Egentlig er det nødvendigt med en hel række af epiloger, men jeg slår dem sammen til en.
     Efter at jeg havde bosat mig i København fik jeg brev om, at jeg igen var udstødt. Der blev ikke givet nogen begrundelse. Ganske vist var jeg ikke spor uskyldig, men i en organisation som Jehovas Vidner, der lægger så stor vægt på det formelle, burde formaliteterne jo være i orden. At forholdet til Frank var blevet genoptaget vidste ingen. Jo, faktisk tror jeg alle og enhver forstod det, men beviser fandtes ikke og ingen nævnte det nogensinde. - Og skilsmissen kunne det ikke være, da den først gik i orden flere år senere, da Jehovas Vidner ændrede sin praksis og anerkendte homoseksualitet som skilsmissegrund. Formelt blev vi først skilt, da Anne ville gifte sig igen.
     Frank besøgte mig nogle gange i København, men så gled det ud. Han var gennem sin mor beslægtet med en familie på en stor gård i Seljord, og gennem kringlede arvegange endte han med at arve gården. Så i dag sidder han som storbonde i Seljord, er gift og har to børn. - Ja, de må også være voksne nu. Jeg har aldrig set dem.
     Efter at have levet er ret forvirret liv i København er par år, mødte jeg Finn, min ven, som jeg nu 34 år senere stadig bor sammen med. I 1989 blev vi registrerede mellem de første da den ordning kom.
     Da min søn, Kim, var 16, kom han til København og flyttede ind til os. Han boede hos os i seks gode år, til han på normal vis flyttede hjemmefra og giftede sig, og vi har nu også to dejlige børnebørn.
     Om mit forhold til Jehovas Vidner kan der siges følgende. Da jeg blev udstødt og forlod dem, var min tro så at sige intakt. Jeg troede stadig, at de stod for den fulde og endelige sandhed. Jeg vidste altså at Harmagedon nærmede sig med raske skridt, og at jeg ikke skulle være blandt de overlevende. Det måtte så være sådan. - I min tid var man så småt begyndt at tale om, at der kunne ske noget i 1975. Spekulationerne var baseret på Vagttårnets udregninger af skabelsesdagenes længde. Adam blev ifølge dette skabt i 4026 f. Kr. - Efter som vi nærmede os 1975 blev jeg mere anspændt, og begivenheder i verden som krige og naturkatastrofer udløste angstanfald. Men da '75 og '76 var gået, og intet var sket, lettede tågerne, og jeg kunne begynde at se klart. Først nu kunne jeg begynde at tænke tingene igennem, jeg kunne analysere Jehovas Vidners lære og organisation, og jeg endte med at undre mig over, hvordan jeg nogensinde havde kunnet tro på alt dette sludder, og at jeg havde kunnet satse mit hele liv på det. - Nå, jeg glemte nu heller ikke hvad disse år havde givet mig.
     Når det gælder selve udstødelsen, så mener jeg ikke, at jeg blev behandlet dårligt. Ud fra de givne omstændigheder blev jeg behandlet meget hensynsfuldt, og omstændighederne accepterede jeg jo selv. Jeg var aldrig i tvivl om den skyld og det ansvar jeg havde, for at det gik som det gik, og jeg tog da også konsekvenserne af det - når lige undtages, at gå i fængsel. Men organisationen anerkendte åbenbart intet ansvar. De udstødte mig, og så var den ikke længere. Og dog var det den, der i de år, stod for praktisk talt alt hvad jeg fik af information og undervisning. Vi var udsat for en massiv strøm af propaganda gennem blade, bøger og møder, vi lærte at have tillid til alt der kom fra Vagttårnet og mistillid til alt andet. Og dog lærte vi ikke, hvordan vi skulle tackle livets mest elementære problemer. Og dette er stadig det samme. Jehovas Vidners organisation er stadig teokratisk, og de grundlæggende indstillinger er de samme. Jeg er sikker på, at et ungt menneske, der i dag står med de samme problemer, som jeg, også let vil havne i samme situation. Ja, det ved jeg, for jeg har truffet dem. Bortset fra at unge mennesker i dag nok ved mere om seksualitet, end jeg gjorde. Men det kan de ikke takke Vagttårnet for, men denne gamle, umoralske verden.
     I de sidste ti-tolv år har jeg været aktiv i Støttegruppen for tidligere Jehovas Vidner, hvor jeg kan gøre brug af de erfaringer jeg har fra den tid.
     
For et års tid siden tilmeldte jeg mig en norsk mailingliste for tidligere Jehovas Vidner på internettet, og spurgte da ud i vejret om der skulle være nogen der huskede mig. Det var ikke sandsynligt, for det er jo meget længe siden. Men virkelig! Et ægtepar meldte sig. De huskede ganske vist ikke mig, men de boede i Skien og kendte alle mine gamle venner både i Skien og Seljord. Jeg kom til at spørge om de kendte noget til Asbjørn, som jeg først rejste til Seljord med.
     "Ja, det gør vi da," svarede de, "han bor her i byen og går stadig med bladene. Vi så ham for få dage siden på gaden."
     Det forbløffede mig. Selv synes jeg at jeg har levet et helt liv siden dengang. Han gik stadig og forkyndte det samme. Enten en enestående trofasthed eller stor dumhed. Men Asbjørn var ikke dum.
     Ægteparret inviterede mig til Skien, og da de fortalte at de i forbindelse med deres arbejde skulle til Seljord i to dage kastede jeg hvad jeg havde i hænderne og tog derop.
     Vejret var vidunderligt og Seljord viste sig fra sin allersmukkeste side. Som første gang følte jeg mig straks hjemme, og jeg følte at jeg her burde jeg have været hele tiden. Der var meget vemod, ja, sorg i dette andet møde, men egentlig mest lykke. Det var som at have fået lov til at gøre et lille besøg i min egen ungdom. Jeg opsøgte ingen og mødte ingen jeg havde kendt. - Naturligvis var meget forandret, bygden var vokset til det dobbelte og der var kommet nye huse og moderne butikker - og mange af de gamle venner lå på kirkegården. Og alligevel var dette stadig Seljord, naturen var i hvert fald den samme, Skorve rejste sig stadig mægtig og venlig over alle menneskelige dårskaber. Jo, her ville jeg gerne have levet mit hele liv. - Men jeg har jo haft et andet liv, som jeg også er glad for. Jeg ville såmænd gerne have dem begge to.

       

Usaglige kommentarer til ...
    (Essays)
    (43 dage siden publicering)