Udredning af mig selv (1)

Lidt af hvert
Hanna Fink (...
4 år siden
Stilhedens tanker.
Line Ley Jen...
6 år siden
Små og store fremskridt p...
Michala Esch...
3 år siden
Hurry up!
Julie Vester...
7 år siden
folkeskolegensynsfest
Peter
8 år siden
Så blev jeg et telt-menne...
Michala Esch...
13 år siden
Kan jeg mon lære at elske...
Neola
2 måneder, 10 dage siden
Julius første fisk!
Kaj-Benny
9 år siden
Rich's og kaffebønner bla...
Camilla Rasm...
6 år siden
Sommerferie i Danmark
Marie-Christ...
5 år siden
Første dag.
Neola
2 måneder, 25 dage siden
Da Mikkel på en måde fik ...
Olivia Birch...
5 år siden
En krone for dine tanker?
Karen Kris
6 år siden
Resume af projekt SØNDAGS...
Martin Micha...
1 år, 10 måneder siden
Kære natbog (IX)
Olivia Birch...
6 år siden
Hvorfor er jeg så ensom?
Neola
2 måneder, 16 dage siden
Skriftlige prøver ... Slu...
Anne S. Chri...
7 år siden
Første kritik godt modta...
Bella Donals...
5 år siden
Sommerregn
Regitze Møbi...
7 år siden
Forfald
Hanna Fink (...
8 år siden
Årsdag
Mikala Rosen...
9 år siden
Kære natbog (XVI) – ingen...
Olivia Birch...
6 år siden
skulderklap
Jette Peters...
5 år siden
En sludder, hvis du kan l...
Racuelle Hei...
5 år siden
dag nr. 4 på Fyldepennen....
Gaffa Brandt
8 år siden
Pigsen
Poul Brasch ...
7 år siden
De ligger der.
Ruth Christe...
4 år siden
Vindstille julefrokost
Olivia Birch...
6 år siden
At skue hunden på hårene
CamillaJe
8 år siden
Slush ice til en hund
Regitze Møbi...
7 år siden
Oplæsning - Del 2
Syrene Hvid
3 år siden
Ferieafslutning
Hanna Fink (...
8 år siden
Det vildeste liv
Christian Ba...
6 år siden
Forsømt
Tine Sønder ...
8 år siden
Romanskrivning!!
Pernille S. ...
6 år siden
Jeg kunne også bare finde...
Kasper Lund ...
6 år siden
Karrusel
Sincedawnofm...
7 år siden
poop
Regitze Møbi...
7 år siden
Barndomsdrømme - Kasper L...
Kasper Lund ...
5 år siden
Hvem fortjener blomsten?
Racuelle Hei...
5 år siden
Kære natbog (X)
Olivia Birch...
6 år siden
Kindfede og røvfuld!
Racuelle Hei...
6 år siden
200
Jette Peters...
5 år siden
Sulten?
Kellany Bram...
8 år siden
End og week
Martin Micha...
1 år, 3 måneder siden
Farvel i morgen..
HCDitte
6 år siden
Kære natbog (V) - at være...
Olivia Birch...
6 år siden
70 år + 3 dage
Peter Munk (...
7 år siden
Tanker om vægge med udsmy...
Olivia Birch...
6 år siden
Fifty shades of fuck-up
Tine Sønder ...
8 år siden
Faldskærmsudspring - Kasp...
Kasper Lund ...
5 år siden
Dagen i dag er tiltaget m...
Hanna Fink (...
8 år siden
Linsen
Camilla Rasm...
13 år siden
Har leget lidt med comput...
Poul Brasch ...
7 år siden
Så blev det gjort.
Ace Burridge...
7 år siden
Det at tænke positivt
Ace Burridge...
8 år siden
Kære dagbog

Udredning af mig selv (1).

Jeg føler ikke at jeg har kontakt med mig selv. Mit indre. Den der fornemmelse som fortæller mig hvad jeg burde gøre og ikke gøre er meget svag. Jeg har problemer med at mærke hvad jeg har lyst til. Jeg kan godt mærke nogle små glimt eller knister engang imellem. Men det er som regel kortvarigt og bliver hurtigt efterfuldt af træthed. Jeg har maks 2 timer, hvor jeg kan køre i det gear jeg syntes er interessant at være i. 2 timer og så går det ligesom ned af bakke. Så kan jeg ikke holde gejsten og motivationen. Straks når opgaven bliver bare en smule problematisk... så mister jeg interessen. Alternativt bliver jeg forvirret og kan ikke finde hoved og hale i det. Den stemme eller fornemmelse jeg har indeni og som som samtidig danner udgangspunkt for det jeg er, svinger meget kraftigt. Der er meget lidt af det vi kan kalde kontinuerlig substans. Her kommer nogle tanker om hvorfor.

