På en høj bakke lå der en fin restaurant, der hed Mad.
   Den var et af de mest udsøgte spisesteder der fandtes for de rige fugle af alle arter.
   Lige fra albatrosser til ugler.
   Og netop nu ankom den rigeste ugle af dem alle. Claus Caurina. En berømt brillefabirkant som de alle nærsynede fugle respekterede. De havde nemlig nydt godt af hans speciel fremstillede briller.
   "Skal jeg tage Deres hat og frakke, Hr. Caurina?" spurgte en tjener-spurve, da Claus kom ind til Mad.
   "Ja tak." svarede Claus. Han tog sin hat og frakke af og gav dem til tjener-spurven, som hang dem op.
   "Det sædvanlige bord, Hr. Caurina?"
   "Ja."
   Tjener-spurven førte Claus hen til sit bord, der var nede i den bageste ende af restauranten.
   Bordet var nydelig dækket op til ham. Han var der altid i den restaurant, så de ansatte kendte efterhånden ham godt.
   Restauranten var i for sig et dejligt sted at være for fugle og den osede af atmosfære.
   På væggene hang der filmplakater og reklamer fra gamle dage. Alt sammen havde noget at gøre med fugle. Der var dog ikke udstoppende fugle rundt omkring i restauranten. Det ville nok virke en smule bizart for kunderne.
   En tjener-stork kom forbi og Claus blev glad, for det var en gammel bekendt.
   "Goddag, Hr.Caurina." sagde tjener-storken.
   "Goddag, Søren. Hvordan går det her på stedet?" spurgte Claus.
   "Skidt."
   "Hvad mener du med det?"
   "Jo, ser De der har været sket mystiske ting her i restauranten."
   Claus gjorde store øjne, som kun en ugle kunne gøre det.
   "Mystiske ting?" spurgte han forvirret.
   "Ja, mystiske ting, Hr. Caurina." svarede Søren og forsatte:
   "To af vores bedste kunder er blevet meldt savnet. Hr. Stereptopelia og Hr. Phasianus."
   "Nå ja." sagde Claus.
   "Dem kender jeg godt. De er ikke typen, der betaler regningen efter maden. Tror du ikke bare at de har taget røven på jer, Søren?"
   Søren rystede på hovedet og svarede:
   "De forsvandt herfra uden at have taget deres overtøj og penge med sig."
   "Nå for pokker." udbrød Claus.
   "Det var sært."
   "Ja, netop." sagde Søren.
   "De har været væk i otte dage nu. Vi har for nyligt fået hænget to efterlysningsplakater på vores opslagstavle."
   Søren pegede på en væg, hvor opslagstavlen var. På den ene plakat var der Hr. Streptopelia - en stor, fed due og på den anden plakat var Hr. Phasianus - en stor og fed fasan. På begge plakater stod der at dusøren for at finde dem, var på 5000 kr.
   "5000 kr?" spurgte Claus.
   "Ja, indtil videre." svarede Søren.
   "I går var dusøren på 1000 kr. Så i morgen stiger den nok igen. Måske til 10.000 kr."
   "Kan der være nogen, der har bortført dem?" spurgte Claus.
   "Ved det ikke." svarede Søren.
   De andre tjenere så Søren og gav ham tegn til at arbejde i stedet for at snakke med Claus.
   "Nå men hvad vil De have i dag, Hr. Caurina?"
   Claus kiggede i menukortet og spottede at der var noget nyt. En suppe-ret.
   "Er det der en ny ret?" spurgte Claus, mens han pegede på menukortet. Søren så på det og svarede:
   "Ja, den ret er ny. Vi har godt nok haft den på menukortet i 8 dage nu."
   Claus tog et ekstra blik på menukortet for at læse mere om supperetten. Der stod ikke noget om den, men den så meget lækker ud på billedet.
   "Ja. Jeg vil prøve noget nyt i denne omgang." svarede Claus.
   "Glimrede, Hr. Caurina. Jeg er tilbage lige om lidt." sagde Søren.
   Han tog menukortet og gik væk. Han så de andre tjenere, som var tilfredse med at han arbejdede. De understregende dette sarkastisk ved at "klappe" ad ham, men han lod som ingenting.
