1 måned, 3 dage siden

1 års jubilæum under samme tag. Jaaaaah....eller..

Kreativ Blokering og Auti...
Kianna Kitte...
2 år siden
Det at tænke positivt
Ace Burridge...
6 år siden
feber
Kenny Raun (...
5 år siden
Sidste udstillingsdag
Hanna Fink (...
5 år siden
Onsdag
Hanna Fink (...
5 år siden
Nye og gamle tekster...
Kianna Kitte...
2 år siden
Så er det nu
Josephine Lø...
5 år siden
Den der følelse i kroppen
Tenna Herman...
7 år siden
Anne Linnet i Det Kongeli...
Kianna Kitte...
2 år siden
Pensionisten
Hanna Fink (...
4 år siden
Punkeren er tilbage....
Kianna Kitte...
1 år, 10 måneder siden
Spaden, og Distortion - K...
Kasper Lund ...
3 år siden
Jeg gør det snart
H.P Moeller
2 år siden
Barndomsdrømme - Kasper L...
Kasper Lund ...
3 år siden
Det at blive mand
Ace Burridge...
6 år siden
Ensom og hvad så?
Josephine Lø...
5 år siden
En røverhistorie i toget
Anders Husma...
4 år siden
Aftengalde, og The rollin...
Kasper Lund ...
3 år siden
Gadens skæve eksistenser.
Ruth Christe...
3 år siden
Slush ice til en hund
Regitze Møbi...
5 år siden
Tørret frugt og gamle und...
Carsten Cede...
10 måneder, 15 dage siden
Hjemkomst
Hanna Fink (...
4 år siden
Hvalsang
Tine Sønder ...
6 år siden
Vent på mig
Halina Abram...
2 år siden
Skam over sæd og æg - Kas...
Kasper Lund ...
3 år siden
Problemer?
EmmaBechh
5 år siden
Spoken Word Festival 2014...
Kenneth N. C...
5 år siden
Lyden af livet
Hannah White...
4 år siden
Kreativitet overtager
Christacia
5 år siden
Skriftlige prøver ... Slu...
Anne S. Chri...
5 år siden
Hva´nu?
Ida Hansen (...
2 år siden
Pause
Hanna Fink (...
5 år siden
Citrontræ
Halina Abram...
2 år siden
At hjælpe andre...
Kianna Kitte...
1 år, 8 måneder siden
70år + 4 dage
Peter Munk (...
5 år siden
Julestemning
Ruth Christe...
2 år siden
...Og blodet flød.
Kianna Kitte...
2 år siden
Skrible-maskinen kører ig...
Kianna Kitte...
1 år, 10 måneder siden
Biltur fra helvedet...
Kianna Kitte...
1 år, 11 måneder siden
Er godt på vej til at bli...
Bogelsker
7 år siden
Dawn Under
Ruth Christe...
2 år siden
Så er det første år gået.

Min kæreste flyttede ned til mig for et år siden, efter et længere tilløb (som man kan læse alt om i tidligere indlæg). Datteren flyttede med, men på en 7-7 ordning mellem mor og far.

Det har været et... hvad skal man kalde det... interessant år. Masser af kærlighed, ikke ret meget hygge med vennerne, og desværre også en hel del konflikter der i den grad har trukket tænder ud. Langvarige konflikter, hvor tavsheden har været til at skære sig igennem og kun brudt af høflighedsfraser - indtil isen er blevet brudt oven på marathon-samtaler (iblandet lidt skænderi) der har varet mellem 4 og 6 timer.

Forholdet har været sat i spil nogle gange - desværre en ret grim vane hun har, når tingene strammer lidt til. Sidst hun gjorde det, tog jeg hende på ordet og begyndte at dreje samtalen over på de praktiske foranstaltninger ifm et brud. Det hjalp lidt og siden har hun afholdt sig fra at vride min arm om på ryggen, på den måde.

Til gengæld har vi fløjet rigtigt højt, når det hele har været godt og de perioder har været længere og længere. Dvs denne sidste hjemmmeperiode på 4 uger, bestod af 2½ uge oppe i de lyserøde skyer, inden det gik galt. Det er noget nær rekorden.

Jeg er bekymret - meget bekymret. Jeg elsker hende - hun er alletiders dejlige og kærlige kvinde og jeg vil gøre alt for hende. Næsten alt. Hun er meget følsom, har en kort lunte og ret stort temperament og er eminent til at skubbe mig over et sted, hvor jeg føler mig som én stor undskyldning for mig selv. Og det har jeg ladet hende gøre... fordi jeg elsker jeg elsker hende.

Men nu er det begyndt at kradse lidt af den yderste emalje på min selvrespekt. Jeg er den der altid må sige undskyld, og bede om godt vejr når de 6 timers marathon-krise-samtaler har slidt mig op (hun er ret utrættelig - og jeg beundrer hende for det). To gange i løbet af de lidt over 3 år vi har været sammen, har hun sagt undskyld til mig.

Så enten er det vitterligt mig der er røvhullet i forholdet, eller også har jeg ladet hende skubbe mig for hårdt op i et hjørne, som jeg ikke rigtigt kan sno mig ud fra igen. Jeg er ikke god til de verbale konfrontationer - hun er 10 gange mere velformuleret og hurtig i replikken end jeg er. Så jeg gør det, som nok mange mænd gør... jeg lukker i.

