Så står du dér, lige pludselig og selvfølgelig idag. Du i den hvide gang. Jeg kan se din sorte silhuet, dit smukke hår, og din usikkerhed.
Det er noget underligt noget og samtidig helt naturligt, der hvor vi kommer fra og går mod, så noget i mig siger, at det hér bør være ok. At det kan være sådan. Alligevel er det hele bare ligesom et skuespil; vi er en lidt for spændende størrelse, og bag kulisserne flyver titusinde bolde rundt, som hverken du eller jeg ved hvordan skal gribes. Kan gribes. Det var meget lettere dengang, vi sad på en solbeskinnet altan, med varm kaffe, kys, elguitar, ordnene der smeltede i tusinde lag. Smukke hænder.
Din krop i gangen, dine blink med øjnene. Efterfulgt af ønsket om helt at glemme, eller måske bare at rykke sig til et sted, hvor rysten ikke indebærer ragnarok.
Jeg som troede, at hvide gange var helt uskyldige.