Jeg var 17 år i 1953, da jeg først kom i kontakt med Jehovas Vidner, og jeg var med til 1967, hvor jeg blev udstødt. Da var jeg altså 32. - Det er alt sammen længe siden, men netop de år er vigtige i et menneskes liv, og hvad der da skete har uden tvivl præget mig på godt og ondt. Mest egentlig på godt, synes jeg, men naturligvis skal det bitre også med, for at regnskabet skal stemme.
     Den sidste del af min barndom og det meste af min ungdom blev domineret af en stedfar, som nærmest betragtede mig og min bror som sine personlige slaver. Vi boede i Hareskovby lidt nordvest for København, egentlig et smukt og idyllisk sted op til Hareskoven med gamle store villaer, store gartnerier, ja, og vist nok en enkelt bondegård, desuden mange nye huse og en del rønner, som nok tidligere har fungeret som sommerhuse for Københavns borgerskab. Vi boede i en af rønnerne.
     Jeg var grundigt underkuet. Jeg havde ingen venner. Dels var jeg så fuld af mindreværdskomplekser, at jeg ikke var i stand til at slutte mig til jævnaldrende, og dels var der aldrig tid. Jeg var i lære som herrefrisør, et fag som jeg afskyede, men det kom mig til god nytte senere.
     Min tilværelse ændrede sig totalt, da jeg mødte Jehovas Vidner. Det var en sommerdag, at jeg sad oppe i et kirsebærtræ, da en frisk og venlig dame kom ind i haven. Hun var et Jehovas Vidne og ude på sin rute fra hus til hus. Jeg kravlede ned fra træet, og hun begyndte meget entusiastisk at fortælle mig om den nært forestående nye verden, hun læste forskellige skriftsteder og forklarede. Jeg var fanget ind med det samme. Jeg havde vel længe levet i et åndeligt tomrum, og sugede nu til mig, som et stykke tør jord suger regn til sig og begynder at spire og blomstre. Ikke at jeg var ukritisk, jeg havde masser af spørgsmål og indvendinger, men hun kunne svare på det hele. Hun forbløffede mig gang på gang ved altid at have klare og logiske svar på rede hånd, som om hun allerede på forhånd vidste hvad jeg ville spørge om. I den følgende tid kom jeg jævnligt hos hende og hun underviste mig. Hun boede i et af de pæne huse ikke langt fra vort.
     Gennem hende kom jeg i kontakt med de andre Jehovas Vidner i Hareskovby, og lidt efter lidt blev jeg selv en del af gruppen. De holdt ugentlige møder i et privat hjem og var ellers tilsluttet menigheden i Bagsværd, hvor jeg også snart begyndte at komme i Rigssalen, som deres 'kirke' hedder. Jeg kom efterhånden ind i alle de rutiner der strukturerer et Jehovas Vidnes liv, tjenestemøde, teokratisk skole, vagttårnsstudium og bogstudium og, næsten det vigtigste, samling til at gå på feltet, ud i hus-til-hus-arbejdet. Jeg var meget hurtigt med i alt dette, og jeg sky menneske som i årevis havde gået for mig selv og var blevet mere og mere sær, fik nu en mængde venner, en vennekreds der udvidede sig hele tiden, og jeg som havde været så forskræmt gik nu uden frygt ud og ringede på fremmede folks døre. Og folk flest var venlige, selv de afvisende var det på en venlig måde.
     Alle disse aktiviteter gik naturligvis ikke upåagtet hen derhjemme. Min stedfar var rasende og lagde mig de hindringer i vejen han kunne. Min mor var egentlig også imod, men støttede mig alligevel og respekterede min ret til at gå min egen vej. Engang jeg skulle til et stævne låste han mig inde, men hun hjalp mig ud ad et vindue. - Jeg var dog stadig bange for ham, det var meget op og ned. Men da jeg en dag fra køkkenet hørte, at han bankede min mor greb jeg en brødkniv, styrtede ind i stuen og gik løs på ham. Han blev kun reddet ved at min mor kastede sig skrigende imellem os. - Dette var ikke netop nogen teokratisk reaktion fra mig, men den var ikke desto mindre et resultat af den selvbevidsthed jeg havde opnået gennem Jehovas Vidner. - Efter dette gjorde han ikke mere for at hindre mig.
