Der hænder ikke meget i mit liv. Men i fjor sommer blev her udspillet et drama. Først nogle kulisser:
     Jeg bor alene i et lille, gammelt hus lidt udenfor byen, og sådan har jeg boet i femten år med mine bøger og frimærker. Jeg er 55 år, vinhandler, og min forretning ligger inde i centrum. Men det har ikke noget med historien at gøre. Jeg har en ven, men han bor i Sydamerika, så det er noget sjældent vi ser hinanden. Det er det fuldkomne ægteskab. Dette har heller ikke noget med historien at gøre.
     Der er to aktører i dramaet - foruden mig, som har en ubetydelig birolle.
     Den første er min gamle ven Ole. Han er ca. 35 år og har i sin ungdom været en flot fyr. Et hårdt liv har sat sine spor på ham, men endnu har han en vis forfaldets charme. Han er høj, mager, nærmest knoklet. Han er mørk - selv når han er nybarberet ser han skægget ud, og hans lange arme og store hænder er tæt bevokset med sort hår. Hans bevægelser er, trods hans klodsede facon, hurtige og smidige, nærmest dansende.
     Denne sommer var han arbejdsløs, fyret fra sit job som tjener. Han har været gift tre gange, og har et barn i hvert ægteskab - foruden de geledder af piger han har haft. Ingen af dem har i længden kunnet klare hans udskejelser og drukture.
     Det var efter den sidste skilsmisse han søgte tilflugt hos mig. Jeg var fuld af bange anelser, og selvom han var overraskende skikkelig med hensyn til druk i den periode, så blev de ikke skuffede.
     Den anden rolleindehaver er min nevø, min søsters søn, Johnny. Han var da 18 år. Jeg har kendt ham fra han blev født, og han er kommet meget hos mig, dog sjældnere i de senere år. Han har fået sin egen verden, sådan er det jo. Jeg er ikke af den slags onkler som forfører deres unge nevøer. Så ikke engang den fornøjelse har jeg kunnet byde ham. Han er vokset op til at blive en køn, slank, lyskrøllet dreng - ja det har han selvfølgelig været hele tiden, men læseren forstår nok hvad jeg mener.
     Han kom her en eftermiddag og mødte Ole. De havde ikke truffet hinanden før.
     "Hvem er han?" spurgte han, da Ole var ude et øjeblik.
     Det fortalte jeg ham.
     "Er han en af dine - øh?"
     "Nej!" svarede jeg kontant.
     Han sad lidt eftertænksomt. "Nej - han ligner heller ikke sådan en," sagde han.
     "Hvad siger du? Hvad mener du med det", spurgte jeg forarget.
     Han så distræt på mig. "Nåh - ikke noget."
     Han blev hele aftenen. Og hver aften hele ugen. De snakkede nu lidt sammen, Ole nedladende og småirriteret. Drengen fulgte ham efterhånden hvor han gik og stod.
     "Sig mig, hvad vil den unge?" spurgte Ole en dag vi for en gangs skyld var alene.
     "Det ved jeg ikke," svarede jeg.
     "Jeg tør sgu ikke vende ryggen til knægten. Jeg er bange for at han skal bide mig i røven."
     "Nåh - så vidt kommer det vel ikke," grinede jeg.
     "Ja, jeg føler mig sgu ikke sikker."
     "Han er da en sød dreng," sagde jeg.
     "Det kan godt være. Men jeg er ikke interesseret i søde drenge - som visse andre."
     "Hvis det er mig du hentyder til, så vil jeg bare sige ..."
     "Nej, om forladelse, det var ikke min mening."
     Næste dag tog jeg drengen for mig. Ole var ikke hjemme, han var nærmest flygtet.
     "Sig mig, hvad er du ude på?"
     "Ikke noget," svarede han uskyldigt.
     "Lad være med den," sagde jeg. "Fortæl mig ikke at du pludselig har fattet en så overvældende interesse for din gamle onkel."
     "Jeg vil ha' ham," sagde han trodsigt. Der var lys i hans klare blå øjne.
