Jeg så urmennesker 6 timer,
før jeg døde af hjertestop.
De kom ud af væggene,
grove og vindblæste ansigter,
behårede bjørneskindsklædte med køller.
Jeg var død, hvis de ikke var kommet.
Lægerne kaldte det en hallucination,
jeg så det anderledes.
Skræmt og bange,
men følte mig i gode hænder
på en weird måde.
Når noget angriber en,
så tæt på ens død,
er det så for, de vil tage ens liv,
eller er det for, at skabe en reaktion,
der kan resultere i muligheden for,
at blive kan eksistere.
Kan man reddes af en hallucination.
Jeg så urmennesket,
har aldrig set det før eller siden.
Har ikke nogen trang,
til at søge viden om deres eksistens.
Det er nok, at jeg ved de er der.
Urmennesket,
6 timer før min død,
fik mig til at råbe om hjælp.
Hvordan kan man frygte noget,
der redder ens liv.
Jeg blev lovet psykologhjælp,
men takkede nej.
Jeg var alt for fuld af liv.
Ingen havde nogensinde bearbejdet
episoden med mig.
Mange år efter viste min kæreste
mig en bog, hvori der stod,
at inden man dør ser man,
enten urmennesker eller vikinger,
i den her verdensdel.
Jeg troede på min forlovede og bogen.
Man ser ikke urmennesker eller vikinger,
for man står til at blive hakket i småstykker.
Men oplever dette fænomen,
for at rygge en ud af sin komfortzone.
Skabe en verden der er så ekstrem,
at man ikke kan nikke genkendende til noget.
Som barn har jeg leget viking,
erindrer ikke jeg har leget urmenneske.
Jeg var nitten år,
urmennesket eksisterede ikke i mit univers,
ikke desto mindre var det der jeg var.
Sygehuset var der ikke,
det forsvandt delvist
og en anden verden opstod.
Jeg var vågen og stod i mit tøj,
græd og råbte om hjælp.
Nu har jeg levet længere tid,
efter jeg har været død,
end før jeg døde.
Urmennesket er god nok,
rolig nu.