Der var en gang en søslange, der hed Gustav. Han boede sammen med sin far og mor på bunden af den store sø i udkanten af byen.
Gustav havde et herligt liv. Hver dag svømmede og legede han med alle sine venner. Kun en ting var han ked af. Hans far og mor forbød ham at svømme op til overfladen..
"Hvorfor det, mor?" spurgte Gustav en dag, de sad ved middagsbordet.
"Den slags gør pæne søslanger ikke," svarede hun.
"Hvorfor må jeg ikke det?" spurgte Gustav sin far.
"Søslanger har ikke noget at gøre deroppe," svarede faderen og tog en fiskefrikadelle mere.
Gustav var glad for at svømme rundt i den store sø. Sommetider blev lyset reflekteret i vandet og Gustav så længselsfuldt op. - Åh, hvor der måtte der være spændende på overfladen.
"Jeg synes drengen er så stille," sagde Gustavs far en aften.
"Tænk, jeg tror, du har ret," sagde Gustavs mor og følte på Gustavs pande. "Bare han ikke er syg?"
"Jeg vil bare så gerne se, hvad der er oppe på overfladen," sagde Gustav.
"Ikke tale om," sagde hans mor.
"Under ingen omstændigheder," sagde hans far. "Søslanger har slet ikke noget at gøre deroppe."
Gustav sukkede hovedrystende.
Men en nat blev det imidlertid et frygteligt uvejr. Selv på søens bund mærkede man stormens rasen. De små og de store fisk søgte længere ned og gemte sig mellem stenene og det grønne tang.
Gustavs mor og far så på hinanden.
"Tja," sagde Gustavs far. "Bedre vejr får vi vel næppe."
"Du har ret," sagde Gustavs mor. Og så vækkede de Gustav.
"Må jeg virkelig?!" Gustav sprang ud af sengen og svømmede glad rundt i grotten.
"Kun fordi det er så stormfuldt i nat," sagde hans mor og så alvorligt på ham. "I nat lyner og tordner det så voldsomt, at der næppe er nogle mennesker fremme." Hun standsede forskrækket op og slog en pote for munden. Så stirrede hun forskrækket over på Gustavs far.
"Ak, nej," sagde hun. "Hvad har jeg dog sagt!"
"Hvad er Mennesker, far?" spurgte Gustav.
Gustavs far og mor så forfærdede på hinanden.
"Han skal jo alligevel have besked en dag..." sagde faderen forsigtigt. Han så på Gustavs mor. "Skal vi fortælle ham om ... dem?"
Moderen trak opgivende på skuldrene. "Hvis du absolut synes..."
Gustavs far lagde fortroligt en arm om skulderen på sønnen. "Så må du jo hellere få besked," sagde han og så alvorligt på ham.
Gustav stirrede spændt på sin far. Mennesker?
Faderen sank et par gange. "Gustav," sagde han så omsider. "Menneskene er levende væsner ligesom vi. Altså, det vil sige ... en slags." Han kløede sig tankefuldt mellem følehornene. "De ligner os ikke ret meget, men de bor så vidt vides også i grotter og har unger ligesom os."
Gustav så på sin far. "Hvorfor har jeg så ikke mødt dem noget før? "Jeg kender da de fleste her i søen."
Faderen trak forlegent på skuldrene. "De er meget mærkelige," sagde han så. "I stedet for at bo hernede, lever de ovenover vandet."
"Ovenover vandet?" Gustav rystede forvirret på hovedet og stirrede på sin far. Det kunne da vist ikke lade sig gøre.
"Jo," faderen nikkede. "Som du nok kan forstå, er de meget besynderlige. De kommer faktisk hernede engang imellem, men ikke i ret lang tid. Højst et par minutter af gangen, så svømmer de op til overfladen igen. Af en eller anden grund er de skabt til at være oppe over vandet på samme måde, som vi er skabt til at være nede under vandet."
Det synes Gustav lød meget underligt.
"Bider de?" Han var ikke helt stolt ved situationen.
Moderen strøg ham over panden og smilede kærligt. "Det er ikke sikkert, at de er særlig farlige. Det ved man faktisk ikke ret meget om. Og der er nok heller ikke ret mange af dem, når det kommer til stykket."
"Men man skal altid holde sig på afstand," sagde hans far. "Det må du love os!"
Gustav nikkede ivrigt. Han skulle skam nok holde sig væk!
"Det er derfor, vi ikke har villet lade dig komme over overfladen før nu," sagde hans far.
"Men du skulle jo vide det på et tidspunkt." Hans mor duppede sine øjne med forklædet. "Du er jo heller ikke nogen larve længere."
"Hvis du lover ikke at komme menneskene nær, skal du få lov at gå lidt på opdagelse deroppe. Du er jo også snart en stor søslange!" Faderen klappede ham stolt på skulderen.