     "Nå, så du vil ha' ham. Bare lige sådan."
     "Jeg elsker ham."
     "Jamen kære lille ven. Det kan jo ikke nytte noget. Han er ikke sådan."
     "Det må han så blive. Jeg gi'r mig ikke. - Og ved du hvad? Hvis du havde valget mellem at blive plaget af mig i det uendelige og at bolle med mig, ville du så ikke give efter?"
     Jeg så på den lille, kønne skikkelse og det dejlige ansigt, som udstrålede beslutsomhed.
     "Jeg ville aldeles ikke under nogen omstændigheder bolle med dig," sagde jeg. "Men jeg kan godt se hvad du mener, din djævleunge."
     Han grinede. Så så han bønfaldende på mig. "Onkel," sagde han, "kan du ikke tale med ham?"
     "Nej, det ved Gud jeg ikke kan," sagde jeg. "Det må du selv finde ud af."
     "Nåja, det skal jeg nok også," sagde han.
     Nogle dage var jeg ikke hjemme, men da jeg næste gang så Ole smilede han fra øre til øre.
     "Hvad er der sket?" spurgte jeg.
     "Ikke noget," svarede han.
     "Siger du nu også det?" sagde jeg. "Du ville ikke have sådan et smil på, hvis der ikke var sket noget."
     "Men der er virkelig ikke sket noget," sagde han. "Jeg har bare kysset ham." Han så salig ud.
     "Nå dog, det er jo godt."
     "Han har virkelig et dejligt ansigt, den dreng," sagde han.
     "Jaja, han har familieansigtet. - Så er du vel ikke mere bange for at han skal bide dig i røven?"
     "Han har også en dejlig røv," sagde Ole.
     De næste dage blev fredelige for mig, fordi de ville være alene sammen. De gik ud eller opholdt sig på Oles værelse. Jeg kunne allernådigst få lov til at lave mad til dem, når det passede dem at være hjemme.
     En dag kom jeg tidligt hjem fra forretningen. Jeg købte ind på vejen.
     Da jeg kom ind sad de på sofaen. Det vil sige, Johnny sad på skødet af Ole, de var halvt afklædt, og Ole havde, så vidt jeg kunne se og regne ud, sin pik langt oppe i røven på ham. De så begge noget forskrækkede på mig.
     "Lad jeg endelig ikke forstyrre," sagde jeg.
     "Vi vidste ikke, at du kom så tidligt hjem," sagde Ole.
     "Nå, men det gør ikke noget. Vil I spise her?"
     "Ja tak," sagde de begge. Det var lidt absurd at stå der og konversere dem i den situation. Drengens pik, som var ret lille, strittede lige ud i luften. Oles var - så vidt jeg kunne se, og jeg havde da også set nogle flygtige glimt af den tidligere - en ordentlig ka'l, og jeg var ganske imponeret over at den lille kunne have den oppe i sig.
     "Det er i orden," sagde jeg. "Jeg går ud og laver mad, mens I gør jer færdige. Vi skal have Chili con Carne, det er hurtigt at lave."
     "Lækkert," sagde de i kor.
     Jeg forsvandt ud i køkkenet med mine pakker og gik i gang med kokkereringen. Ind imellem stak jeg hovedet ind for at se hvordan sagen udviklede sig. Første gang lå Johnny på ryggen, hans ben stak lige i vejret og Oles kæmpepik gik som et stempel ud og ind ad ham, så jeg tænkte at noget måtte gå i stykker i den arme dreng. Men udtrykket i hans ansigt var bare salighed. Næste gang stak benene stadig i vejret, men nu slubrede Oles tunge, læber og snude rundt i hans pik, nosser og røvhul. Mere salighed.
     Og næste gang havde Johnny Oles pik i munden (- og den havde lige været oppe i hans egen røv. Bvadr!). Jeg ville have forsvoret at den kunne være der, men det kunne den sagtens. Oles ansigt så ud som om han var ved at tage sluttonen i en operaarie.
