Kære natbog (II)
Olivia Birch...
5 år siden
Skøn sommer og smart syma...
Michala Esch...
10 år siden
starten på noget.
Liza Abildsk...
5 år siden
Hvad vil du være?
Marie Martin...
6 år siden
Næste stop: skriverefugiu...
Syrene Hvid
1 år, 6 måneder siden
Et liv i en retning...
Patrick Bolv...
6 år siden
3108 2019 kom pas passer ...
Martin Micha...
11 måneder, 14 dage siden
Kærligheds og chili
Kenny Raun (...
8 år siden
Aaaaahhhhhh.........
Sylvia Ebbes...
7 år siden
Hvorfor ikke...
Liza Abildsk...
5 år siden
God bagjul, kælke skade, ...
Kianna Kitte...
1 år, 7 måneder siden
År 2019 har ikke fået en ...
Kianna Kitte...
1 år, 7 måneder siden
sofaen eller.......
Hanna Fink (...
6 år siden
Brækket arm.
Hanna Fink (...
5 år siden
Tilbage for en kort bemær...
Kasper Lund ...
4 år siden
Jeg hader - Kasper Lund.
Kasper Lund ...
3 år siden
Selvdestruerende selvreal...
Kasper Lund ...
3 år siden
Påske
Hanna Fink (...
4 år siden
Det er en af de dage...
Kianna Kitte...
2 år siden
Normalvis nyder jeg ikke ...
Kasper Lund ...
5 år siden
Biluheld....
Kianna Kitte...
1 år, 8 måneder siden
Torsdag d. 3/8-2018
Smukke Emma
2 år siden
Virkelighedens Manuel
Anders Husma...
6 år siden
Ligegyldige værdier - Kas...
Kasper Lund ...
5 år siden
Sommer
Hanna Fink (...
6 år siden
Dag 6 på Fyldepennen. Fes...
Gaffa Brandt
7 år siden
Kender I det?
Hanna Fink (...
6 år siden
Kære natbog (X)
Olivia Birch...
5 år siden
Anata wa okotta? -Are you...
Julie Vester...
6 år siden
Mit hovede er fyldt
SkriveTøsen
7 år siden
Kafferumlen - Kasper Lund
Kasper Lund ...
4 år siden
opdatering
Michala Esch...
17 år siden
Skagen
Peter
7 år siden
ENGLE ET SMUKT SYMBOL
ingelnielsen
7 år siden
Dronningmølle, og der er ...
Michala Esch...
12 år siden
Pink banko med Racuelle
Racuelle Hei...
5 år siden
Vindstille julefrokost
Olivia Birch...
5 år siden
På vej hjem
Halina Abram...
2 år siden
Nørrebroske minder.
Rudi Kouring...
4 år siden
skriveglæde
Jette Peters...
3 år siden
Desværre.....
Halina Abram...
2 år siden
Drømme
Salomon
5 år siden
4 år føles som i går.
Jønsse
3 år siden
Hadet til ham der ødelagd...
Musenmia
1 år, 2 måneder siden
Lyst til livet
Halina Abram...
2 år siden
Når lykken holder ferie.....
Marlene Gran...
8 år siden
Hej med jer,

Her i onsdags var jeg i et ret alvorligt biluheld.

Der sker det, at jeg kommer kørende i Stenlille med min ven i et lille hvid Toyota Aygo. Vi når et lille trevejs kryds, hvor vi kommer fra sidevejen og skal dreje ud på hovedvejen og der er INGEN BILER at se.

Min ven holder helt stille og kigger begge veje, jeg kigger begge veje, der er intet at se, så han begynder at rulle ud og når kun en halv meter før alt hvad vi ser er billygter til venstre for os, en varevogn, før de hamrer ind i os med topfart. Vores bil bliver slynget 10 meter væk fra hvor vi startede og snurrer rundt 180 grader, før den stopper. Ti meter på 1 sekund. Nærmest time travel.

Det gik SÅ HURTIGT. Jeg nåede kun at se lygterne og høre min ven råbe "NEJ!" og allerede der vidste jeg godt hvor det bar hen, for jeg blev kørt ned på cykel af en bil, da jeg var 14 år og det var præcis det samme dengang, når først de er så tæt på med så høj fart er der intet du kan gøre... other than brace for impact. Man har vitterligt kun et sekund til at reagere i den situation og jeg valgte at klemme hunden på mit skød ind til mig. Og gudskelov jeg gjorde det, for det reddede ham fra at bounce rundt i kabinen. Jeg havde ham i et løvemor greb, kan jeg godt sige jer. Mine arme er stadig ømme efter at have spændt så meget i dem, mens jeg klamrede mig til ham.

Men det overrasker mig ikke, for jeg har haft den diskussion med min ven før, om at han ville flyve lige ud af forruden hvis vi crashede en dag og jeg har altid sagt: "Det sker ikke, jeg holder fast." Og det gjorde jeg, så jeg vinder den diskussion en gang for alle. Alt hvad han fik var friction burn på højre side af hovedet fra mit tøj, hvor han er lidt rød, men ellers er han okay. Min ven mener jeg har reddet hans liv ved ikke at give slip.

And the dog mom of the year award goes to... ME.

Jeg var ikke så heldig. Det kan godt være Spooky slap nemt fra at sidde på mit skød. Men jeg fik altså kylet både en hund og en airbag ind i brystkassen med 320km i timen (hvilket er den fart en airbag åbenbart udløses med, jeg slog det op) og jeg kan godt sige jer... det er ikke en rar oplevelse.

