4Hudløs
Nogle dage er man på toppen af verden; andre dage ligesom helt hu... [...]
Blandede tekster
11 år siden
7Du forsvandt
Du forsvandt, snøfter hun gennem tårer. Med ryggen mod vinduet, o... [...]
Blandede tekster
11 år siden
5Kun en tåbe ...
Han ved godt selv, · han er til grin. · Men den, der ler sidst, · ler s... [...]
Digte
11 år siden
4Når jeg bli'r stor ..
Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke, at 'det her er altså i... [...]
Klummen
11 år siden
3Sko min hest ..
Da jeg var barn, var min Onkel Ole altid et hit, han var nemlig a... [...]
Klummen
11 år siden
8Jeg ville ..
Det er sorte dage. · Som tåge, · som dis. · Suppe, · af sort · tjære, · flyde... [...]
Digte
11 år siden
7Det manglede da bare andet!
Det hele var startet den dag, man kunne læse i den lokale sprøjte... [...]
Noveller
11 år siden
8… Er der håb (?)
"Hvor der er liv, er der håb" · Hvorfor siger de sådan? · Når lyset i... [...]
Digte
16 år siden
15Stjernekiggeren
Der står en ung kvinde foran spejlet. Hun stirrer på billedet der... [...]
Noveller
17 år siden
15Fortidens dør
"Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det," · sådan st... [...]
Kortprosa
17 år siden
3Hemmelighedens Navn - 11. kapitel
Maya · Stilheden i glasrummet er larmende. Hun kigger ud gennem vin... [...]
Romaner
17 år siden
3Hemmelighedens Navn - 10. kapitel
Rune · Han føler sig helt igennem radbrækket, som han sidder dér på... [...]
Romaner
17 år siden
3Hemmelighedens Navn - 9. kapitel
Maya · Maya mærker, hvordan hun næsten har sovet, da hun hører larm... [...]
Romaner
17 år siden
4Hemmelighedens Navn - 8. kapitel
Rune · Morgenlugtene stikker ham i næsen, og selv da han træder ud ... [...]
Romaner
17 år siden
3Hemmelighedens Navn - 7. kapitel
Maya · Hun kan mærke, det er tidlig morgen, da hun vågner. Lyset st... [...]
Romaner
17 år siden
3Hemmlighedens Navn - 6. kapitel
Rune · Han er usigelig træt, mens han ligger dér i sengen. Han kan ... [...]
Romaner
17 år siden
3Hemmlighedens Navn - 5. kapitel
Maya · Smerterne fra operationsarret vækker hende ved morgengry - h... [...]
Romaner
17 år siden
3Hemmelighedens Navn - 4. kapitel
Rune · Rune smækker døren til sit værelse i med bagsiden af foden, ... [...]
Romaner
17 år siden
4Hemmelighedens Navn - 3. kapitel
Maya · "Mor?" · Maya bliver revet tilbage til virkeligheden og ser o... [...]
Romaner
17 år siden
4Hemmelighedens Navn - 2. kapitel
Rune · Det er med en kriblende fornemmelse i hele kroppen, at Rune ... [...]
Romaner
17 år siden
5Hemmelighedens Navn - 1. kapitel
Maya · Juni 2004 · Sommerferien er dårlig nok startet, og alligevel f... [...]
Romaner
17 år siden
5Hemmelighedens Navn - Prolog
Maya · August 2005 · Hun er glad for, de er taget på landet i den kor... [...]
Romaner
17 år siden
6Tossemagneten
Jane Aamund udtaler i et interview i bogen "Lys i livet", at hun ... [...]
Klummen
18 år siden
20Døbefondens forbandelse
Der er stille omkring huset. Maria låser døren op, slår sneen af ... [...]
Noveller
18 år siden
10Og det skete i de dage...
Tænk at det er tre år siden nu ... Tre år siden jeg ankom til Grå... [...]
Noveller
18 år siden
12Historien om en fader
Hun vågner, da telefonen ringer. Det mørke rum slår mod hende, og... [...]
Eventyr og fabler
18 år siden
6Det offentliges anklage
Min dag starter, når brættet løftes · og jeg kan indånde den friske... [...]
Blandede tekster
18 år siden
7Af jord skal du igen opstå
Da du var nitten år, rejste du hjemmefra · med smil på læben og god... [...]
Kortprosa
18 år siden
6Issa
Issa blev født · fredag d. 13., · en råkold eftermiddag i oktober. · He... [...]
Blandede tekster
18 år siden
7Paradisfuglen
Kirkeklokken ringer, ringer dagen og verden ud. Horisonten eksplo... [...]
Noveller
18 år siden
13... Men lidt har også ret!
Jeg er ingen præsident, der "ein Berliner ist", · det bli'r jeg ... [...]
Digte
18 år siden
2Nettet
Der sidder en stor, fed edderkop foran mig. Den glor olmt, men je... [...]
Essays
18 år siden
6Fik du set det du ville...?
Tv-avisen DR 1 d. 3. marts 2002: "Hver dansker bruger i gennemsni... [...]
Essays
18 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Line Find-Andersen (f. 1981)
Da jeg var barn, var min Onkel Ole altid et hit, han var nemlig altid frisk på en omgang "Sko min hest" med mig og min lillebror. Modsat min Onkel Torsten, der godt nok gerne gjorde et forsøg, men aldrig kom længere end til Præsten. Og ikke var jo ikke præsten, der kunne sko hesten bedst - det var 'vor smed, som bor ved byens led'. Og det vidste Onkel Ole ... Men på en eller anden måde var det sjovere, når Onkel Torsten lod præsten sko hesten, selvom det var forkert ... Måske vidste jeg allerede i denne tidligere alder, at det med sko og mig, bare ville forblive en evig forbandelse og altid være helt, helt forkert ...