   Claus sad og ventede imens. Han begyndte at spekulere i Hr. Streptopelia og Hr. Phasianu's mystiske forsvinden. Hvem kunne mon have stået bag det? Og hvordan kunne det ske imens at der var kunder i restauranten? Alt den spekulation gjorde Claus en smule rundt på gulvet. Og så han var meget sulten. Det var mange timer siden han sidst havde spist noget. Man kunne jo ikke leve af mus hele tiden.
   Søren var på vej med suppen til Claus' store glæde.
   "Det gik stærkt." sagde Claus.
   "Selvfølelig, Hr. Caurina." sagde Søren.
   "Her på Mad kommer maden til kunden med det samme. Her er Deres suppe. Velbekomme."
   "Tusind tak, Søren." sagde Claus. Søren nikkede høfligt og gik væk.
   Claus så på suppen, som egentligt ikke så ud af ret meget, men så alligevel indbydende ud. Han tog sin ske og begyndte at smage på den. Den var god, tænkte han.
   Han smagte mere af suppen. Han syntes at suppen blev bedre og bedre for hver en smag af den. Smagen var svær at bedømme, idet at den skiftede hele tiden.
   Første gang smagte den af jordbær, anden gang af citron og tredje gang af æble.
   Det var spøjst, men morsomt syntes Claus. Han tænkte på en titel til suppen, for den havde ikke en i forvejen. Måske skulle den hedde: Suppen med de mange smagsvarianter.
   Idet han skulle til at smage på suppen endnu engang, tog noget pludselig fat i skeen.
   "Hvad pokker!" udbrød Claus, da han så at det var en sort blæksprutte-arm, som forsøgte at hugge hans ske.
   Det udviklede sig til et bizart tovtrækkeri mellem Claus og blæksprutte-armen.
   Underligt nok var der ingen af kunderne eller tjenerne, der lod mærke til det. Det var som om at Claus var blevet usynlig. Han blev godt træt af blæksprutte-armen, så han skar den over med sin spisekniv. Den faldt om.
   Claus var lettet. For at være sikker på at den var død, prikkede han på den. Der var ingen reaktion.
   Men netop som Claus skulle til at rejse sig op, begyndte blæksprutte-armen at hele sig sammen, som var den en regnorm. Inden Claus kunne nå at råbe om hjælp, kom en anden blæksprutte-arm op fra suppen og lukkede for hans næb. Han mumlede desperat om hjælp, men lige meget hvad det hjalp ikke. Der kom flere af de klamme blæksprutte-arme fra suppen og de tog Claus i begge af hans arme. De trak ham ned i suppen. Han forsøgte at gøre modstand, men det var nytteløst. Nu var der ingen spor tilbage af den velhavende ugle i restauranten mere.

*

Det var som en helt anden verden nede i suppen. Det mindede om bunden af en svømmepøl, men rundt omkring var der en masse frugt og grønt. Bananer, agurker, vindruer, jordbær, citron og æble.
   Claus troede ikke sine egne øjne. Han tænkte om det hele ikke bare var en drøm, som var begyndt at blive til et mareridt. Han lukkede øjnene og tænkte på at når han åbnede dem, lå han i sin dejlige, bløde seng. Der gik et lille øjeblik før han åbnede øjnene og da han endeligt gjorde det, måtte han indse at det ikke var en drøm/mareridt.
   Han befandt sig stadigvæk i blæksprutte-armenes selskab.
   Længere fremme kunne Claus se, hvor de kom fra. Et stort, mørkt hul, som de vendte tilbage til med Claus på slæb. Efter at de var kommet tilbage ned i hullet, lukkede det sig sammen.
   Alt var mørkt og det gjorde Claus mere bange end før. Men det blev ikke ved at være mørkt, for i det fjerne blev der tændt lys.
   Claus kom nu ind til et rum, der både så uhyggeligt og hyggeligt ud samtidigt.
   I rummet var der et bur, som Claus blev smedt ind i. Han landede oven på nogle knogler, så det gjorde lidt ondt i røven. Ved siden af knoglerne lå der en bunke tøj, som Claus kunne genkende med det samme.
   "Du godeste!" råbte Claus. "De her tilhører jo Hr. Streptopelia og Hr. Phasianus!"