I et minut efter kunne jeg slet ikke trække vejret eller bevæge mig, hele min krop og vejrtrækningsfunktion var sat ud af drift. Men det tror da pokker, når jeg bliver ramt at køter og luftpude med Ferrari fart. Jeg fik et ordentligt slag. I de første sekunder der troede jeg virkelig min krop var smadret, det føltes sådan. Jeg forstår stadig ikke hvordan jeg ikke har brækket nogle ribben eller punkteret en lunge, det er et mirakel. Men jeg må ærligt indrømme, at det rejser nogle sikkerhedsspørgsmål, om at have hunden i skødet på forsædet, som jeg lige må genoverveje om der er en bedre løsning på.

Men det gik som jeg sagde over i løbet af et minut, hvor jeg så kunne bevæge mig igen og ligesom prøve at fornemme mine lemmer og tjekke hunden. Min ven var ude af bilen på det tidspunkt og ovre ved min side og spørge om jeg var okay og jeg blev bare ved med at sige; "Er hunden okay?" igen og igen. Det var vitterligt det eneste jeg tænkte på. Om min baby var okay.

Jeg var så ligeglad med mig selv på det tidspunkt og min ven var allerede oppe og stå, så jeg gik ud fra han var okay. Mit fokus var på Spooky.

Der var kommet tilskuere på det tidspunkt, der synes jeg skulle blive siddende i bilen, men det gjorde jeg ikke, jeg stod ud da jeg følte jeg var okay. Og fik hevet hunden med ud af tasken og tjekket alle hans lemmer, blev mere rolig da jeg kunne se at han kunne stå selv og gå uden problemer.

Ambulancerne kom og min ven blev taget med til observation på Holbæk sygehus, han har nogle bøjede ribben og skrammer og generel ømhed, men ellers ikke noget alvorligt. Jeg sagde nej til hospital og check up, da jeg ved jeg ikke kan få hunden med mig og jeg havde ikke tænkt mig at forlade ham efter sådan et chok. Denne race er meget følsom. Desuden så lyttede jeg til min krop og jeg kunne mærke, at der ikke var noget seriøst galt.

Jeg fik revet hul på mine bukser på venstre knæ, hvor det har smadret ind i instrumenbrættet, så det er lidt ømt og ellers har jeg et blåt mærke på hoften efter sikkerhedsselen. Jeg havde hovedpine og en øm skulder lige efter men begge dele er væk nu. Det værste er min rygrad, der værker lige i midten, nok fra da jeg blev hamret ind i sædet ved kollosionen, jeg havde jo desværre ikke nogen luft imellem mig og airbaggen, da hunden var imellem, så jeg er nok blevet hamret ind i det sæde, lige i midten af min rygrad med større kraft end normalt. Men der er ingen blå mærker på min ryg og ikke noget der stikker ud; den er bare følsom at røre ved, men er allerede her 3 dage efter ved at blive bedre, så jeg er ikke bekymret. Jeg har ærlig talt haft flere blå mærker og været mere øm efter ekstrem løb som Toughest og Copenhagen Warrior, end jeg er nu. Jeg har været utroligt heldig. Det har vi alle tre.

Der sad tre polakker i den varevogn og de var alle tre okay. Men politiet sagde bilen lugtede af alkohol og ingen af de tre ville indrømme hvem der havde kørt bilen. Så det er fishy. De tænker drunk driving er involveret, men vi ved intet med sikkerhed. Den strækning er åbenbart også kendt for at være et sted folk speeder, for politiet har haft en foto vogn oppe der før, så jeg tror virkelig de har kørt alt for stærkt og måske har drukket. Man klasker altså ikke en anden bil 10 meter væk hvis man kører i normalt tempo.

Min vens bil er totalskadet, fuldstændig smadret. Og han havde det ikke godt med at køre bagefter, men han lånte sin mors bil og vi var ude igår og køre en kort tur, så han kunne komme op på hesten igen. Nu er han ved at undersøge hvordan han får en ny bil. Det bliver ikke en Aygo igen, selv om vi var imponeret over hvordan den tog de tæsk med bravour. God kvalitet fra Toyota der. Jeg ville klart anbefale den, det er sgu en tough lille bil.

Jeg har det fint. Jeg rejser mig altid efter sådanne ting. Jeg er ikke bange, ikke traumatiseret og allerede ovre det, som om det ikke skete. Folk kan ikke forstå det, men jeg har altid været hårdfør. Når livet kører en over (pun intended) så rejser man sig igen og kommer videre. Det nytter ikke noget at sidde og hyle over tingene. Op og hop og videre i teksten. Det er det min Phønix tattoo på min arm er der for at minde mig om. At jeg er stærkere end noget som helst livet kaster efter mig og selv hvis jeg bliver brændt til aske, så vil jeg rejse mig stærkere end jeg var før. Det er min sandhed og styrke.

Jeg er også blevet enig med mig selv om, at dette crash var skæbnen. Det var skæbnens måde at sende mig en besked og kommandere mig til at få styr på mit shit mens der stadig er tid og ikke udskyde alting. Hvilket jeg har gjort i mååååååneder. Og det virkede. Jeg føler mig genfødt, mand. Som om jeg har fået en ny chance, fuld af energi. Dette crash kan vise sig at være det bedste der er sket for mig i år, hvor sært det end lyder. I needed the wakeup call.

And I am all about the silver linings, after all. Positivitet kommer man længst med og jeg kan få vendt de fleste situationer til noget positivt. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, er det ikke det man siger?

Horray for a second chance ;)

Vær hilset
Kianna

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Biluheld.... er publiceret 15/12-2018 08:14 af Kianna Kitter Rasmussen (KiannaKitter).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.