     Efterhånden blev det mere indviklet. Det er vanskeligt at beskrive ... Nå, men læseren må vel også have lidt fantasi selv.
     Da jeg til slut kom ind med maden, sad de pænt ved siden af hinanden i sofaen, påklædt og med hver sit fjollede smil i ansigtet.
     "Mon I ikke skulle gå ud og vaske hænder?" spurgte jeg.
     Johnny snusede til sine. "Jo, det kan godt være," sagde han.
     De lignede et par meget artige smådrenge, da de sammen gik ud på badeværelset.
     Der blev igen en fredelig tid. Jeg kunne beskæftige mig med mine bøger og frimærker. De var konstant sammen, og når de endelig var hjemme sad de og flettede fingre og så hinanden dybt i øjnene, og der var en kyssen og kælen så det nærmest blev vammelt. Der var dog også småskænderier. Ole kunne ikke helt lade flasken være, og det førte til udladninger fra begge sider. Men de var moderate og foregik på Oles værelse, så de var nærmest lidt krydderi på tilværelsen.
     Så en aften sad jeg fordybet i en bog. Jeg havde længe hørt skænderi derinde fra. Men pludselig sprang døren op med et brag og Johnny kom styrtende ind med Ole efter sig.
     Johnny råbte: "Du skal bare lade mig være. Jeg bestemmer over mig selv."
     "Du kommer her!" råbte Ole.
     "I skal bare lade som om I var hjemme," sagde jeg, men ingen hørte det. De stod lige over for hinanden og råbte og skreg.
     "Jeg er ikke en af dine duller!"
     "Gu' er du så, din lille hore!"
     Der blev stille. De stod og stirrede på hinanden. Ole så lidt forskrækket ud, og Johnny sank ned i en stol. Så sagde han stille og teatralsk: "Det kan da godt være at jeg er en hore, men det er sgu' da dig der horer med mig."
     Ole kastede sig på knæ foran ham. "Om forladelse, lille ven. Jeg mente det ikke."
     Johnny var kostbar. "Joh - det mente du nok."
     "Nej nej nej," råbte og hulkede Ole. "Jeg elsker dig. Du ved da at jeg elsker dig."
     "Det er jeg ikke sikker på. Hvis du elskede mig, ville du ikke sige de forfærdelige ting til mig."
     "Jamen det gør jeg. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig. Det ved du da."
     Han kastede sit hoved i Johnnys skød og brølede sin sorg ned i hans skridt. Udtrykket i drengens ansigt var forbavselse, lidt nydelse og også lidt triumf. Han tog Oles hoved og løftede det op.
     Så sagde han: "Ja, jeg ved det godt. Jeg elsker også dig. Men så må du aldrig sige sådan noget mere, vel?"
     "Det skal jeg aldrig gøre," sagde Ole, hans hænder strøg over Johnnys arme og krop. "Er det så helt sikkert, at du har tilgivet mig?"
     Johnny kyssede det tårevædede ansigt. "Ja, det har jeg."
     De rejste sig og gik ind på værelset igen. På den korte vej over gulvet måtte de flere gange standse for at omfavne og kysse hinanden.
     Jeg måtte lige hen og se mig i spejlet, om jeg var blevet usynlig. Det var jeg ikke. Inde fra værelset, hvortil de havde ladet døren stå åben, kunne man høre, at forsoningen var total.
     Ja, man havde såmænd også kunnet høre det, hvis døren havde været lukket.
     Min søster ringede en dag. "Sig mig, har du set noget til Johnny."
     "Ja, han var her i går," svarede jeg forsigtigt.
     "Nå. Jeg skal sige dig, han har ikke været hjemme i nat. Det er for resten sket hyppigt i det sidste at han ikke er kommet hjem om natten. Ved du hvor han er?"
     "Nej, det ved jeg ikke. Men du skal da ikke være urolig. Han er en fornuftig dreng."
     "Det er jeg sådan set heller ikke. Men han har været så underlig i det sidste."
     "Hvordan?"