     Jeg havde altid læst meget. Når hverdagen blev for hård søgte jeg tilflugt i bøgerne. Nu blev det Jehovas Vidners litteratur jeg kastede mig over. Bibelen naturligvis, og bladene 'Vagttårnet' og 'Vågn Op!'. Derefter de bøger Vagttårnselskabet udgav, jeg søgte i vennernes boghylder efter ældre litteratur og gik på jagt i Fiolstrædes mange bogantikvariater, og havde snart en komplet samling helt tilbage fra Charles Taze Russells seks bind 'Studier i Skriften' der gik tilbage til 1880'erne.
     Jehovas Vidner forkyndte jo denne verdens snarlige undergang, og egentlig synes jeg den dag i dag ikke, det var specielt naivt, at jeg troede på dette. De var ikke de eneste, der havde den slags tanker. De fleste havde anden verdenskrig i frisk erindring, og verden var midt i kold krig, kaprustning og atomtrusler. Dertil kom at der var gået næsten fyrre år fra 1914, og det år var og er et nøgleår for Jehovas Vidner. Da tog Kristus magten i himmelen og kastede Djævelen og hans engle ud, og de som havde oplevet dette år i voksen alder skulle også se enden, slaget ved Harmagedon. - Havde nogen dengang sagt til os, at vi om et halvt århundrede stadig skulle gå i denne verden, ville vi ikke have troet det.
     På et stævne blev jeg døbt, og da var jeg allerede aktiv i alle grene af arbejdet.
     I en vis forstand levede vi allerede i den nye verden, i og med at vi som gruppe udgjorde hvad der blev kaldt 'den nye verdens samfund'. Der blev holdt store stævner, mest i USA, hvor der blev samlet mange tusinder fra hele verden. Vi som ikke var med levede alligevel med i disse stævner gennem omfattende rapporter derfra, og da udgik der derfra en opfordring som gjaldt os alle:
     "Rejs ud hvor behovet er stort."
     Sagen var jo at Jehovas Vidner mest var koncentreret i de større byer, og der hvor der var mange kom der også mange til. Vagttårnsselskabet uddannede missionærer og sendte dem ud til mange lande, og en del unge rejste ud som pionérer og specialpionérer. Nu var tanken at få familier til at flytte ud og på den måde sprede budskabet.
     Vi var da nogle stykker der planlagde at rejse til Colombia, og jeg gik i gang med at lære spansk efter grammofonplader. Hvorfor det netop skulle være Colombia husker jeg ikke, men det blev da heller ikke til noget. Nogen der var rejst i forvejen rådede fra, forholdene var for vanskelige. - Men det var alligevel for fladt bare at slå sig til ro hjemme, så da en familie besluttede sig til at flytte til Norge hægtede jeg mig på, og i juli 1955 dampede jeg af til Norge med alt mig habengut. Det var ikke mere end jeg kunne have i to papkasser, og det meste var bøger.
     Hele hareskovgruppen blev splittet, den blev spredt dels rundt i Danmark og dels i den øvrige verden. Det er mærkeligt at tænke på, at hvis der i dag findes en gruppe af Jehovas Vidner i Hareskovby, så er det en helt anden.
     
I Skien blev jeg modtaget med åbne arme. Skien er hovedstaden i Telemark. Telemark er 'Norge i en nøddeskal' som det siges. Naturen varierer i det uendelige.
     Jeg blev indlogeret hos Bjørg og Ivar, et ægtepar som var nidkære Jehovas Vidner. De havde en pige på syv år og fik senere en dreng. De blev mine nærmeste venner gennem alle år, ja, de blev mig nærmere end min egen familie.
     Vennerne havde også sørget for arbejde til mig. Jeg blev ansat hos en frisør i Skien.
     Menigheden i Skien var meget anderledes end den jeg kendte fra Bagsværd, fordi der var så mange gamle. I Danmark var næsten alle jeg kendte kommet med inden for det sidste årti, men her syntes alle at have været med 'altid'. Menigheden bestod faktisk af tre-fire vidt forgrenede familier. - Jeg havde jo hele tiden været interesseret i Jehovas Vidners historie, og havde studeret den i litteraturen. Her oplevede jeg den gennem mennesker der selv havde levet den. Ja, der var endog en, Christian Larsen, som havde fået 'sandheden' af Russell selv.
