Det er sorte dage.
Som tåge,
som dis.
Suppe,
af sort
tjære,
flyder ud over vejen,
og udover
krop
og hjerne
og sind.
Jeg er som
gigtpatienten,
der mærker
vejrforandringen
i leddene,
selv før han rigtig
vågner.
Mens øjnene stadig er
lukkede,
og kroppen vendes
tungt
i sengen;
dette ... hylster!
Tungt.
Grimt.
Og før jeg vågner
ved jeg det.
Ved,
hvilke øjne,
der vil møde mig i spejlet.
Hvilken krop,
der vil ligge dér -
fed,
lasket.
Hvordan er det blevet
sådan?
Vågner man
bare en dag
og er gammel?
Finder rynker
og linjer
og blå årer,
som forgreninger under huden,
som togskinner
set langt,
langt
oppefra?
Vågner man
og leder
efter sine øjne
under folderne af
løs hud?
Skal man bore dem ud,
som rosiner i en bolledej
og kigge længe,
før man finder
visdom
og styrke
i stedet for ungdommens
skønhed,
der gik tabt
og forsvandt
bag et gråt slør af stær?
Hvorfor er det blevet
sådan?
Det er som om
sygdommen
æder
mig op.
Men i stedet for
en cancer,
der grådigt
fortærer
de indre organer,
til de buler ud af kroppen
som store klumper
af stinkende blomkål,
sætter sygdommen sig
som pres
mod sener
og knogler
og muskler,
der buler ud
og bliver til fedt
og grimhed
og alderdom.
Kan ungdommen
indkapsle sig?
Så den ligger et sted
i ens indre
som
en lille bold?
Som en kokainsmugler,
der pakker sit smuglergods ind i et kondom
og sluger det,
så det ligger i tarmen
som
en lille kokon.
Dú dog krop,
dú!
Til andet end at ligge
og gå i betændelse
og blive
gammel og
glemt.
Lad ikke knoglerne
og musklerne
tørre ind
til skrøbelige kviste,
der knager i vinden,
mens fedtet lagrer sig
som en stor,
fed
fosterhinde
af klamhed
udenom.
Lad mig opleve livet
som andet end
glimt,
som andet end
lysbilleder
på et plettet lærred.
Lad mig oplevede livet
og skønheden
og at føle mig
normal.
Lad timeglasset være
min krop,
og ikke tiden,
der banker på
og minder mig om forgængeligheden ...
forfængeligheden -
gør det andet end
ondt?
Hvis jeg fik en dag som rask,
ville jeg stå op
ved daggry
og se lyset trænge gennem
klyngen af træer.
Jeg ville løbe på stranden
og være frisk
og normal.
Jeg ville klatre mod toppen,
flyve fri
som fuglen
og aldrig vende hjem
til mit bur.
Jeg ville danse i regnen
og græde i solen -
græde,
når I andre griner,
grine
når I græder
og alligevel være
anderledes,
men på alle
de gode måder.
Jeg ville se verden
i farver,
men selv ses
i sort/hvid,
hvor tingene er
smukke
og sarte
og fri.
Jeg ville opleve det,
du oplever
på et helt liv
på én dag
og stadig le,
når solen går ned.
Sende kinesiske wish lights
mod den gryende nattehimmel,
med besked
til mine kære
om, vi ses
igen
en dag.
Og når lampen
forsvinder
og natten bliver helt
sort,
og stille
så stille!
ville jeg smelte
som stearin
og pulverisere
til aske
og vågne
igen,
som fugl Føniks
af asken
og opdage, at
alt trods alt bare er
en drøm.