Her fik jeg min barndoms bedste lege i dit hjem og din kære mand's der var lader, marker, maskiner i var gode sammen i to Bondens smukke søn han elskede dig ubetinget han elskede din søn og jeres og med sin bløde stemme rare øjne og lune blik var du en vist lykkelig ramt af skæbnen i dit ømme valg i kærlighed Jeg var en del af flokken hos jer alt var rent, fint og dejligt men tiden flyttede os væk Du mistede ham og vi en dag var lykken væk men vi har haft ham i livet og han betød en forskel i vores families liv. Jeg skrev digte midt i dit nye liv om din mor, far, søster og mig du blev vred og såret men jeg har altid holdt af dig vidste ikke hvilke konsekvenser mine digte om at være "en i slægten" der blev anbragt som et plejebarn kunne give os, som var så tæt. Jeg skylder dig varme og skylder dig tak for alt også for holdninger der brydes i vinden for at vise styrke og tro.
2 kommentarer
Der er ingen tvivl om,at et liv som "anbragt" plejebarn på en gård giver stof til tænkning, erindring og måske litterære udfoldelser. Her er Lene i slægt med mange skribenter fra vores historie. For rigtig mange har forfattet eller digtet om livet på landet. Og vi ved, at en simpel, idyllisk fortælling om "hist hvor vejen slår en bugt" kun vil huskes, hvis den er ualmindelig fremragende skrevet. Men ikke alt er jo idyl. Som i livet selv, er der også i digtning om livet - kanter, som kan være mere eller mindre skarpe. Pleje - og adoptivforældre kan være sårbare overfor kritik. "Jamen - har vi ikke gjort det godt nok? Har du ikke fået varme, mad og tryghed? Har du manglet noget?" Vi kender den musik! Herværende digt giver en flot beskrivelse, hvor der endda er overvægt af positive udsagn. Man skal lige læse digtet flere gange, for visse steder er det lidt svært at koble stedordet til den omhandlende person. Filmen kan knække et par steder, hvor "syntaksen" ikke rigtig giver klarhed. Et digt kan være svært at fortolke. Men vær forsigtig med at lade vanskeligheden ligge i selve "syntaksen," for det kan trætte lidt. Smukt sprog kan godt være let at læse! :-) Venlig hilsen Dino.
Top / Bund
Ups.. google, google " syntaksen" En svær størrelse.. tæerne krummer sig. "ledsætninger: nominelle-, adjektiviske- og adverbielle" Gisp.. Men "tak" for "syn"et af digtet. Jeg burde have fået en udenforstående til at læse mine digte om min familie før jeg udgav dem.. Jeg sidder i stolen og hvisker.. Jamen det er jo Karen, kan I ikke forstå det :-????? ( selvfølgelig kan en fremmed ikke vide det) hun er også min moster og hun blev saftsusemig sur da jeg skrev digtene i 1986, for det var synd for mor og far der havde taget sig af mig, barnebarnet..Hendes umodne søsters barn.. Hun var den fornuftige "ALTID" og havde støttet loyalt den lille løgn i 50érne, 60érne, 70érne lige indtil jeg sparng ud af skabet som den søde taknemmelige " Lille Lene" og blev en ildsprydende drage med ord. ( som det ofte sker var det en krise i livet der gav mig ordene og det var godt) Har dog altid skrvet dagbog og fået fine karakterer i dansk. Men der med syntaksen røg kæden af.. :-) Det er da også på tide jeg lærer det. Og hvis jeg ikke lærer det, så i set mindste får "nogen" til at læse det kritisk igennem inden jeg poster det til offentlig læsning. Mine famlie relationer er skæve, jeg har mistet 2 mostre og en morbror i år til kræften. Når man anbringes i pleje hos sin mormor og morfar kaldes det idag FAMILIE eller SLÆGTSANBRINGELSE og der er sikkert mange livshistorier fra andre som min. Men det der skete under min opvækst var at jeg blev omsluttet af mine mostre og omklers ubetingede omsorg og kærlighed. Jeg fik den samme historie med mig frem i voksenlivet, jeg fik en biologisk mor som kunne træde frem i lyset og fylde en rolle ud, og være der i livet for mig og mine børn til stor glæde for alle. ( men ikke som rigtig mor ) Jeg har bare været igennem en masse personlige kriser og i den proces har jeg været nødt til at skrive mine digte, skrive