De fleste kvinder elsker sko. Faktisk bliver de fleste kvinder født med en eller anden 'skochip', der gør, at de allerede i en tidlig alder tiltrækkes af alt, der skal være på fødderne - yndige sokker, sko, støvler, tåringe, neglelak til tæerne. Og når de ser et par sko i et butiksvindue, går der en eller anden alarm i gang og tid, sted (og overtrækket på kontoen) glemmes og en times senere står de på gaden ... iført skoene.

Jeg er en kvinde. Og jeg blev også født som pige. Men chippen ... den var der nogen, der glemte at indsætte. Eller også er den bare defekt.

Allerede i en tidlige alder har det dér med klumperne der sidder for enden af benene været en belastning for mig. Som baby brugte jeg meget tid på at stoppe fødderne i munden. Eller hive fødderne op under mig og trække sokkerne af. Min mor - der åbenbart blev født med skochippen - elskede at iføre mig yndige sokker og sko. Og som lille gik jeg egentlig også delvist op i det.

Min første erindring vedrørende sko, drejer sig om kinasko. Og kinaskoene måtte altså ikke forveksles med Maosko! For jeg hadede Maosko - alene af den grund, at de ikke var kinasko! Kinaskoene var lavet af fløjl. De var fine og sorte og havde en lille rem, der skulle spændes i siden. Og så havde de plastiksål. Jeg elskede at køre hånden hen over det bløde, sorte fløjl, der mindede mig om en smuk sort kat, med silkeblød pels.

Da jeg var et par år, havde jeg en periode, hvor jeg kun ville gå i gummistøvler. En dag lagde min mor sig syg med dobbeltsidig lungebetændelse og min mormor blev hidkaldt, så jeg kunne komme ud af huset og min mor kunne få fred til at restituere sig (og jeg ikke blev smittet). Men jeg hadede at blive passet af min mormor - og jeg nægtede at følge med! Til sidst blev jeg skrigende og sparkende plantet i klapvognen og sikkert fastspændt. Men min mormor kunne ikke forcere døren, hvor jeg kilede armene fast og holdt klapvognen som gidsel i døråbningen. Og som kompromis for at få mig med, måtte min mormor lade mig få gummistøvlerne på - selvom det var sommer og høj sol. Så med håndtasken fyldt til randen med vingummibamser, begav min mormor sig af sted. Med nogle minutters mellemrum stak jeg tavst hånden bagud og fik en farvet bamse, som jeg knyttede næven om, puttede i munden og så gumlede på, mens gråden forstummede for et par sekunder.
Og dér gik min mormor så Hvidovres gader tynde - med en skrigende unge i klapvogn og gummistøvleindpakkede ben, der sparkede vildt om sig. Og folk vendte sig forargede om og sagde til hinanden: "Jeg kan godt forstå, den lille pige græder! Hvem kan dog finde på, at give et barn gummistøvler på i sådan et vejr?!". Og det var som om min mormor krympede en centimeter for hvert skridt vi nåede ned ad Neergårdsallé, hvor vi skulle besøge min Olde. Og jeg har på fornemmelsen, det måske er min skyld, at min ellers så ranke og strunke mormor i dag er skrumpet ind til en Dronning Ingrid-agtig skikkelse. For den gåtur, kom til at koste hende mange stolte centimeter!

