Jeg var glad, da jeg døde. Faktisk overraskende glad.
   Jeg kan godt lide den friske luft. Jeg kan godt lide at mærke, jeg lever, men nogle gange kan det blive for meget. Denne her gang var det for meget. På en eller anden måde, ville jeg ønske, jeg var en kat. Så havde jeg haft syv liv, og så kunne jeg leve videre. Så var jeg ikke død nu. Men det skete. Og det kan ikke laves om.

Jeg er en håbløs romantiker. Jeg elsker at blive forkælet, kysset i nakken, få blomster på uventede tidspunkter, gåture i solnedgangen. En af de typer, der kan se det smukke i de fleste mænd. Desværre skal der ikke så meget til, at jeg bliver forelsket. Min største svaghed. Min forelskelse i fjeldene, kostede mig livet.

Forhistorien er, at jeg rykkede alle mine rødder op i Danmark og flyttede til Færøerne. Først boede jeg alene i Torshavn, og derefter flyttede jeg til Mykines. Den vestligste ø på Færøerne.
   Jeg levede af at skrive. Jeg skrev romaner og noveller om livet derude. Mest romaner. Og når jeg ikke skrev, så gik jeg ture eller hjalp landmændene med at passe får. Nogle gange lavede jeg mad til dem. Jeg levede det liv, jeg altid havde drømt om. Hjemmegående husmor, desværre uden mand og børn. Kun et par gange om året, kom min danske familie ud og besøgte mig.

Jeg boede alene i et lille hus. I to somre havde jeg helt glemt, hvor meget jeg savnede at holde om en mand. Jeg gik så meget op i mit arbejde og naturen.

En sommer kom der en ny ung mand til øen. Han var flot. En rigtig muskuløs mand med mørkt hår og blå øjne. Jeg sad hos min nabo til aftenkaffe, og så kom han smilende ind af døren. Jeg kunne slet ikke få øjnene fra ham. Vi blev introduceret til hinanden, og jeg var fortabt. Den aften kunne jeg ikke tænke på andet end ham. Det var også ved at være et par år siden, at jeg havde haft et rigtigt forhold til en mand.

Jeg begyndte at møde ham hver dag i den lille bygd. Først hos naboen, så på fjeldet og til sidst over alt. I en uge stødte vi på hinanden hver dag. Til sidst kunne jeg ikke lade være. Jeg var nødt til at invitere ham på middag. Så det gjorde jeg. En eftermiddag hvor jeg var ude og gå, mødte jeg ham. Vi stod og snakkede lidt, og jeg inviterede ham over til om aftenen.

En middag blev til to, to middage til tre og sådan gik det. Vi snakkede godt sammen.

Det første kys fik jeg, den første gang jeg spiste hos ham. Åh, han kyssede fantastisk. Han var lige præcis den mand, jeg altid havde drømt om. Jeg gik hjemad, men da jeg nåede min hoveddør, vendte jeg om igen.
   Jeg kunne ikke sove alene. Så jeg gik tilbage til hans dør og bankede på. Der stod han i bar overkrop. Jeg kyssede ham, og han trak mig ind. Bar mig op af trapperne og op i hans seng. Han tog langsomt tøjet af mig og kyssede mig over alt. I to år havde jeg ikke haft sex, og det her var endnu bedre, end jeg huskede det.

Vi lå og nussede. Jeg kyssede ham på brystet. Han strøg mig over håret, og kyssede mig i panden. Jeg strøg ham over brysthårene. Jeg sov slet ikke den nat. Jeg lå og kiggede på ham. En fantastisk mand.
   Vi sov sammen hver nat, og vi var sammen hver dag. Han kunne få mig til at grine, og jeg følte mig perfekt i hans selskab. Hver morgen når jeg vågnede med uglet hår, sagde han smilende: "Godmorgen smukke", og kom med morgenmad på sengen. Der var ingen af os, der havde travlt. Det var kun starten af sommeren.

Der var mange gæster i den lille bygd. Vejret var bedre end det havde været længe. En dag tog han mig med ud på fjeldet. Vi gik i flere timer. Så lagde vi os i et lille indhak i læ med udsigt til havet. Vi lå bare. Jeg havde øjnene lukkede, og på et tidspunkt åbnede jeg mine øjne igen, og fik et sug i maven, da jeg så ham ligge der. Jeg satte mig ovenpå ham, og kyssede ham på munden. Det gik stærkt, vi lå der, midt på skrænten, omringet af får og med udsigt udover Atlanten. At se tilbage på, var det nok noget af det mest fantastiske, jeg i mit liv havde set og gjort. Han holdt om mig. Jeg havde følelsen af, han virkelig også holdt af mig.

