Life could be simple...
Michala Esch...
7 måneder, 15 dage siden
Gymasie-grammatik & hygge...
Ash Renashan...
4 år siden
Livet tur-retur
denblaahund
3 år siden
Sulten?
Kellany Bram...
5 år siden
Stemme
Halina Abram...
9 måneder, 23 dage siden
Hvem tror vi, at vi er?
Bella Donals...
2 år siden
bare træt...aldrig alene
Kenny Raun (...
4 år siden
Og så gik der lige 1½ år
Kirstine Asb...
5 år siden
Julestemning
Ruth Christe...
1 år, 7 måneder siden
kunne ikke sove, skrev et...
Tue Omø (Jer...
4 år siden
Et liv i en retning...
Patrick Bolv...
4 år siden
Jamen det var jo sjovt
Kellany Bram...
5 år siden
Træt af ustyrlige køtere....
Kianna Kitte...
10 måneder, 14 dage siden
Det er sjovt
Katrine Søre...
5 år siden
Dejlig påske og stæren fl...
Mikala Rosen...
9 år siden
Hvem har noget imod mig?
Tue Omø (Jer...
2 år siden
Sikke en dag
Ruth Christe...
1 år, 9 måneder siden
halvdement..
Freema
5 måneder, 8 dage siden
Dagen tiltaget med 3 time...
Hanna Fink (...
3 år siden
At føle sig udenfor...
Kianna Kitte...
10 måneder, 22 dage siden
70 år + 2 dage
Peter Munk (...
4 år siden
Hva´nu?
Ida Hansen (...
1 år, 6 måneder siden
Introduktion til mig
Anne Olsen (...
3 år siden
Barndomsdrømme - Kasper L...
Kasper Lund ...
2 år siden
Ophold
Hanna Fink (...
8 måneder, 11 dage siden
Book cover...
Kianna Kitte...
11 måneder, 3 dage siden
Jeg har ikke så mange (gode) minder med min mor, eller, dvs., at jeg faktisk ikke husker særlig meget fra min barndom, sådan, generelt.
Min mor var dybt alkoholiseret og alle fra min familie på min mors side har været/er misbrugere af en eller anden grad, så det er bestemt noget der har fyldt rigtig meget gennem min barndom - og desværre, også den dag i dag.

I dag var jeg så til en af møderne, og her delte jeg et minde som har rumsteret længe inde i mig. Det har rumsteret længe inde i mig fordi jeg synes det er et minde der perfekt illustrerer det svigt jeg har været udsat for, hvad mine forældres roller har været i den forbindelse og alle de følelser jeg forbinder med min barndom.

Jeg har ikke været mere end 6-7 år dengang og min far har været ude at rejse i kysten for at arbejde, så det betød, at jeg var alene med mor. Allerede dengang, var hun ikke forlegen med at slæbe rundt mig med rundt til diverse druksammenkomster og herunder værtshuse - især til Kristinemutten hvor hendes storsøster arbejdede som bartender, muligvis som barchef.

Den aften tog hun mig med til Blok R, hjem til sin lillesøster hvor der blev festet igennem. Jeg var vist ret heldig, for der var både andre børn tilstede og et ledigt værelse hvor vi kunne opholde os. Så der fik vi lov til at passe os selv.

Jeg tror det var blevet nat, da min mor pludselig kommer ind og meddeler, at "nu skal vi gå". Jeg er ikke helt sikker på hvorfor vi pludselig skulle det, men det ville ligne dem, at være kommet op at skændtes eller, at der simpelthen ikke var mere øl i huset. Men, jeg gør mig klar, tager overtøj på sammen med min mor ude i entréen, og jeg husker tydeligt hvor irriteret jeg bliver på hende da jeg ser, at hun gemmer en øl under sin jakke... jeg vidste, at det var et forsøg på at skjule sin tilstand, men hun var helt blæst, så man kunne sagtens se det på hendes gang og snøvlede tale. Hvem troede hun egentlig, at hun kunne narre?

Vi går ud af døren og over mod gangen for at komme ned til taxaen der venter på os. Da vi når trapperne, snubler hun og falder ned af trapperne og bliver slået bevidstløs. Og der var blod over det hele. Ølflasken var gået i stykker og hun blødte, hvorfra ved jeg ikke. Men hun blødte... også er der et lille black-out, muligvis pga. chokket. Det næste jeg husker er, at vi står nede i parkeringspladsen. Portørene har lagt min mor i en båre og sætter hende ind i ambulancen og at de kører væk med hende, og efterlader mig.

Så der stod jeg, en lille pige på 6-7 år, og så min mor blive kørt væk med en ambulance med fuld lysshow og sirener.. med en taxachauffør jeg knap nok kendte. Jeg var så bange, så ked af det, og så uendelig ensom. Hvad skete der lige?

Heldigvis kendte taxachaufføren min mor og familie rigtig godt og vidste hvor han skulle køre mig hen, så jeg blev kørt hjem til min mors bedste veninde, som jeg kalder for Moster og hendes mand B, hvor jeg som sædvanligt blev taget imod og lagt i seng. Jeg mindes ikke at nogen snakkede med mig om episoden bagefter, eller nogensinde.

Jeg ved ærlig talt ikke hvor store min mors skader var den aften og jeg finder nok heller aldrig ud af det, men jeg husker hvor rasende min far han var da han kom hjem og at hun fik et lag tæsk for det - også blev der vist ikke gjort mere ud af dét.
Livet fortsatte sin sædvanlige gang, hvilke jeg finder fuldstændig sindssygt.
At udsætte sit barn for den slags og stadig fortsætte sit liv som misbruger, som om intet var sket. Det er mig en gåde, hvorfor det ikke var et wake-up call for hende, men på den anden side, så var alle de andre episoder heller ikke noget der ændrede på tingene.

Mine forældres roller bliver som skrevet tidligere, meget tydeligt for mig her. Min mor var krænkeren, der til enhver tid gik langt over grænsen for normal adfærd, og min far svigtede mig ved at flygte fra min mor og herunder mig, selvom han udemærket godt vidste hvad der foregik når han ikke var der.

Jeg var et meget trist og bange barn, der var uendelig ensom, og præcis som den nat på parkeringspladsen, så er jeg det stadig, måske mere end nogensinde.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Et minde er publiceret 12/03-2018 18:05 af Namini.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.