Så langt øjet rækker hænger de, Hovedløse på blanke stålkroge. Soyaskrå, fiskemelsopfede og inficerede. I neutrale flisebeklædte omgivelser, På vej til masse partering. Udstillet på endeløse rækker, Ophængte, flænset på langs. Blodet smattet mod det betonkolde gulv. Den morbide stank af blottede indvolde, Er magnetisk og forførende. Må jeg komme forrest i køen?
5 kommentarer
Av, det gør jo ondt det her! Pokkers stærke linjer, der med den sidste, hæver sig højt op og sender kuldegys ned langs min ryg. Gætter hvor vi er og for pokker, det er jo sandt. Hvor morbidt, på en eller anden måde ... Mikala
Top / Bund
Hej Mikala Mange tak for din kommentar. Det var et forsøg på at nedfælde overvældende følelser, i et ?sort? øjeblik. Håber dog andre vil kunne bruge det i en positiv retning. For uanset, hvor rodet, uoverskueligt eller håbløs en situation man befinder sig i, er der noget som er værre. Hilsen Wil
Uhhh Det er uhyggeligt det her. Du maler en grum scene fra et slagteri med de døde navneløse kroppe, som hænger. Først tænkte jeg, hold da op...virkemiddel-rush...(jep, mit helt eget ord) Men så kommer det ind under huden og rykker lidt i nerverne. Billederne står tydelig. De døde og de udstillede og dem som nyder synet. Super godt. Michael
Hej Michael Jeg er glad for, du mener det lykkedes, at skabe den ?mentale-ramme? hos dig, som læser. Ellers vil det blot være en intetsigende.tekst. Igen pænt tak :-)
Hej Will, det er en rigtig morbid slagteriscene det her, som vi ofte ikke tænker over som morbid, når vi står der. Men det er jo sandt, der er noget grimt over det - jeg kan virkelig godt lide din kontrast med, at det kan virke tillokkende. Den er godt ramt. VH Mons
Hej Wil. Jeg har nu læst digtet her 5-10 gange, og jeg må desværre sige at jeg stadig ikke er helt ´tryg´ ved det. Nu ved jeg selvfølgelig godt, at lyrik er kunst, og at hovedparten af oplevelsen dermed er lagt op til beskueren, men jeg savner nu stadig en lille smule vejledning her. Jeg kan se på dine to sidste kommentarer, at de læsere simpelthen har valgt at tolke det som en krystalklar scene fra et slagteri, men det er faktisk her min usikkerhed opstår. Da jeg selv læste det første gang, så jeg nemlig ikke hverken fjerkræ eller svin, men billeder af henholdsvis kz-fanger og opgivende mennesker fanget i vores ´fantastiske velfærdssystem´ (muligvis kraftigt influeret af The Wall). Alle tre tolkninger giver mening på hver sin måde, og alle tre tolkninger giver den følelse af ubehag som du uden tvivl har satset på (dog i forskellig grad), men den nævnte utryghed stammer desværre ikke fra billederne, men fra tvivl omkring hvilken version du forsøger at vise mig. Hvis det ´kun´ er en slagteriscene, synes jeg egentlig at det er lidt overkill og - i en enkelt linje - på grænsen til det følelsespornografiske. Den stærkeste linje i hele digtet (kun overgået af de to afsluttende) er nemlig denne: Udstillet på endeløse rækker At slagteri er blevet produktion og foregår temmelig følelseskoldt, er der jo ikke rigtigt noget nyt i. Hvis du vil hæve dig over det, kan du vælge at blive vegetar eller købe dit kød hos en slagter, hvor du ved at hin selv har slagtet dyrene under mindre produktionsagtige forhold end på de store slagterier. The end. Man kan ikke forlange at få kød på bordet og samtidig forlange, at dyret ikke må parteres og bløde for det. Men uanset hvor man får sit kød fra, og om det er slagtet på samlebånd eller enkeltvis, kan jeg garantere dig for, at de døde kroppe ikke føler sig udstillede, og eftersom de færreste slagterier tilbyder