Jeg er en tænker. Det ved jeg. Det er jeg slet ikke på nogen måde i tvivl om.
Dertil er jeg en person som hele tiden er på jagt efter mening og jeg er en person, som har et svagt centralt punkt. Et svagt helle om man kan sige det sådan. Min lyst og gejst til at bygge noget op, har jeg ikke længere tålmodighed til. Det er som om kroppen vender og drejer sig i mig. Ja... min tålmodighed er smadret. Det slot hvor jeg skulle bygge mig selv op er forladt. Jeg har sku forladt det. Måske blev opgaven for stor?? måske havde jeg for høje forventninger til mig selv. Måske gik det op for mig at livet slet ikke er langt nok til alt det jeg ville opleve?? måske var det, det. Jeg har samtidig gjort rigtig meget ud af at være et forbillede for andre. Så kunne jeg nemlig få bekræftelse og anerkendelse igennem dem, omkring hvor fantastisk en person jeg var og hvor mange vilde evner jeg havde. Jeg var virkelig populær engang. Både det at kunne tegne og spille musik var vigtigt for mig. Det blev dog også andet end bare anerkendelse. Det blev en kærlighed til det at være kreativ. Kreativitet som resulterer i kunst tager dog tid. Det tager tid at få tingene til at hænge rigtig sammen. Det tager rigtig rigtig lang tid! Jeg har masser af eksempler på hvordan projekter som skulle vare en måned kom til at vare et halvt år, og aldrig blev færdigt. Jeg har masser af eksempler på disse projekter, og på en eller anden måde blev det altid til sidst en kamp med tiden, en kamp med at holde fokus og motivationen, da nye ideer hele tiden kom til. Langt inden det færdige resultat, havde min hjerne allerede gennemtænkt, set, følt og mærket alle nuancer ved det resultat jeg var i gang med at skabe. Følelsen af hvad det kunne blive til var allerede skabt og oplevet længe før jeg stod med det samme resultat. Den dialog som skulle være mellem et kunstværk og kunstneren blev simpelthen til sidst en monolog hvor jeg bare instruerede værket i hvad det skulle blive til, og at værket ikke svarede tilbage; "hey... se lige hvor spændende jeg er... har du overvejet at..." Det var som om at udviklingsprocessen ikke længere gav mig det jeg kom efter. For at skabe kunst er nemlig en nydelse. For mig er det en nydelse hvor alle detaljer mærkes og føles på, undervejs. Men når værket skal perfektioneres og gøres rent... så er der bare virkelig mange gentagelsesprocesser i det. Man gør tingene om og om indtil man er tilfreds.. indtil man syntes at man har overgået sig selv og skabt noget nyt til verden. Det er ekstremt opslidende. Og alle de ideer som presser på.. alle de visuelle glimt af fremtidige situationer og wauwoplevelser som står i kø til at blive aktualiseret via ens egen skaberevne stresser pludselig. Tænk hvis jeg glemmer ideerne! - skiv dem ned.. ja - men der er så mange og med så mange nuancer, at jeg måske ikke kan huske følelsen selvom jeg skriver ideen ned. Jeg kan nemlig sagtens læse tekst uden at føle noget. Det er opslidende at føle. Der var den. Jeg er simpelthen blevet træt af at jagte de her følelser igennem kunsten. Det blev for meget dengang for 10 år siden. Det blev for meget. Det med at leve sig ind i kunsten blev trættende. Dertil havde jeg også tænkt mig selv hen til, at det jo var en illusion. Kunst er jo ikke verden.. det er jo ikke ægte. Det er en illusion.. Et billede på noget. Jeg tror at jeg savnede at tingene skulle være ægte. Jeg ville opleve dem i livet i stedet for at dagdrømme dem. Jeg ville ud og finde de her knistrene øjeblikke. Lige her går det også op for mig hvilken proces der er tale om. Der er tale om at man går fra en proces hvor man flytter sig fra det vedvarende, til opsøge det levende. Det levende er nemlig ikke vedvarende. Det er døende. Intet liv varer for evigt. Det dør. Og bevidstheden dør... den vi så at sige oplever alt med og udgør den vi er.. hvad sker der med den? Det er en helt anden snak. Men det levende dør. Det kræver liv at skabe.. tid = liv. Når tiden går kan ting skabes. Tid er den eneste værdi vi har. Den reelle konto. En konto som vi ikke kender. En konto der skjult for os. Hvor mange timer har vi tilbage? Vi ved det ikke. Men vi har en anelse om det. Vi ved at vi nok ikke skal regne med at blive 100 år gammel. Gennemsnitsalderen er 75 år. Nå men den rigtige konto er tid.. den tid vi har fået givet her på jorden - af noget, af nogen, af tilfældigheder... I dont know! Tiden er vores værdi. Vi ved dette fordi vi har noget der hedder tålmodighed. Hvis vi kommer på gale veje bliver tingene uinteressant og vi mister tålmodigheden. Vi ved med os selv at vi er det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det er som om at noget inde i os skriger på at komme væk eller komme nærmere det som giver mening for os. At få rettet ind igen... at komme på sporet igen. Vi har altså et landkort, et map og vi har en fornemmelse af hvor vi skal hen. Noget guider os... noget leder os på vej.. hele tiden! Hjælper os med at tage de valg der ville være gode for os.. hjælper os med at fuldføre det mål vi har her på jorden. Det med tiden har man fundet ud af for længe siden.. det at tiden er den eneste værdi vi personligt set har som subjekt. Det er jo også derfor man bliver så taknemmelig når nogle vil bruge tid sammen men en. Det sker helt automatisk. Vi bliver glade. Det hele giver mening. Det er tiden... og det fandt man ud af.

