Forfatterens bemærkninger: Af Frede Munch Rasmussen. Bearbejdet af Kjeld Munch Rasmussen.
* * *Da jeg fyldte halvtreds, besluttede jeg at sætte mig i forbindelse med min far. Jeg havde aldrig kendt ham, eller kunne i hvert fald ikke huske ham. Jeg har været tre-fire år, da han blev skilt fra min mor. Til jeg var femten troede jeg at han var død. Da mødte jeg ham en enkelt gang. Han opsøgte mig i den frisørsalon hvor jeg var i lære. - En mand kom ind for at blive klippet. Jeg gav ham frisérkappen på, hvorpå min mester overtog. Bagefter bad han om at komme til at tale med mig udenfor. Jeg følte mig usikker og nysgerrig. Hvad ville denne fremmede mand mig?
"Kender du mig slet ikke?" spurgte han.
Det gjorde jeg selvfølgelig ikke.
"Jeg er din far," sagde han.
Jeg blev lidt forlegen, men undrede mig i grunden ikke over at han var stået op af graven. - Næste dag kom han og hentede mig med ud til noget familie. Det var der han boede. Jeg husker praktisk talt intet fra denne dag andet end nogle lyse stuer, at solen skinnede ind, og en atmosfære af uvirkelighed. Så forsvandt han igen ud af mit liv; jeg hørte aldrig mere fra ham. Jeg undrede mig ikke over, at han dukkede op, og egentlig heller ikke over at han forsvandt igen. Men lang tid efter kunne jeg studere mit ansigt længe foran spejlet, og da skete det at hans ansigtstræk dukkede frem bag mine egne.
Senere i livet tænkte jeg sommetider på at kontakte ham. Det morede mig at han stod lige over mig i telefonbogen, Frede Munch Rasmussen, så jeg vidste at han eksisterede og hvor han boede. - Men hver gang betænkte jeg mig, og det blev ikke til noget. Det ville være let nok at knytte forbindelsen, men syntes vi nu ikke om hinanden, kunne det være svært at bryde den igen.
Men da jeg så nærmede mig de halvtreds, kunne jeg nok regne ud at han måtte være over halvfjerds, og skulle det nogensinde være, så skulle det være nu. Jeg skrev et brev med mine ønsker og forbehold - også han skulle have mulighed for at bryde uden at det blev for pinligt. Jeg foreslog at vi skrev sammen et stykke tid, og fik et godt svarbrev. Flere breve fulgte, og efter et halvt års tid ringede han en dag og foreslog at vi mødtes. Jeg var stadig forbeholden, men sagde ja, og vi mødtes hos ham i hans lejlighed i Lyngby. Da mødte jeg også hans kone Tove, som var et åbent og venligt menneske, og som syntes at dette møde var spændende. Hun gjorde sit til at alt faldt i hak, og mødet blev vellykket. Derefter sås vi af og til, og en dag inviterede jeg dem til middag, så han kunne møde min søn Kim, hans kone Vibeke og min ven Finn.
Et par måneder senere blev mit barnebarn, Johannes, født på Frederiksberg hospital. Jeg ringede til min far og fortalte det.
"Så er jeg altså blevet bedstefar," sagde han forundret.
"Du er nu blevet oldefar," svarede jeg.
"Næh næh!" protesterede han.
"Ja, når jeg er blevet bedstefar, må du da være oldefar," sagde jeg.
"Ja," sagde han endnu mere undrende.
Det var altså også lige hårdt nok. I løbet af et halvt år var han blevet far, bedstefar og oldefar.
Vi skulle mødes en dag på fødeklinikken; meningen var at der skulle tages et firegenerationsbillede, fædre og sønner. Men jeg havde misforstået noget, og blev væk netop den dag, for at der ikke skulle blive trængsel på hospitalsstuen. Så billedet blev aldrig taget.
En uge senere ringede Tove, hans kone, og fortalte at han var død. Han havde fået et hjerteanfald under motionstræning derhjemme. På trods af, at han tidligere havde været indlagt på grund af hjerteproblemer, trænede han hver dag med en vægt, en stang med et jernhjul i hver ende, som vejede over hundrede kilo. - Hun var om morgenen kommet ind i soveværelset og så at han havde lagt sig på sengen.
"Hvad Søren, er du gået i seng igen?" udbrød hun.
Han var ikke i stand til at svare, men da hun ville ringe efter læge rystede han energisk på hovedet. Hun gjorde det nu alligevel, men da lægen ankom var han død.
Han havde bestemt at der ikke skulle være nogen begravelsesceremoni, intet.
"Ingen skal fælde falske tårer på min grav," havde han sagt.
Han havde ellers ikke manglet fantasi i sit liv, men den strakte åbenbart ikke til at forestille sig, at nogen kunne være oprigtigt ked af hans død. - Min sorg var naturligvis til at overse. Jeg havde knapt lært ham at kende.
Der blev en lille bagvendt arvestrid mellem Tove og mig. Der stod en smule sparepenge på en bankbog, hvad de i fællesskab havde sparet op i årenes løb. Jeg ville intet have, men hun insisterede. Så gik vi alle ud på en restaurant og spiste en bedre middag.
"Lad os mindes far som har gjort dette muligt. Skål!" sagde jeg og hævede glasset.
"Skål!" svarede Tove, "men du er nok klar over at han ikke ville have brudt sig om det."
"Han må finde sig i det," svarede jeg.
* * *
Min far havde nogle år tidligere skrevet sine erindringer. Ikke med tanke på udgivelse, men efter råd af en psykolog som en slags terapi, for at bearbejde sit livs problemer. Han lod mig læse manuskriptet, og da han døde havde jeg det stadig, og Tove lod mig beholde det. Hovedtemaet i det er, i hvert fald som jeg læser det, forholdet til hans far. Dette fascinerede mig, ikke mindst på grund af mit forhold til min søn. Jeg besluttede at bearbejde manuskriptet med dette i tankerne. Lykkedes det kunne generationsbilledet måske alligevel blive til virkelighed, hele fem generationer.
Jeg har behandlet hans manuskript meget frit, forkortet, ændret forsigtigt i teksten her og der, men med respekt for hans egne ord og holdninger. Jeg vil gerne at det er hans egen stemme man kan høre.
Også min mor har skrevet sine erindringer. Dem har jeg ikke citeret direkte, men de er naturligvis en del af min viden om den tid de havde fælles. Nogle gange står de stik imod hinanden, når de skildrer de samme begivenheder, og jeg har ikke prøvet at dele sol og vind lige imellem dem.
I et brev fra før vi mødtes skriver han:
"En af grundene til at jeg aldrig har sat mig i forbindelse med dig er, at jeg ikke har ønsket at sætte ondt mellem dig og din mor. Jeg kunne komme til at fortælle noget om hende der var mindre fint."
Til det svarede jeg:
"Du kunne næppe fortælle noget om mor som kunne skade forholdet mellem os. Herregud! du har kendt hende nogle få år i jeres ungdom. Vigtige år, det skal indrømmes - men jeg har kendt hende et halvt århundrede. Jeg har haft mine egne konflikter med hende, og vi holder stadig sammen. "Om hundrede år er alting glemt," siger man. Efter halvtreds år må det vel da være halvglemt. De ting jeg ved om dig, ikke fra mor, men fra aviserne fra den tid, er faktisk hårrejsende, og dog har jeg intet imod dig."
Min fars erindringer må være nedskrevet omkring 1960. Så nu lader jeg ham få ordet:
Min fars erindringer 
