod fingrespidserne glide hen over mine kinder og hviskede et sagte undskyld.
     Engang troede jeg, at jeg ikke kunne leve uden ham: Og i en periode, gav han min eksistens mening. Jeg har hørt, at ting forandrer sig med årstiderne, og vi blev forelskede i foråret. Hvor han ingen efterlade spor, har vandet visket dem bort og taget dem med til en ukendt destination: Jeg tror, vi vidste det, i samme øjeblik. At vi vågnede op en morgen og vidste, at det var nu. At alle de dage, engang havde betydning, men at de var famlet og forsvundet hen til at være tomme hverdage uden samtaler. Til sidst gjorde han, hvad der var rigtigt: For os begge. Det var en beslutning, vi havde taget i fællesskab uden rigtigt at tale: Vi vidste, hvad der ville være bedst for hinanden. Det var enkelt, og intet kunne gøre det så kompliceret som de seneste par måneder, uden samtaler eller kærtegn.
     Da jeg kom hjem fra arbejde den Fredag aften, stod han med sin brune læder kuffert i hånden. Lejligheden virkede underligt tom og dyster, og han gav mig blot et kys på kinden og smilede roligt. Derefter forsvandt han ned af trapperne i opgangen og udenfor: Jeg ved ikke, hvor han tog hen, eller hvad han derefter gjorde. Det var atter hans beslutning, og jeg skulle tage mine egne.
     Hans bøger var ikke længere på reolen eller hans mørkeblå tandbørste, i holderen, på badeværelset. Nogle gange forventer jeg at vågne op og føle hans fingrespidser mod min kind eller høre ham hviske ord ud i natten, uden at vide, at jeg lyttede med. Måske hvisker han ud i hendes værelse nu. Måske, er de sammen, i dette øjeblik.
     Nogle gange, kan jeg stadig høre hans latter, hans ekko nede af gaden, en sen aften.

       

Calope tror ikke på menne... (1)
    (Kortprosa)
    (44 dage siden publicering)