Da jeg blev lidt ældre, syntes min mor, jeg skulle have et par træsko. For hun havde et par røde træsko, da hun var barn i tresserne. Så hele København blev støvsuget, indtil hun fandt et par røde træsko, som min Askepotfod kunne være i.
Men mine fødder er forkerte! Ikke nok med at jeg er platfodet. Og at det ene ben er længere end det andet, så jeg skulle have sat ekstra længde under den ene sko - mine fødder er også så smalle, at den næsten er umuligt at finde sko, som mine fødder ikke sejler rundt i. For selv om de passer i længden, er de alt for brede! Samtidig fungerer mine ankler altså også som stanglakrids, så da jeg kom i et par træsko lignede jeg mere end noget andet en tyndbenet giraf i ortopædiske sko. Mine ankler vrikkede rundt som hoveder på et par stilke. Og min mor måtte opgive drømmen om pigen i de røde (træ)sko.

Da jeg var fem år, vandt min far en større gevinst i tips. Og min mor ville gerne se Venedig ... dog uden at dø. Så turen gik til Italien med mig og min bror under armen. Og det var alle tiders tur - min første udlandsrejse, og jeg husker det hele som et eventyr. Campingpladsen, hvor vi om morgenen sad i sandet under en masse grantræer, der fældede nåle ned i morgenmaden. Turen på stranden, hvor vi konkurrerede om at finde den største, hele muslingeskal. Og den dag, hvor der var sandbyggerkonkurrence og stranden var som en eventyrdrøm, med drager, der stak op af sandet, krokodiller, der lurede i vandkanten og sandslotte, der til sidst blev skyllet ud i havet. Den lille bod, hvor jeg lærte at den is, der smagte så godt, at jeg aldrig vil glemme den, hed 'gelatto'. Og jeg besluttede, at når jeg engang blev stor (en umulig tanke dengang) så ville jeg lære dette mærkelige sprog ... italiensk! Det var som sang, der kom ud af munden på de mennesker, der boede dernede. Om aften spiste vi på strandrestauranten og min bror og jeg fik 'spaghetti neutrale'. Og jeg spurgte min mor, om der var kongelige i vores familie, for jeg var sikker på, at med alle de oplevelser, så måtte jeg være en prinsesse, mindst ... jeg kunne bare mærke det!

Dagen efter var vi på et marked, hvor min mor købte mig den smukkeste lyserøde eventyrkjole - når jeg nu var en prinsesse. Og jeg fik de smukkeste par sko, jeg nogensinde havde set. Det var små guldballerinaer med en lille sløjfe og guldpallietter strøet ud over. Jeg fik også et par hvide skindsandaler med tre blomster på, der havde hver deres metallicfarve. I løbet af de år fulgte en del prinsessesko, der helt udviskede miseren med træskoene. Jeg havde også et par lyserøde plastiksandaler, jeg elskede højere end noget andet. De var dog meget upraktiske, for de kunne egentlig kun bruges, når det var varmt. Men det måtte heller ikke være så varmt, at man ikke kunne have sokker på, for med bare tæer gnavede det varme plastik sig ind i huden og gav vabler.

