Her til aften var jeg hjemme hos Kim,
jeg drak otte øl ud af ingenting.
På vej hjem hørte jeg min egen musik,
hvor selvfed kan man være?
Selvfølgelig skulle jeg lige forbi vores gamle lejlighed for at lide en smule -
dit melankolske svin.
Jeg fatter ikke at det seks måneder siden,
at Hvidovre d. 8 november kl. 18.30 spillede 0-0 mod AB - og du få timer forinden gik fra mig - og vi gik en tur, drak nogle øl, græd, snakkede dybere end før og så Hvidovre havn i novembers kvælende intense mørke, lod os putte i den tunge dyne af snarlig tvungen frihed.
Da vi kom hjem havde vi sex - og spiste kun en smule af den smule vi bestilte.
Du kom, jeg kom, jeg elskede dig stadig. Det gør jeg stadig stædigt.
Jeg afskyr hvad jeg føler, men afskyr også at glemme dig.
Jeg er aldrig helt i skjul, men skjuler det værste i mig.
Den værste side, den der ønsker dig det værste, ønsker dig langt ind i helvede og intet godt.
Den side er åbenbaringen jeg får, når jeg suger det sidste hvæs på en smøg og falder i søvn med en smag af øl, røg og liderlighed i munden. I månens fulde insisterende skær er det hele så simpelt, men om morgenen er smagen erstattet af kaffetørst, savn og den der dybe smerte du ved jeg føler. En smerte som kun en nystrøget skjorte overfladisk, men aldrig helt kan skjule.
Unge piger sætter deres tænder i mine ord, men kan kun på overfladen fatte hvad du altid helt forstod - når du satte dine læber om mig og mine umiddelbare ord - og jeg elskede hver eneste kurve på din krop, da forstod jeg din indædte kamp for at overleve den smidighed du aldrig helt forstod.