En aften tog vi ud og så på stjerner. Vi sad på en bænk med retning udover havet. Det blæste ikke så meget, og månen skinnede i det stille hav. Han tog om mig, og kyssede mig inderligt. Det var i slutningen af august. Turisterne var så småt ved at tage hjem, og efteråret begyndte snart. Vi havde set hinanden i lidt mere end tre måneder. Han tog mit hoved i hænderne, kiggede mig dybt i øjnene og smilede. Jeg smilede igen. Han hviskede:
   "Jeg tror, jeg elsker dig.." og kyssede mig blidt på læberne. Det var så inderligt.
   "Jeg tror også, jeg elsker dig.." svarede jeg.
   Det føltes helt rigtigt.

Dagen efter skete det.
   Jeg var glad. Jeg var så glad, at jeg slet ikke kunne få armene ned. Vi havde sovet sammen, elsket hele natten, og vi havde grint. Jeg stod tidligt op for at hente friske æg, og serverede en lækker morgenmad på sengen. Han var også glad.

Jeg ville ud og gå alene den dag. I starten da jeg lige flyttede derud, var jeg bange for fjeldene og fårene. Men jo mere jeg gik ud, jo mindre bange var jeg. Nu kunne jeg klare det hele. Jeg tog mine notesbøger med og begyndte at gå op af. Jeg stoppede, da jeg nåede et stykke op, og kiggede ned på bygden. Der var folk i de små gader. Jeg syntes, at kunne se ham reparere sit tag. Solen skinnede, men det blæste. Jeg begyndte at løbe, fordi jeg var så glad. Lykken skyllede igennem mig, og jeg kunne slet ikke styre det. Fårene blev utroligt nok bare stående. Det var ikke normalt, når der kom turister. Jeg spredte mine arme ud, og lod som om jeg kunne flyve. Lukkede mine øjne kort, og åbnede dem igen. Jeg var næsten helt oppe. Jeg sænkede farten og nød det. Bygden var langt væk nu. Jeg kunne ikke se menneskerne mere. De var ikke engang myrer, bare små prikker.

Jeg var nået ud til kanten. Jeg satte mig i græsset, og lavede et stort skrig. Og et til, og endnu et. Det var en skøn følelse. Vinden var koldere deroppe end nede i bygden. Jeg kiggede ned, og fik igen et sug i maven. Havet. Mågerne fløj omkring mig. Det var det rene idyl.

Efter nogen tid rejste jeg mig op og gik videre. Det blev stejlere. Havet var lyseblåt, fordi bølgerne slog ind mod skrænten og det skummede. Så gik det galt. Jeg gled. Jeg mistede fodfæstet med min venstre fod, og kunne ikke nå at tage fra. Jeg faldt.

Først rutsjede jeg ned af græsskråningen på maven, og pludselig forsvandt den under mig. Jeg fløj igennem luften og landede heldigvis på en klippeafsats. Troede jeg. Men det blev værre. Jeg var rædselsslagen. Jeg tænkte kun på mine ufærdige romaner og ham, min eneste ene. Jeg var så bange, at jeg ikke engang kunne skrige. Det gjorde ondt i mit hoved. Det gjorde ondt over alt. Jeg tror ikke, jeg var helt levende, da jeg landede der. Jeg er ikke sikker. Blodet løb ned i mine øjne. Jeg prøvede at åbne dem.
   Det eneste jeg kunne se var havet. Det smukke Atlanterhav. Det smukke Atlanterhav. Det gik op for mig, at hvis jeg røg derned, ville jeg dø. Dø. Det gjorde stadig ondt overalt. Jeg prøvede at bevæge mine ben, men det var umuligt. Ikke engang mine arme. Jeg prøvede at vende mig om på min ene side, og i det øjeblik, knækkede afsatsen. Igen røg jeg gennem luften.

Lige inden jeg ramte vandet, vidste jeg, at der ikke var mere, jeg kunne gøre. Det var slut, prut, finale. Og jeg tænkte på at smile. Men jeg kunne ikke. Min krop var allerede død.