Så istedet for at være den jeg nu engang er og stå ved det - sur kæreste eller ej - så har jeg ladet mig overmande af mandesygdom nr 1: Behagesyge.

Og det har for alvor sat tankerne igang - jeg går fanme langs panelerne i mit eget fucking hjem, i min iver for at holde hende glad.

Happy wife => happy life.

Det har jeg fanme aldrig gjort før.

Og nu er det værste sket... jeg er taget afsted uden at vi fik håndteret en konflikt der opstod dagen før afgang.

Den startede ellers så fint. Hun skulle på job om morgenen. Jeg havde en lille liste jeg skulle klare inde i byen - inklusiv et morgenmadsbesøg hus min eks-svoger og bedste ven. Vi aftalte, lige inden hun kørte, at jeg lige klarede køkkenet og tømte vaskemaskine og hængte tøjet op. Ca 20 minutters arbejde. Det er en del af vores arbejdsfordeling. Selvfølgelig deles vi om opgaverne.

Hun drønede af, med ordene om at hun var hjemme igen ved 1430 tiden. Jeg fik en kop kaffe og så bimlede telefonen. Det var min mor. Vi snakkede en halv times tid. Jeg fik lige "lagt røret på", inden den bimlede igen. Det var mi kollega på skibet. Og da vi var færdige med at snakke, var klokken blevet så mange at jeg hverken ville kunne nå at ordne køkkenet eller vasketøjet, hvis jeg skulle holde aftalen med min ven. Ingen problemer - det kunne fikses når jeg kom hjem. Og så tænkte jeg ikke videre over det.

Jeg kom hjem ved 1330 tiden og kunne se min kærestes bil i indkørslen.

Super fedt, tænkte jeg. Jeg havde fået klaret alle mine ting. Jeg skulle blot have kørt min MC i garage 6 km derfra, så havde vi resten af dagen til at hygge os- måske tage ind til byen og gå en tur i gågaden og få en god specialøl.

Nix...

Jeg var lige kommet ind ad døren og nåede at kysse hende på kinden (hun drejede hovedet væk) - så faldt himlen ellers ned om ørerne på mig. Hun var kommet hjem et kvarter før mig og havde konstateret at køkkenet ikke var ordnet - og så blev jeg ellers savet midt over.

Prøvede at stoppe hende for at redde den sidste rest af det, der kunne bidrage til en dejlig eftermiddag - beklagede det, sagde "sorry, men jeg nåede det ikke - ville tage det når jeg kom hjem nu her"... og lignende.

Der var intet at gøre.

Jeg lod hende være i 10 minutter - og så gik jeg ind til hende og sagde, at istedet for at bruge resurser på at blive så vred, kunne hun jo have ladet køkkenet være. Jeg skulle nok have ordnet det når jeg kom hjem - det var jo aftalen at det var mit job idag.

Det var dumt.

Ordene var noget i retning af at "så bliver det fanme sådan det kommer til at være fremover..." og nogle andre lignende ting i det høje leje. Jeg valgte at gå ud og hænge vasketøjet op. Hun valgte at tage sin bil og køre af og blive væk resten af eftermiddagen.

Hun kom hjem ved 18 tiden - vi fik lavet lidt mad sammen - i tavshed. Jeg havde valgt at holde min mund lukket, så jeg ikke kvajede mig yderligere.

Og sådan forblev det desværre også resten af aftenen. Kun høflighedsfraser.

Vi sagde pænt godnat til hinanden - og gav også et godnatkys.

Taxaen hentede mig kl 0630 om morgenen. Vi gav hinanden et kram og et kys og "vi ses" og "pas nu på dig selv".

Jeg kunne se og høre hun var ked af det - det var jeg også.

Men kunne intet gøre. Jeg skulle nå et tog til Kastrup Lufthavn. Så jeg satte mig ind i taxaen - og følte mig som lidt af et røvhul.

Jeg har været afsted i 14 dage nu. Vu har ringet sammen og skrevet sammen. Men ikke en eneste gang har hun sagt at hun elsker mig. Ikke en eneste hjerte-smiley. Ikke en eneste gang har hun kaldt mig mit øgenavn, som hun bruger når alt er godt mellem os. Forleden snakkede vi halvanden time. Hun var sød, udadvendt, snakkende og spørgende. Men da samtalen var slut, kom jeg til at tænke på at det ligeså godt kunne have været en ven jeg havde snakket med.

Jeg er bekymret - rigtigt bekymret. Og jeg tror vi er begge lige gode til at køre forholdet ud i noget der er ved at være så super komplekst at vi ikke kan rode os ud af det igen. Og så går det kun en vej...

Må se hvad der sker, når jeg kommer hjemom 18 dage. Jeg har holdt de første dage fri af alle former for aftaler. Det tror jeg er en rigtig god ide - for jeg aner ikke hvad de dage vil bringe.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget 1 års jubilæum under samme tag. Jaaaaah....eller.. er publiceret 21/08-2019 00:12 af Dus.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.