Så fik vi noget som hed penge... og på denne måde kunne tiden pludselig regnes om i penge. Den tid vi bruger på at udføre andres opgaver kunne veksles til penge. Penge som er en illusion og som ikke har nogen værdi i sig selv. De har kun værdi fordi vi tilegner det værdi. Fordi vi rent faktisk investerer tid i at få pengene. Vi ved dette med os selv. Lettjente penge er også dem som ryger hurtigst uden at det gør ondt. Det gør dog satme ondt at miste en opsparing hvor man har gået og glædet sig til at kunne købe noget man gerne ville have. Al den tid man har investeret i den opsparing.. pludselig er det hele væk. Jeg husker det fra jeg var barn. Hvordan jeg i et år havde sparet 2000kr op og ikke købt slik når de andre gjorte. Pludselig en dag var de væk. De var blevet stjålet. Uf det gjorte ondt. Et helt år hvor jeg havde undværet til fordel for noget jeg aldrig fik. Man føler et tab.. Jeg følte et tab. Og det er klart... fordi et andet menneske pludselig havde hugget fra min rigtige konto. Min konto af tid. Fordi tid kan manifestere sig i penge. Og det er sådan det er. Det har folk vidst i lang tid.

Men hvad er så tiden egentlig værd? Er min tid ligeså meget værd som din tid? Er mine tanker og løsninger ligeså meget værd som dine? Åbenbart ikke. Man har nemlig fundet ud af, at nogle menneskers timer er mere værd end andres, og derved giver man dem et liv, hvor de selvsagt får lov til at dykke ned i andre menneskers timekonto af real værdi. Deres liv bliver mere mageligt fordi andre mennesker løfter. Det er sku smart tænkt.. hvem har været så genial? Det er vel en proces... og jeg ved ikke hvilket alternativ der ville være bedre... og jeg ved også at hele dette emne indeholder 1000 gange flere perspektiver. Jeg ved meget lidt om pengenes historie - og nej jeg gider ikke undersøge det lige nu, fordi det er irrelevant for min rejse. Men pointen er også bare således:

Det vi investerer tid i får automatisk værdi.
Vores tålmodighed og interesse, er kernen til hvem vi er.

Nu har jeg igen gjort det. Typisk. Endt med at tage udgangspunkt i mig selv og generaliseret det op til at gælde alle mennesker. Det kan jeg reelt ikke vide. Men Jeg plejer at være ret dygtig til at skabe lidt røre i andres tanker og give dem en snært af sandhed.
Ovenstående 2 sætninger er i hvert fald for mig, nogle af de ord, som skal hjælpe mig på rejsen ind i mig selv og dermed ud til universets ende - for til sidst, forhåbentlig - at kunne udføre den eller de opgaver som jeg var skabt til. For dette spørgsmål har jeg endnu ikke fundet svaret på.

Tak for denne gang

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Udredning af mig selv (1) er publiceret 27/06-2019 15:20 af Johannes Hansen (svævende-sind).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.