Jeg ramte havet, og strømmen tog mig med i bølgerne. Jeg blev kastet rundt, og det gik da op for mig.
   Jeg. Var. Virkelig. Død. Ingen kunne gøre noget. Atlanten havde taget mig. Egentligt kan jeg ikke så godt lide at bade i havet. Jeg har altid været bange for at træde på noget, der gjorde ondt, eller møde en fisk, eller blive bidt af en krabbe. Så det var godt, at jeg var død. Nu ville jeg helt sikkert møde en hval. Måske en haj. Eller sæler. Jeg ville blive behandlet usympatisk og hårdt. Og det var faktisk synd, for jeg har altid været et meget varmt og venligt menneske. Selvom jeg har været bange for havet, har det også altid været det smukkeste i mine øjne. Jeg har haft et helt specielt forhold til det.

Jeg ramte flere gange ind i klippevæggen, og det var med til, at man næsten ikke kunne se, det var mig, da jeg blev fundet. Det var også fordi, jeg havde ligget i vandet et par dage. Det var ved en tilfældighed, at jeg blev fundet. Jeg var blevet efterlyst, og min udkårne var helt ude af den. Han havde ikke sovet i de dage der gik, indtil man fandt mig. De kunne alle se, han var knust. Han gik om dagen rundt ude i fjeldet og råbte og skreg af frustration og om natten sad han i sit køkken og ventede. Han kunne ikke finde ro.

Det var en af de gamle bønder, der var ude og gå. Mange i bygden havde forudset, at jeg ville være død. Man havde søgt i det nærmeste område, og da jeg ikke var på landjorden, måtte jeg være i vandet. Og alle ved, at det ikke er mange, der overlever det frie fald ned i Atlanten. Jeg gjorde heller ikke.

Men han stod længere henne på øen, slet ikke der hvor jeg faldt ned, og spejdede med sin kikkert. Han fik pludselig øje på noget, der lå nede på en lille afsats i havkanten. Det var mig. Han vidste det med det samme. Der gik ikke længe før helikopteren kom, og jeg blev fløjet ind til det nærmeste sygehus. Der var selvfølgelig ikke, nogen der kunne gøre noget. Jeg var død.

Da jeg var blevet identificeret, og da jeg var blevet gjort i stand, kom min udkårne. Han sad ved min sengekant og græd. Han græd hele dagen og hele natten. Til sidst måtte sygeplejersken føre ham hen til gæstehotellet, fordi han slet ikke havde sovet. Men han nægtede. Han ville være ved min side, i håbet om jeg skulle vågne igen. Hvilket jo aldrig ville ske. Min danske familie kom også. Min mor sad og holdt mig i hånden i den ene side, og min far i den anden. Mine søstre stod bare og holdte om hinanden. De kunne ikke forstå det. Selv mine bedsteforældre kom til begravelsen en uge efter.

Jeg havde skrevet et helt stykke papir om, hvordan min begravelse skulle være, og hvem der skulle have en helt speciel invitation. Det skulle foregå på øen, hvor jeg døde. Egentligt ville jeg helst begraves, men jeg kunne ikke rigtig bestemme mig, om det var det, jeg helst ville, eller om jeg ville strøs ud over havet. Det skulle min far bestemme. Kun min far, ikke min mor eller min søster. Og han bestemte selvfølgelig, at jeg skulle begraves. Jeg fik en fin gravsten. Det var den smukkeste af dem alle.

Kirken var proppet til renden. Tænk der var så mange, der kom for at sige farvel til mig. Jeg havde bestemt, at når jeg blev sænket ned i jorden, skulle alle synge "let it be". Smukkere blev det ikke!

Men det sjove i denne historie er, at mine romaner egentligt aldrig var blevet udgivet. Faktisk var jeg heller ikke en rigtig forfatter, før jeg døde. Jeg kunne bare godt lide at skrive. For at leve i drømmen om at være forfatter, gemte jeg mig på den ø. Jeg gemte mig i en drøm.

Jeg døde. Mine romaner lå gemt rundt omkring i huset. Der var noter over alt, og det hele kunne sættes sammen til et livsværk eller to, hvis den rigtige så det. Og det gjorde den rigtige. Det sørgede mine veninder for.

Jeg var glad og smilende inden jeg døde, jeg var glad og smilende, da jeg døde, og nu når jeg ligger her i min grav, er jeg glad og smilende. Der er ingen grund til jeg vender mig, for jeg er glad og tilfreds, ligesom jeg altid har været..