   Han genkendte deres tøj fra efterlysningsplakaterne.
   "Gad vide hvem eller hvad der gjorde det her?"
   "Svaret på det spørgsmål kommer her!"
   Claus så til sin store rædsel, hvem stemmen tilhørte.
   Et grotesk uhyre med arme og ben som en blækspruttes. Dets hoved så sært ud og havde meget små øjne, så det havde briller på. De så ikke særlig holdbar ud. Hans mund var fyldt til med sylespidse, snavse tænder. En tandlæge ville besvime, hvis han/hun så synet af dem. Det havde en snavset t-shrit med kniv og gaffel på som logo og det stak ad helvede til.
   Claus blev en smule svimmel af den lugt, som dampede ud af uhyrets armhuler. Han fik næsten klavme af lugten.
   Uhyret stod over for Claus og sagde:
   "Mit navn er Fred og Deres navn er Hr...?"
   Claus var forbløffet over hvor høfligt uhyret lød. Dets personlighed stod i skrap kontrast til dets udseende.
   "Øh...Claus Caurina." svarede Claus tøvende.
   "Caurina?" sprugte Fred forundret og gik hen til sin biblotek, der hovedsagligt bestod af alle slags kogebøger. Dog var der et fugleleksikon og den tog Fred frem.
   "Caurina, Caurina..."mumlede han, mens han ledte efter Claus' efternavn i fugleleksikonet.
   "Aha! Nu ved jeg, hvad De er. En ugle."
   "Ja." svarede Claus.
   "En ugle har jeg ikke smagt før. Duen og fasanen var lækre."
   "Hvorfor lige dem?" spurgte Claus.
   "Jeg havde ikke planlagt om hvem jeg skulle æde. Sådan virker det ikke. Det fungerer sådan at når der er nogen ved den suppe som f. eks. dig, så ringer den klokke der."
   Fred pegede på klokken, som han nævnte om. Han forsatte:
   "Og så begynder jeg at række mig efter vedkommende med mine mange arme. Det var i øvrigt ikke særligt pænt af dig at skade en af dem."
   "Det var selvforsvar!" sagde Claus.
   "Selvforsvar, min røv! Det gjorde sgu ondt, din utidige ugle!"
   Fred virkede knapt så høflig, men snarere psykotisk. Han var ikke vant til at nogen eller noget forsvarede sig imod ham. Han fortrak at det hele gik noget kvikt.
   "Men din arm helede sig." sagde Claus.
   "Ja, men det gjorde sgu da ondt alligevel."
   Claus syntes at det var underligt at et uhyre som Fred var så sart. Han havde altid troet at uhyrer var nogle seje karle som dem fra monsterfilmene. Trods dette var Claus' frygt for at ende som Freds måltid ikke blevet formindsket.
   "Hvis du lige vil have mig undskyldt. Jeg vil lige finde ud af om hvordan du skal tilbederes. Er det okay med dig, Claus?" spurgte Fred.
   "Øhhh..."
   Claus var endnu engang målløst over Freds venlige tone i hans grove stemme.
   "Fint." sagde Fred, som gik over til sine bøger igen. Denne gang ledte han efter en kogebog med opskrifter til forskellige fugleretter. Han fandt den og bogens titel var: Fugle på forskellige måder.
   "Er tilbage lige om et øjeblik." sagde Fred.
   "Ok..."sagde Claus.
   "Kan jeg komme ud af mit bur? Bare for at strække mine ben lidt."
   "Fornærm ikke min intelligens, Claus." sagde Fred noget vredt.
   "Der er masser af plads i det bur. Jeg kan jo ikke gøre for at du er fed."
   Claus blev sur over den bemærkning. Han mente ikke at han var fed. Bare en smule kraftig.
   "Jeg er ikke mere fed end hvad Streptopelia og Phasianus var."
   "Det er mig uden forskel. Desuden elsker jeg fedt mad, he he."
   Claus havde ikke lyst til at kommetre det, Fred sagde. Han havde håbet at Fred var dum nok til at lukke ham ud af buret, men desværre var det ikke tilfældet.
