Smerten får mig til at skrive ord, ord der forløser kramper, der er i min hals. Tårerne ligger og lurer i kanten. Jeg gider ikke have dem, hvad skal det hjælpe ? Jeg må tale med nogen, der er ikke nogen - så jeg skriver. Jeg får lidt selvmedlidenhed, når jeg læser det jeg har skrevet, men det er jo dybest set også meningen, - en slags selvtrøst, for jeg kommer jo over det. Det gør man altid, - men hvorfor pokker skal det regne så utroligt længe hos mig ?
6 kommentarer
En sørgelig situation i livet kalder på trøst og opmuntring. Og har man det i sig, kan man digte om smerten. Vil ingen anden lytte, må man ty til pen og papir. Jeg må dog sige, at digtet her nok mere er et udbrud af følelse end noget, der har stor blivende værdi som lyrisk præstation. Dog morer man sig over slutreplikken. Selvmedlidenheden og pessimismen får et hak i tuden ved denne selvironiske vits. Venlig hilsen Dino.
Top / Bund
Ja ingen tvivl om at pen og papir eller idag pcén er en trøst i en ensom fastlåst sorg. Men jeg er også bevidst om hvad de ord man skriver kan give af konsekvenser, for du fremlægger og blotlægger hele dit tankesæt, men modtageren kan læse det og "dømme" samt huske ordene, når det skrevne ikke længere er vigtigt. De ord jeg sendte ud fra 1986 frem til idag er blevet følgesvende, møder dem igen og igen, og tror nogen gange jeg smidt nogle digte ud, finder dem og synker sammen, læser dem, og mærker fuldstændig dagen da jeg skrev dem.. Børster støvet af og sætter dem op igen.. Så jeg har dem med mig... og jeg har sluttet fred med denne "last". Selvmelidenhed er sandt. Og selvironi er sandt. Jeg skriver, jeg er, jeg skriver jeg lever og vil livet.
Hej Lene. Der er næsten altid sol for enden af regnbuen. Eller hvordan det nu er ;-) Du giver en fin beskrivelse af, hvordan smerten kan tvinge en person til at frembringe ord. Måske bedre end at tale til en dør, for ord på tryk kan jo læses af andre. Fin tekst ;-) Vh. Pia
Hej Lene Det er nogle linier på en her og nu situation. Ikke rigtig digt / lyrisk. At jeg så kan nikke genkendende til situationen. Følsomme, tænksomme kunstnersjæle lider som regel lidt mere end andre - fordi de tænker lidt mere, måske lidt dybere over livs situationen. Lykkelige mennesker tænker ikke så meget og dybt...tror jeg. Den lader vi stå et øjeblik. Godt Nytår. Vh. Poul
Jeg har haft det præcis på samme måde som dig. Fantastisk skrevet! :-)
er jeg en af "husmordigterne" er jeg for åben og ærlig? Det er jeg vel nok når jeg "fryser" et øjebliksbillede i mit liv, mens jeg langsomt koger det ned på papiret og lader det tørre til evig tid. Du mærker følelsen, du spejler dig og husker og forstår ... Du bliver mere rummelig og indfølende for smerten og sorgen når du har været der.. Tak for din enkle fine kommentar.