turist-rundvisninger ER omtalte kroppe heller ikke udstillede. De bliver bare transporteret fra det ene sted til det andet. Med den ene linje indikerer du derfor, at her faktisk ikke er tale om et fotografisk billede, men om en metafor for levende, følende mennesker der bliver BEHANDLET som døde dyrekroppe. Og vupti har du KZ-fangerne på det fysiske plan (i endeløse rækker på vej til udryddelseslejre eller gaskamre) og alle på overførselsindkomst på det billedlige plan. Men jeg kan ikke rumme alle tre tolkninger på én gang, så hvad er det, du vil vise mig? På detaljeplanet: "Fiskemelsopfede" bør enten være "fiskemelsopfedeDE" eller "fiskemelsfede", og ´massepartering´ er i ét ord. Endelig har jeg en personlig aversion mod påklistrede tillægsord, og jeg ville derfor frygteligt gerne af med ordet ´morbide´ knyttet til stanken. I det hel etaget har jeg svært ved at sætte ´morbid´ i forbindelse med en lugt. Lugten kan udløse morbide billeder/tanker, men lugten i sig selv kan ikke være morbid (efter min mening). Til gengæld er jeg helt vild med de sidste to linjer. De er urovækkende på den RIGTIG fede måde, for her skifter iagttagelsen pludselig fra det objektive (som jeg jo så ikke finder heeelt objektivt desværre) til det subjektive, og det morbide får derved lige en ekstra tand. Alt i alt kan jeg faktisk rigtig godt lide dit digt, men savner som sagt at få mine billeder helt på plads. Mvh Eddie
Hej Eddie For lige at begynde med den lette del. Du har selvfølgeligt ret, det skal være fiskemelsopfedede.Det er en beklagelig smutter ? At nogle har læst og tolket det ordret, er jeg faktisk glad for, da det var én af tankerne bag. Jeg ville på en og samme tid beskrive en, lad os bare sige, mørk sindsstemning via ?hverdags ting? som ville kunne stå alene, hvis læseren valgte denne tolkning. Denne tvetydighed er ganske underholdende og interessant. Meningen med digtet var dels at sætte ord på håbløshed, afmagt og meningsløs ensomhed. At vi som mennesker vil gøre, endog meget for en følelse af fælleskab, uanset prisen. Dels at prøve at anskueliggøre, at vi som mennesker, kan komme så langt ud, at det ?værste af værste pludseligt, bliver tillokkende. At det makabre nogle gange synes at være den bedste udvej. Her tænker jeg blandt andet på selvmord. Du nævner selv KZ-lejre, hvilket faktisk overrasker mig lidt, på den positive måde ? Ideen med endeløse rækker kom, da jeg en aften genså en film, hvor mennesker netop stod i rækker og ventede på, at blive gennet ind i en KZ-lejer. Jeg tænkte på alle de stakkels mennesker, som måske/måske ikke viste, hvad der ventede dem og min næste tanke var ? Hvorfor flygter de ikke?? Det må da være bedre, at prøve og død end, det der ellers venter. Jeg aner selvfølgeligt ikke om det, var håbløsheden, frygten for døden, eller ensomheden der gjorde udfaldet, men det frembragt stærke følelser. Måske var det blot ønsket om, at forblive sammen, med deres kære, der afgjorde situationen. Jeg ved ikke om du blev guidet, men det var i hvert fald nogle af mine tanker bag dette lille digt. Rigtige mange gange tak for din kommentar. Jeg synes det er dejligt, det satte tanker i gang hos dig som læser. Hilsen Will
Du forstår at beskrive scenen, hvor de døde svin er i focus, med indvolde mm. Det bliver serveret for os, men det er jo hverdag i jobbet for mange. men de tænker nok ikke over det. Du beskriver oplevelsen i digtet med få ord, det kan jeg godt lide ikke så meget udenomsord. Jeg er ikke god til selv at skrive digte, men hvem ved hvad livet bringer. Mvh Fink
Vis tidligere kommentarer
Til top