Den næste erindring i skoenes verden kom, da jeg skulle starte på danseskole. Min mor købte et par sorte laksko til mig - der både klemte og var for store. Men jeg var stolt alligevel. Dagen kom, hvor vi skulle til dans. Og da jeg nåede derud, havde jeg glemt mine sko og måtte gennemføre timen i grønne gummisko, der peb, hver gang jeg skøjtede henover gulvet. Det hele var meget ugraciøst; både min dans og mine grønne, knirkende fødder.

Da jeg blev elleve, døde min elskede Olde. Men det jeg husker mest fra begravelsen er sjov nok en hændelse, hvor vi står på kirkegården, der er overdynget med blomster. Det er vådt og klæbrigt og min mors kusine har et par stiletter på, der synker dybt ned i jorden, som forsøger de at trænge helt ned til Olde i kisten. Min mors kusine griner gennem tårerne og støtter sig til min mor, mens hun hiver fødderne til sig med et 'svup'. "Åh, Line, vær du glad for, du ikke har nået den alder endnu, hvor du skal til at gå i upraktiske sko," hulker hun, og jeg kan ikke greje, om det er af grin eller gråd.

Da jeg bliver tretten, skal jeg konfirmeres. Og det skal vise sig, at netop mine sko skal komme til at spille en central rolle i denne forbindelse. For det er min mormor, der skal sy kjolen. Og selvom det hedder, jeg selv må bestemme, hvordan kjolen skal se ud, går der ikke længe, før jeg står i pufærmer og blonder og kinesisk silke til halsen. For jeg må ikke komme i buksedragt! Jeg får forbud mod for dyb en v-udskæring. Og for kort en kjole. Og jeg, der hader kjoler og makeup, finder mig pludselig som centrum i en malmstrøm, der på bunden huser en druknedød i puf og blonde og blå øjenskygge. Men høje hæle - der sætter jeg grænsen! Jeg kan mærke, jeg på et eller andet punkt må kæmpe mod dette mormor-monster, der begår overgreb på mig med synåle og papirmønster-indpakning på sit syhold, hvor en masse gamle damer gramser løs på mig, mens de udbryder "Iiih" og "Ååååh", så jeg får hyletoner for ørerne. Mormor, der vil drukne mig i femininitet i denne alder, hvor min identitet er mine udslidte Dr. Martens, mine hullede Levi's, de gennempiercede ører og mit glatte, makeupfri ansigt - alt dette, der får mormor til at trække på næsen og spørge, om jeg tror, jeg er en kludedukke? "Det er ikke kun, dine bukser, der er gennemhullede - det er også dine ører! Las på las og klud på klud - sådan ser vor Line ud!" messer hun gennem tandrækken, der holder de synåle på plads, der om lidt skal bores ind i min hud og lave flere huller. Og jeg kan mærke, at her kommer til at stå en kamp, hvis ikke jeg fuldstændig skal miste min identitet på vejen op ad kirkegulvet.
Og kampen kommer til at stå om skoene. For jeg finder et par hvide støvler af hørstof og stinkende gummi i en forretning. De er høje, firkantede og alt andet end feminine og på sit modemæssige højdepunkt her i midthalvfemserne med sine plateauhæle, der kunne flække kraniet på enhver, hvis bare sparket var velanrettet nok. Min noget intrigante og dramaqueenske mormor, der ved jeg er af en ligeså stædig atomsammensætning som hende, kaster sig over min mor i stedet. Hun græder, råber, skriger og hiver sig i permanenten - baldrer op om, hvordan jeg ødelægger hendes værk, kjolen, og min mor tigger og beder, køber traditionelle sko ind og lover, jeg også må få det andet par, jeg kan gå med, hvor og hvornår jeg vil - bare ikke på konfirmationsdagen!
Det ender dog med, det bliver mig, der går af med sejren i denne omgang. Da jeg skrider op ad kirkegulvet, er det i mine monstersko. Og det går ikke ubemærket hen af selskabets ældre gæster, der rynker på næsen og griner ad mine sko. Men jeg griner også - for jeg slog mormor! Et nul til mig i denne omgang.
De følgende år bliver skoene brugt meget - måske mest for konstant at minde mormor om, at jeg vandt denne sejr - flere gange bliver de smidt i vaskemaskinen, for bare nogenlunde at bevare sin hvide farve og den dag i dag - hvor jeg har rundet de tredive - står de stadig på min skohylde, som et evigt trofæ fra min egen private trojanske krig - den, jeg vandt over min mormor; selvom min stakkels mor blev fanget i krydsilden.