   Fred gik ind til hans køkken, der var siden af stuen, hvor Claus var. Han kunne høre Fred snakkede med sig selv om hvordan han ville tilbedre sit seneste fangst. Det lød til at det ville tage ham noget tid om at beslutte sig. Claus var godt træt af at være fanget i det lille bur. Hans røv var ømt som bar pokker. Han begyndte at ruske lidt i tremmerne i håb om at de ville gå løs. Han blev ved med at ruske i dem noget manisk, indtil han hørte Freds stemme fra køkkenet sige:
   "Du kan godt spare dig, Claus med det larm. Det bur er meget solidt lavet og i øvrigt prøver jeg på at tænke, så hold op med det der!"
   Claus opgav det. Han var blevet så træt efter sit sørgelige flugtforsøg at han faldt i søvn. Hans øjne lukkede sig sammen. Alt var mørkt.
   Claus vågnede op med et sæt, da låget til buret blev lukket op. Det så ud til at Fred havde besluttet sig for om hvordan han ville tilbedere Claus.
   "Nu har jeg langt om længe fundet ud af." sagde Fred begejstret. Han var som et lille barn.
   "Jeg fandt den perfekte opskrift. Du skal serveres proppet med alt mulig frugt og grønt. Drysset til med masser af kanel og som prikket over i, et stort, saftig æble godt proppet ind i næbbet. Jeg ved godt at ugler ikke har så stort et næb som en pelikan, men hvis du gør dig umage, så går det nok."
   "Du er syg i hovedet!" råbte Claus vredt ad Fred.
   "Næh, jeg er bare rigtig sulten." sagde Fred, som begyndte at tage fat i Claus med sine mange blæksprutte-arme.
   "Nej, du må ikke!" råbte Claus panisk. Han gjorde modstand ved at sparke efter Freds arme. Dette gjorde Fred meget frustreret.
   "Hold nu op med det der. Du kan ligeså godt droppe det. Al modstand er nyttesløs." råbte Fred selvsikkert. Han fik et fast greb rundt om Claus og løftede ham op fra buret. Claus sparkede stadigvæk ud efter Fred.
   "Er du døv eller hvad? Hold op med det der!" råbte Fred vredt.
   Men Claus hørte ikke efter og ramte Fred i hovedet, så hans briller røg af. De landede på gulvet og blev smadret. Fred gik i panik.
   "Argh, jeg er blind! Se nu hvad du har gjort, din møgugle!"
   Fred slap Claus, som landede på gulvet med et brag. Claus så de ødelagte briller og tog dem op for at undersøge dem nærmere. De var ekstremt skrøbelige og kunne gå i stykker når som helst. På brillestellet stod der Eyecare. Det var en af Claus' mange dårlige konkurrenter, som ikke var særlige gode til at fremstille briller af ordentlig kvalitet.
   "Eyecare! Noget møg som sædvanligt." sagde Claus. Han så Fred lå på gulvet og sprællede som en fisk, som led af luftmangel.
   "Mine briller! Mine briller!" vrælede Fred hysterisk som et barn.
   "Hvor har du de briller fra?" spurgte Claus.
   Fred stoppede med at tirre sig.
   "Hvad sker der for dig?! Først smadrer du mine briller og så spørger du om, hvor jeg har dem frem? Er din hjerne udstoppet eller hvad?"
   "Det var ikke med vilje." sagde Claus. "Men hvad havde du forventet af mig. At jeg ville gå med til at blive dit måltid?"
   "Ja!" råbte Fred. "De andre var så ligetil, men dig? Nej. Du skulle absolut gøre modstand!"
   "Gjorde Streptopelia og Phasianus ikke modstand?"
   "Nix. De var lammet af frygt. Som også du burde havde været."
   Claus kom op på benene igen.
   "Hør her. Jeg lever af at fremstille briller..."
   "Ja, sikkert." sagde Fred, som ikke troede på Claus, som forsatte:
   "Og jeg har gjort det i 40 år. Aldrig nogensinde har jeg haft kunder, der bad om deres penge tilbage. Det par jeg selv bruger, er nogle jeg selv har fremstillet. De er rigtige gode."
   "Du lyver ikke?" spurgte Fred.
   "Nej da." sagde Claus. "Vil du prøve mine briller?"
   "Må jeg?"
   "Ja."
