I will never understand b...
MysteriousGi...
7 år siden
Ikke så halt længere...
Mikala Rosen...
10 år siden
Det vildeste liv
Christian Ba...
4 år siden
Stemme
Halina Abram...
1 år, 10 måneder siden
No name girl
3 år siden
I aften ser vi Hobitten i...
Carsten Cede...
4 år siden
life's hard, it's harder ...
Julie Vester...
5 år siden
En velfærdsengel søges i ...
Regitze Møbi...
5 år siden
Hvalsang
Tine Sønder ...
6 år siden
Vi pakker sammen
Ragnhild Bac...
5 år siden
Hjemkomst
Hanna Fink (...
4 år siden
Uhyggelig Halloween...
Kianna Kitte...
7 måneder, 24 dage siden
Det grå hår.
Ace Burridge...
6 år siden
25.09.2016
Marianne Mar...
2 år siden
Kære dagbog.

Det er efterhånden noget tid siden, at jeg har fået skrevet herinde. Det har ikke været fordi, jeg ikke havde lyst. Jeg har bare ikke haft noget nyt at fortælle.
Siden sidst er der kun sket den forandring, at jeg er blevet rykket ned til afdeling P2, og jeg er blevet optrappet i medicin. Jeg får 200 mg. sertralin (som er antidepressiver), og 25 mg. abilify (som er antipsykotisk). Det har indtil videre ingen virkning haft. Jeg er stadig bundulykkelig. Der er helt sort i mit sind. Jeg er så afkræftet nu, at jeg ikke engang forsøger at bekæmpe mine indre dæmoner længere. Jeg lader dem bare tale og diktere, hvad jeg skal føle. En stemme i mit hoved fortæller mig hele tiden at jeg er uduelig. Da psykologen spurgte hvor længe, jeg havde haft den stemme i mit hoved, kunne jeg kun svare at den har været der hele mit liv. Jeg husker ikke et liv uden grimme tanker og nedgørelse af mig selv. Det er også derfor, det er så svært for mig at ændre min tankegang. Det er jo det eneste, jeg kender til.
Det værste er, at oven i alt det andet, har jeg også skriveblokade. Jeg forsøger virkelig at fordybe mig i historierne og få skrevet noget nyt, nu hvor jeg ikke har andet end tid til det, men der bliver helt tomt og tavst inde i mig. Som om, jeg ikke rummer andet end det her mørke. Som om, jeg ikke består af andet end depressionen og dens tilhørende stemmer. Personalet beder mig hele tiden om at tale med dem, men det er svært. Jeg kan ikke fortælle hvorfor, at jeg gik fra at være en smule nedtrykt til at være dybt deprimeret. Der er intet sket for nylig, som kunne være årsagen til dette helvede. Jeg kan kun fortælle dem, at jeg hver dag pines af ønsket om at dø. At jeg pines af skyldfølelse. Af skam. Og hvad kan de gøre? De kan fortælle mig alt det, som alle andre siger; at der er et bedre liv forude, at jeg nok skal få det godt igen, at jeg skal forsøge at tænke positivt. Og hvis ikke det virker på mig, hvilket det aldrig gør, kan de stikke mig en oxapax og bedøve mine tanker, så jeg slet ikke føler noget. Det er et fucking mareridt, der ingen ende vil tage. Jeg ser absolut intet lys for enden af tunnellen. Hvordan skal jeg overleve denne gang?

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget p2 er publiceret 12/09-2018 14:33 af Camillafreja.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.