Da jeg to år senere skal til Kreta med familien, er jeg blevet gammel - og moden - nok til stiletter. Og jeg køber et par på nettet, som jeg har forelsket mig i. De bliver lagt i kufferten sammen med de højtelskede H2O-badetøfler (som mormor også hader!) og så drager vi af sted. Den første aften vi skal ud at spise, ifører jeg mig de nyerhvervede stiletter. Og en rus, en selvtillid, breder sig i kroppen på mig. "Johannes, Johannes, jeg kan se dit hus herfra!" griner jeg til min lillebror, der pludselig er blevet dværg, som han stå dér ved siden af mig. Det er ellers pludselig ham, der er blevet den store af os. Og alle de jokes, jeg har måttet høre på pga. min højde - modelbureauet, der droppede en kontrakt med mig i ellevte time pga. min højde; konfirmationen, hvor jeg skulle stå forrest pga. min højde - det bliver alt sammen glemt i dette sekund. For jeg er høj. Jeg er gigantisk! ... Og jeg er på røven - sådan ca. to sekunder senere, da jeg har taget det første skridt. For jeg. Kan. Overhovedet. Ikke. Gå. I. Stiletter.
Gennem hele min halvfemserungdom, har plateauskoen hærget, og jeg er vant til tyngde i skoen. Ikke engang på modelbureauet er jeg blevet stillet i sko som disse, med stiletter, der er tynde som synåle. Og glæden over min højde bliver i stedet en forbandelse. Men jeg nægter at tage skoene af. Det bliver en principsag for mig. Og min mor og bror må nærmest slæbe mig gennem Kretas hullede gader, indtil vi når restauranten. Bagved gå min far og yngste bror, der kun er fem, men gammel nok til ikke at ville vedkende sig cirkusset foran sig. Og folk i gaderne vender sig og glor, flere er ved at køre galt på deres scootere, og de fleste må have haft antaget, at det var endnu en fuld turist, der skulle bæres hjemad.
I dag er jeg blot en tilskuer i skoenes verden. Jeg surfer rundt på internettets glorværdige sider og kigger sko, jeg aldrig kommer til at eje. Ikke fordi jeg ikke har råd til dem. Men fordi det ville være spildte penge - jeg ville aldrig komme i dem. For jeg går konstant på glasskår. Selv om natten, hvor mine små fødder hviler på et lammeskind, render de rundt på sylespidse skår. De dage, hvor de rigtig brokker sig, lægger min mand ærteposer fra fryseren på og så ligger jeg dér med mine 'små pusselanker', som Onkel Ole kaldte dem. For nogle år siden forærede min mand mig så et par specialsko. Det er verdens grimmeste sko, uden tvivl! De er af grønt fleece og fyldt med nogle små riskorn-agtige partikler og så dufter de af lavendel. Det er hjemmesko, som man kan komme i både mikroovn og fryser - alt efter om fødderne higer efter varme eller kulde. De står nu i gardaroben sammen med resten af min sparsomme skosamling - og ved siden af mine Maosko. For i dag er det mit førstevalg i skotøj - jeg har dem i alverdens farver og mønstre. Og når katalogerne fra Kvickly og Superbrugsen kommer, hiver min mormor og jeg i hver vores ende for at finde ud af, om det er Maosko på tilbud.
Når de åbner på mandag er jeg den første i køen, uden tvivl, for der er nemlig begrænset parti - 'kun to par pr. kunde', står der. Jeg er klar. Jeg skal nok både sætte vækkeur og lægge med isposer hele natten, så glasskårene ikke forstyrrer min nattesøvn. Denne kamp vinder mormor heller ikke!
Forfatterbemærkninger
Når jeg 'går på glasskår' er det ikke en metafor for et eller andet finurligt, men 'sidegevinsten' af en neurologisk sygdom.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 07/07-2012 17:38 af Line Find-Andersen (ALFen) og er kategoriseret under Klummen.
Teksten er på 2557 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.