     "Bare underlig. Urolig."
     "Nå, men ved du hvad? Han er jo i den alder."
     "Det ved jeg godt. Jeg har da også spurgt ham, om han havde fundet en pige. Men ved du hvad? Så blev han gal."
     "Ja, man er jo sårbar i den alder. Han vil vel bare have sit privatliv i fred."
     "Ja, selvfølgelig. Det er bare så mærkeligt, at ens børn bliver voksne. Men jeg ville da bare blive glad, hvis han havde fundet en pige."
     "Tag det nu bare roligt. Han kommer nok frem med det, når det passer ham."
     "Jamen, så gør jeg det. Det er altid godt at tale med dig. Du er så fornuftig."
     Sommeren gik. Der kom flere scener, og der var lange fredelige perioder.
     En dag kom Johnny ikke. Alle tog det nu ganske roligt. Men der gik flere dage, en hel uge, og to. Ole gik omkring og sagde ingenting, men han havde det dårligt, det var ikke svært at se. Jeg sagde slet ingenting.
     Men en dag spurgte han: "Mon der er sket ham noget?"
     "Nej," svarede jeg, "så havde jeg hørt det."
     "Men kan du forstå at han ikke kommer?" Han begyndte at græde ganske stille. Det blev jeg lidt rystet over.
     "Har I skændtes?" spurgte jeg.
     "Næh - ikke mere end sædvanlig. Jeg kan ikke forstå det."
     "Han kommer nok," sagde jeg, selvom jeg godt kunne høre at det lød lidt tomt.
     "Kan du ikke ringe til din søster"? spurgte han.
     "Jo, det skal jeg nok."
     Jeg ringede, og vi talte først om almindeligheder. Så spurgte jeg: "Hvordan går det med Johnny?"
     "Tjah, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Han er jo i England nu."
     "Er han det?"
     "Ja, vidste du ikke det? Han sagde da, at han havde været ude hos dig dagen før han rejste."
     "Ja, men han sagde ikke noget om det."
     "Det var da mærkeligt. Han skal være der i tre-fire måneder. - Nå, men ved du hvad? Jeg tror nu, at det er en pige."
     "Tror du det?"
     "Ja, det tror jeg. Hvad skulle det ellers være?"
     "Nej, det er sandt."
     Forståeligt nok tog Ole det tungt. Han gik omkring og hang, og han drak ikke engang. Men hvad kunne jeg gøre andet end at trøste lidt, lave noget god mad og sådan?
     Efter en uge gik han i byen og kom fuld hjem sent om natten. Det var en hel lettelse.
     Langsomt begyndte han at ligne sig selv. Hvilket ikke kun var en fordel. Han blev mere besværlig at have i huset. Men jeg var nu glad alligevel.
     Efter tre uger så jeg af og til et listigt smil i hans ansigt. Flere nætter kom han slet ikke hjem.
     Og en dag sagde han: "Nu flytter jeg snart."
     "Gør du det?"
     "Ja. Jeg har truffet en dejlig pige. Hun er simpelthen så sød. Du skal møde hende."
     "Det vil jeg da gerne."
     Kort tid efter flyttede han så, og gud hvor blev der tomt og stille i huset. Men efter en tid var det jo også godt.
     Efter yderligere en måned dukkede Johnny op. Han lignede sig selv. Og i hans tilfælde var det kun godt.
     "Hvor er Ole?" spurgte han.
     Jeg satte ham kort ind i situationen.
     Han sad tavs længe. I hans ansigt skiftede forbavselse, skuffelse og ærgrelse. "Det er da noget underligt noget," sagde han.
     "Regnede du med, at han skulle sidde og vente på dig?"
     "Næh." Han trak på det. "Selvfølgelig ikke."
     Lidt senere sagde han: "Kan du forstå, hvad han så ville med mig?"
     Jeg strøg ham over de gule krøller. "Nej, lille ven, det forstår jeg bestemt ikke."

       

Usaglige kommentarer til ...
    (Essays)
    (43 dage siden publicering)