Dukken var min barndomsven hun kom til mig en dag og blev en vigtig aktør brunt hår, smukke øjne og lyd Jeg gav hende så meget hun var speciel og kostbar Min moster gav mig den velvidende at min kærlighed ubetinget ellers var hendes min første relation jeg selv valgte og troede jeg ejede jeg ville ikke dele hun var min både min moster og dukken. Men jeg måtte jo lære det skete jo hun blev gravid svigted mig og min dukke efterlod os med et hul af afsavn og sorg men det var sundt hun forsvandt jo aldrig hun blev en styrke en kilppe af mod et hjerte som banker en stemme som ler hun forstod bare at give sin kærlighed væk og gemme til alle i flokken af liv.
2 kommentarer
Årh, hvor er det et smukt digt! Sååååå smukt! Aner ikke hvad jeg skal skrive lige nu! :-)
Top / Bund
Årh, det gør mig ondt. Jeg har selv en morfar som har kræft. Det er hårdt! Jeg nyder hver en stund sammen med ham, når muligheden endelig er der!
Vis tidligere kommentarer
Til top