     Charles Taze Russell stiftede Vagttårnets Bibel og Traktatselskab i 1879, og han mente at Kristi genkomst eller 'parousia' fandt sted usynligt i 1874 og at den yderste ende på verden ville være 1914. - Han skrev de seks bind af 'Studier i Skriften' som jeg allerede har nævnt, tusindvis af artikler og han holdt også tusindvis af foredrag. - Christian Larsen fra Skien hørte ham i New York i begyndelsen af århundredet, og opsøgte ham privat efter mødet. Han fortalte mig begejstret om Russell og at han havde købt de seks bind 'Studier i Skriften' af ham også til familien hjemme i Norge, og da han kom hjem viste det sig at familien havde købt de samme til ham af en omrejsende dansk kolportør. - Han så Guds finger deri.
     Da enden så ikke kom i 1914 bredte skuffelsen og splittelsen sig naturligvis blandt hans tilhængere. Hvordan Russell selv tog det, tør jeg ikke sige, men han fortsatte i hvert fald sin foredragsvirksomhed og døde på en rejse i 1916. Hans død bidrog yderligere til splittelsen, da han jo havde været det karismatiske og samlende midtpunkt. Men magten - bogstaveligt talt magten - blev grebet af J. F. Rutherford, og han skabte den centrale og magtfulde organisation som den stadig er. Han samlede al kontrol hos Vagttårnselskabets bestyrelse, Det Styrende Råd, hvilket i realiteten vil sige, hos ham selv, præsidenten. Det var en langvarig proces, men den fortsatte støt og sikkert gennem hele Rutherfords præsidentperiode. De gamle i menigheden kunne fortælle om de virkninger omstillingen havde. Menighederne havde jo hidtil haft deres egne valgte ældste, nu blev disse afsat og i stedet indsatte Selskabet sine egne kandidater. Det skabte jo røre, og en del forlod menigheden. I Skien var overgangen dog moderat, fordi den 'ældste' der havde ledet menigheden i årevis nu officielt blev indsat, så skiftet var for de fleste umærkeligt. Det var nok også svært at overskue, hvilke afgørende konsekvenser disse forandringer havde. Og de fleste af dem der havde forladt menigheden fandt efterhånden tilbage i folden. Man forlader ikke uden videre det, der har været rammen om ens hele liv, og desuden havde mange familien indenfor. Så de faldt tilføje.
     Alt dette er nødvendige sidespring i min historie, man kan dårligt forstå Jehovas Vidner uden at kende til organisationens teokratiske opbygning. Teokratisk betyder gudsstyret. Alt er styret ovenfra, demokrati findes ikke blandt Jehovas Vidner. Rutherford samlede al magt i sine egne hænder, efter hans død i 1942 blev ledelsen lidt efter lidt mere kollektiv, således at magten, både den organisatoriske og åndelige, nu ligger hos det samlede Styrende Råd.
     En anden side af Rutherfords virke er væsentlig. Han reviderede mange af Russells lærepunkter - tvunget af nødvendigheden, må man sige. Han flyttede Kristi genkomst (parousia) fra 1874 til 1914, og verdens ende, Harmagedon, blev hele tiden skudt længere ud i fremtiden, men skulle i hvert fald komme inden for den generation der havde oplevet 1914. - Dette er naturligvis i de senere år blevet problematisk for Jehovas Vidner, men de kan ikke opgive dette årstal, for på dette årstal hviler Det Styrende Råds og dermed hele organisationens autoritet. For da tog Kristus magten i himmelen og kort derefter indsatte han det Styrende Råd. - Rutherford indførte også læren om de to skarer. Den lille skare, de 144.000, som skal regere som konger med Kristus, og den store skare, som er uden tal, og som skal leve i paradiset på jorden.
     Alt dette var blevet til gennem en langvarig, smertefuld proces, men da jeg kom med opfattede jeg det som noget fuldt færdigt, noget der var perfekt, logisk og fuldt fornuftigt. Efterhånden fik jeg så indtrykkene uddybet og nuanceret ved at lære noget om udviklingsprocessen, dels gennem litteraturen og dels ved at kende disse mennesker i Skien menighed.
     Tiden i Skien udviklede mig meget, personligt gennem venskabet med Ivar og Bjørg og mange andre, åndeligt i menighedens arbejde. I Danmark havde jeg stadig været 'en af de nye', her var jeg straks fuldbefaren og var aktiv i alle grene af arbejdet. Jeg arbejdede også med sproget, og jeg var stolt af at jeg efter et år talte så godt norsk, at man ikke kunne høre jeg var udlænding.