Hvorfor skriver vi medlemmer af Fyldepennen? Hvad er det som gør at vi frivilligt afslører os så sårbare, så hudløse? Får vi forklaringen her? Forstår jeg digtet ret, at eksponeringen er en del af sårhelingen? Når du skriver om sorgen, møder du den indsigt og afklaring der i sidste ende trøster og får dig til at mindes det gode, er det sådan det er? Hvorfor synes smerten en stærkere drivkraft end kærligheden, når det netop er de to der sætter hinanden i relief? Den ene kan jo ikke eksistere uden den anden. Det er som livet og døden, uden hinanden giver de ikke mening. Der er en god grund til at vi ikke mere må rime på ’hjerte’ og ’smerte’ – det må være fordi de to ord kendetegner det største og stærkeste i livet, men også afslutningen, adskillelsen og døden. De er brugt af alle der digter, og til alle tider. De er så slidte. Lene Charlotte, du har et nænsomt hjerte til at sætte ord på den smerte, uden at du behøver at bruge de to ord. Du gør det i stormfuld indignation når du taler om social uretfærdighed, og du gør det med et sne-let tryk når du har mistet din elskede. Dit talent er forunderligt. Tak fordi du deler det. ’Marcus’
Jeg zapper lidt på facebook, åbner min mail og skutter mig over kulden derude, har pakket mig ind i en varm trøje... Ser mellem de mange mail, at du har kommenteret et af mine digte, og prioriterer dit højest.. Og så er det somom jeg næsten kunne smelte ned af stolen, denne hudløse sande analyse, der rammer 100% ind i det det hele drejer sig om.. For hvorfor i alverden lægger vi vores ord frem og blotter os? Du har ramt min egen målsætning med digtene.. Det er helende, det eleksir, det er eksistens, det er identitet og søgen efter emapti og forståelse for det udforståelige store i livet.. Tak for din smukke respekt for mine ord, det værdsætter jeg meget højt.. Kærlig hilsen Lene Charlotte Nielsen
Ak ja - jeg kan jo ikke tilføje den store videnskabelige afhandling her :-) Kun tilstå at jeg altid har været blotter. Både med ord - men også med mit ansigtsudtryk. Heraf udtrykket 'som en åben bog' - et ansigt fyldt med ord, der beskriver præcis hvem jeg er, og hvad jeg føler. Du vil ikke være i tvivl - det er umuligt for mig at skjule noget som helst - og slet ikke for én jeg holder af. I virkeligheden ville det være praktisk med en funktion der kunne omdanne alle mine ansigtsudtryk til det skrevne ord. Sikke en afhandling det ville blive til! ;-) Jeg tror ikke at smerte er nødvendig for at føle glæden - men jeg tror at når vi oplever smerten, så vågner vi op til manglen på glæden, og så erkender vi vores tab så meget mere. I det daglige liv, kan man let glemme at være tilfreds og taknemmelig for det man har. Man kan glemme at værdsætte den ægtefælle der står ved éns side, og måske bringer ofre man er uvidende om eller blind for. Men mister man dette, så vågner man op til smerten ved tabet af ægtefællen og dermed den glæde man egentlig havde. Det er så let at lulle sig ind i vanen - og gør man det, så er man især i fare for at udsætte sig for smerten. For som hudløs begår man ofte den fejl at spejle sig for dybt i andre hudløse. En hudløs’ følelser sidder næsten uden på tøjet, og strejfes den hudløse af en anden, så tænder det på alle kontakter, fordi den hudløse genkender sig selv. Og når der tændes på kontakten forelsker man sig pludselig i sit eget spejlbillede. HUDLØS – det vil for resten være titlen på den digtsamling jeg en dag håber at kunne udgive. Nå, men jeg ville jo frem til at det var et smukt digt du har begået med stærke ord – jeg ville have kommenteret det for noget tid siden, men kom så fra det. Siden har du heldigvis fået roser fra andre der også værdsætter dit talent. :-) Dertil er kun at sige: ! Kærligst, Vicky/Sophie
Tusind tak Vicky... Hudløs "En digtsamling" lyder faktisk som en god titel, pas på med at skrive om den hvis du virkelig vil udgive den.. Eller tage patent på titlen idag:-) Jeg er meget glad for fyldepennen og for disse reflektioner over vores skriverier.. Måske er en protal som fyldepennen med til at skabe en balance, sørge for der er en ventil for os, der ikke lever af at skrive, men dog har behovet. Og hvis man styrter ud i køkkenet med store digte er det ligesom ikke stedet vel. ( men ingen regel uden undtagelse) Jeg nyder at tage en tur i læsekarussellen herinde og blive overrasket.. Men ligenu er mine malerier ved at blive udstillet og jeg ekperimenterer med at skrive mine digte herindefra på nole af mine kvindemalerier.. Hav en god vinterkold skrivedag..
Vis tidligere kommentarer
Til top