   Claus tog sine briller af og lagde dem på en af Freds arme. Fred kunne mærke dem og tog dem på. Nu kunne han se igen og endda bedre end nogensinde før.
   "Wow!" sagde Fred imponerende. "Du løj ikke."
   "Nix." sagde Claus, som skyndte sig at tage brillerne igen. Fred flippede ud igen.
   "Hvad fanden?! Hvad har du gang i?"
   "Vil du have brillerne?" spurgte Claus.
   "Ja for pokker!"
   "Uanset hvad?"
   Fred var ved at blive utålmodig.
   "Ja!"
   "Så vil jeg gerne væk herfra."
   "Hvad?!"
   "Du hørte mig. Jeg får min frihed og du får mine briller."
   "Din lede møgugle! Du udnytter mit handicap!"
   "Så, så. Jeg synes at det er en ret fair handel. Desuden hvad er vigtigst for dig? Dit måltid eller dit syn?"
   Fred tænkte om det. Hans mave rumsterende noget, men han ville gerne kunne se igen.
   "Nå?" spurgte Claus. "Har du besluttet dig?"
   Claus nød at han havde magt. Fred var nu ligeglad om han var sulten eller ej. Han valgte at det vigtigste for ham. Hans syn.
   "Ok." lød det stille fra Fred.
   "Hvad sagde du? Fik ikke helt fat i det, du sagde."
   "Ok for pokker! Giv mig nu de skide briller!
   "Så lov mig at du fører mig tilbage til overfladen. Ellers får du dem ikke."
   "Jeg lover at..." skulle Fred til at sige, men blev afbrudt af Claus:
   "Sværg det!"
   "Okay! Jeg sværger at føre dig tilbage til overfladen. Er du så tilfreds?"
   "Ja."
   Claus gav brillerne tilbage til Fred, som tog dem på og rejste sig op.
   "Jeg er vild med de briller!" sagde Fred begejstret.
   "Jeg kan se alt ting meget bedre nu. Du er sgu dygtig!"
   "Tak." sagde Claus.
   "Du holder vel, hvad du lovede, ikke sandt?"
   "Bare rolig. Du er sgu en sej fugl og jeg er ikke specielt nogen fan af sejt kød, hvis du forstår?"
   "Ja, det forstår jeg."
   Claus kunne dårlig nok se godt nu uden sine briller. Men det var hans frihed værd.
   "Nå lad os se at få dig tilbage til hvor du kom fra." sagde Fred.
   "Ja, endelig." sagde Claus utålmodigt.

*

Mad var ved at lukke. Gæsterne var på vej ud. De var glade og tilfredse, hvilken fik tjenerne til at ånde lettet op. Men der var et problem. Der var ingen ved det bord, hvor Claus sad. Det lod Søren først mærke til nu.
   "Er der nogle af jer, der har set Hr. Caurina?"
   De andre tjenere rystede på hovedet.
   "Pis!" sagde Søren, som var ved at gå i panik. "Ikke igen! Ikke en ny forsvundet gæst til og så tilmed en af vores trofaste."
   En af tjenerne så at suppen på Claus' bord begyndte at ryste.
   "Øh, Søren?" sagde tjeneren, som pegede ved Claus' bord.
   Søren vendte sig om og så noget vildt underligt. Fra suppen kom Claus tilbage båret af Freds arme. De satte ham forsigtigt på plads og forsvandt tilbage ned i suppen igen.
   "Hr. Caurina?" udbrød Søren, som var helt rundt på gulvet. "Hvordan...?"
   Claus tog en servicet og tørrede sig i hovedet. Han kiggede nærmest efter noget i inderlommen af sin jakke.
   "Aha!" udbrød han. Han fandt et ekstra par briller frem og tog dem på. "Så. Nu kan jeg se bedre igen."
   Han så at Søren og de andre tjenere var lamslående over det, de oplevende.
   "Hvad er der?" spurgte Claus. "Man skulle tro at I havde set et spøgelse."
   "Hvad pokker var det for nogle tingester?!" sagde Søren.
   "Nå de der arme?" svarede Claus, som om intet usædvanligt var sket. "Jeg vil råde jer til at fjerne den suppe fra menukortet. Den er ikke god for nogle."