"Hvis er verden?," spurgte fe-knægten.
     "Vores," svarede hans mor
     
Hvis er verden?" spurgte troldungen
     Den er vores, " svarede hendes mor.
     
Og de havde begge ret.
     I sekler gik det fint. Feer og trolde delte verden med havfruer, kentaurer, fugle, fisk, padder og insekter. Da de første mennesker kom til, ændrede det ikke meget.
     Galaksens beboelige planeter, Sakurius og Anarkat, var i balance.
     Men en dag kom der fremmede. De kom, fordi deres planet var hærget af krig, sygdom og hungersnød. Med sig tog de planter, dyr og frø, samt viden om mangt og meget.
     
De vidste at der ikke fandtes feer, så de kaldte feerne for engle. Engle var gode, og hvis det ikke passede, så måtte de jo have solgt deres sjæl til Djævelen: et væsen som faktisk ikke fandtes, men bare var et symbol på ondskab. Det vidste de, og de vidste også, at der ikke fandtes trolde, orker, djævle og sligt. I hvert fald var verden ikke deres, hvis de nu alligevel fandtes. For de var jo onde.
     
Tilflytterne var alle sammen gode, men sommetider glemte de det - og det var selvfølgelig de ondes skyld. Ind i mellem prøvede feerne og troldene at fortælle dem, at der var mange farver i verden, den var ikke kun sort eller hvid.
     
Men det blev den.
     En dag vidste alle, at verden tilhørte Vorherre, præsterne, kongen og adelsmændene.
     
Nå ja, næsten alle ...
     
"Hvis er verden?" spurgte fæstebondens søn.
     "Vorherres, men han har lånt den til Herremanden," svarede bonden.
     
"Hvis er verden?" spurgte troldeungen.
     "Vores," svarede den gamle blåtrold.
     
"Hvis er verden?" spurgte den gamle, vrede fegudinde.
     "Din! Din! Din!" hylede hendes tilbedere.
     
"Men hvis ER verden?" pippede alfeungerne i kor.
     "Det ved jeg ikke," svarede alfekongen, "men flyv ud og se om I kan finde ud af det.

       

Underlige unge (4)
    (Noveller)
    (34 dage siden publicering)