om sandheden, og der "svigtede" jeg min dejlige kærlige livsglade samling af mostre og onkler, og de kunne ikke alle forstå hvorfor jeg var nødt til at bryde ud og skrive om den rolle jeg havde fået i familien. Som tiden er gået synes jeg vi har fundet en balance, og jeg har også så småt fundet min egen plads i livet, selvom det ikke har været nemt. For uanset hvor meget tryghed du giver et anbragt barn, vil der altid være en følelse af at du ikke hører til, og deri ligger meget af mine reaktionsmønstre ved svigt og kriser. Men jeg respekterer og værdsætter bare min familie så meget, og vil gerne hylde hver enkelt her.. Min yngste moster Grethe var 8½ da jeg blev født, og hun har aldrig accepteret, at jeg pludselig begyndte at kalde hende for andet end søster, for der er for hende ingen andre følelser, jeg er hendes søster basta.. Vi er meget tæt knyttet, og jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden hende. Men man kan heller bare ændre ord som mor og far fx. derfor kalder jeg min biologiske mor ved navn og det har hun det også ok med, hun ved jeg har accepteret hendes rolle som min støtte og børnenes mormor. Jeg var feriebarn Helsingør hos Birgit og hendes 3 drenge, vi havde de skønneste somre i et lille portnerhus på Strandvejen, vi stod op spiste morgenmad og legede i vandkanten ved Øresund hele dagen og om aftenen. Vi var heldige og hun tog også mine fætre og kusiner på ferie, jeg fatter ikke hvordan hun holdt det ud, sikke et ansvar. Hun knækkede også sammen senere, men er altid den stærke Birgit alligevel. Karen var blevet landkone og der boede mine ynglings fætre Jan og Ole, der måtte jeg lege seje drengelege bogstaveligt talt. Det var fodbold med Pelé, og en Gunner NUkommentator et sted i haven, krige, cowboy og indianere, stuntmænd oppe på laden, kors hvor vi fandt på, det var det rene lege eventyr. Kan simpelthen ikke huske vi kedede os. Forhandlede mig nogen gange frem til, at vi kunne lege Far, mor og børn med mine dukker, men gud nåde hvis jeg fortalte det til nogen, at de legede med dukker. " Vi leger bare". Men vi havde nogle skønne år. Anni kom jeg meget hos som ung og hun er bare sød, Kaj og hans familie boede ved Sakskøbing i et hus på en blind vej, det er ham der ligner min "far" . Han er godheden selv. Bent flyttede til Rødbyhavn med sin familie og der kom jeg også en del sammen med Ernst som jo boede hjemme og var en sand Elvis fan, og vi skulle se det show fra Las Vegas fra Tysk Tv, og så måtte man køre til Rødbyhavn og se det hos dem. Hyggeligt. Sonja som jeg forgudede som barn fandt sit livs kærlighed i Harry og han arbejdede på et skib, der tog hun også hyre og sejlede verden rundt. Jeg fik breve fra Panamakanalen, Japan, Hawai, Frankrig .. ja hun skrev de skønneste breve som vi duftede til og læste igen og igen. Frimærkerne blev dampet af og der kom små vimpler til at hænge op og jeg var den første i skolen der fik en barbiedukke fra Paris. Det var meget eksotisk og underligt for mine kammerater tror jeg. jeg syede selv meget fantasifuldt smukt tøj til min barbiedukke af gamle underkjoler med blonder.. Grethe fik en enestående chance for at komme ud i verden da jeg var omkring 12 år, hun kom til Washington i huset hos en ambasaderåd familie der boede på Strandvejen i Helsingør ved Birgit (tæt ved Teknisk museum). også hun skrev de dejligste breve og det sjove af det hele var at jeg kan huske min "mor" var ved at besvime og måtte støtte sig til køleskabet i køkkenet mens benene eksede under hende.. Grethe skrev hun havde forelsket sig i en neger, du godeste et stille drama. Men af en eller anden grund holdt romancen kort og det blev en herlig svensk Østriger der blev hendes lvs ledsager, efter hun var kommet tilbage og de bosatte sig i Helsingborg. Hun er en dygtig maler/kunstner og natur menneske..´
Jeg aner ikke hvad jeg skal skrive, men jeg ville helt sikkert tilgive dig, hvis jeg kendte dig og var i din familie!
Vis tidligere kommentarer
Til top
