1 måned, 19 dage siden

Ensom

Eksamen
RachelBlack
7 år siden
De første år
Camilla Grub...
7 år siden
Ferieafslutning
Hanna Fink (...
7 år siden
Den der følelse i kroppen
Tenna Herman...
8 år siden
En velfærdsengel søges i ...
Regitze Møbi...
6 år siden
Messingmænd og mirakelkur...
Marlene Gran...
8 år siden
Første indlæg og ny tid
Miriam Lidbe...
3 år siden
Påske
Hanna Fink (...
6 år siden
Der er bare noget med nat...
Kianna Kitte...
2 år siden
Dumme udtalelser og træls...
Racuelle Hei...
2 år siden
Karrusellen af Kaos - Kas...
Kasper Lund ...
4 år siden
Nyt år
Martin Micha...
9 måneder, 13 dage siden
Pizza
Kenny Raun (...
8 år siden
Kvindetid med Ziggy Marle...
Racuelle Hei...
5 år siden
Transpsarante mennesker -...
Kasper Lund ...
4 år siden
Mit første blogindlæg
Nikoline Bus
2 år siden
Gud hader dig, og især mi...
Kasper Lund ...
4 år siden
!tdnevmO
Camilla Rasm...
12 år siden
Glyptoteket
Tenna Herman...
3 år siden
Desværre.....
Halina Abram...
3 år siden
Er godt på vej til at bli...
Bogelsker
8 år siden
Farvel i morgen..
HCDitte
6 år siden
Stine og mormor.
Ruth Christe...
4 år siden
Start?
Christian Ba...
6 år siden
Nattens ven - søvnløshede...
Betina Holm
4 år siden
Anata wa okotta? -Are you...
Julie Vester...
7 år siden
Ophold
Hanna Fink (...
3 år siden
Kafferumlen - Kasper Lund
Kasper Lund ...
4 år siden
This is not a Bridget Jon...
Camilla Rasm...
5 år siden
Hvem er først ?
Halina Abram...
3 år siden
7
Halina Abram...
3 år siden
Advents legen....is no mo...
Kianna Kitte...
2 år siden
Den Søde.
Ruth Christe...
4 år siden
Det her er ikke mit land
Olivia Birch...
5 år siden
Det første og bedste 00
ChrisEQ
7 år siden
En hvid rose og strøtanke...
Camilla Rasm...
5 år siden
Dejligt gensyn
Poul Brasch ...
8 år siden
Drømme om kærlighed
Ace Burridge...
7 år siden
Begrav et sædekorn
Camilla Rasm...
5 år siden
Skøn sommer og smart syma...
Michala Esch...
10 år siden
Kære far ❤️
Musenmia
1 år, 4 måneder siden
Ferie
Hanna Fink (...
3 år siden
Jeg inklinerede som det s...
Olivia Birch...
5 år siden
Forsvundet novelle! Hvad ...
Bella Donals...
4 år siden
Det grå hår.
Ace Burridge...
8 år siden
Det at blive mand
Ace Burridge...
8 år siden
Hvalsang
Tine Sønder ...
7 år siden
Stemme
Halina Abram...
3 år siden
Hvor skal vi hen?
Liza Abildsk...
6 år siden
3108 2019 kom pas passer ...
Martin Micha...
1 år, 2 måneder siden
Stemme
Halina Abram...
3 år siden
Sønderborg ugeavis ultimo...
Martin Micha...
1 år, 4 måneder siden
Nyt maleri
Jytte Westen...
5 år siden
Xhristmas fxxx special
Martin Micha...
9 måneder, 13 dage siden
Jeg googler
Tine Sønder ...
7 år siden
Så har jeg fået forfatter...
Kianna Kitte...
2 år siden
Makrel madder og fødsler
Racuelle Hei...
3 år siden
Lodret vask med rivejern
Victoria Wan...
5 år siden
Cheshire Cat Grin
Tine Sønder ...
8 år siden
Misforstå mig ret:
Christian Ba...
6 år siden
Så er vi nået frem
Ragnhild Bac...
6 år siden
Sommer
Hanna Fink (...
6 år siden
Uafsluttet tekst - proble...
Kianna Kitte...
2 år siden
Under isen
Tine Sønder ...
7 år siden
første skoledage og leven...
Michala Esch...
11 år siden
Sommerferie i Danmark
Marie-Christ...
4 år siden
Kære dagbog,
hold kæft hvor er jeg ensom. Trods jeg nu i mange, mange år har tilbragt livet alene, med kontakt til "kun" en enkelt ven, D, der bor fucking langt væk på Djursland, så har jeg alligevel aldrig været så ensom som nu. Indtil i marts 2020, hvor jeg stoppede i gruppeterapi for seksuelt misbrugte (CSM - gratis tilbud) efter 2 års forløb, samme dag som corona lukkede DK ned, havde jeg indtil da brugt computerspil som distraktion og tidsfordriv. Strategispil som Europa Universalis 4, Civilization 5 og TW: Warhammer 2 (alle mod'et selvfølgelig) er utallige timer, ÅR!, gået med, men nu føles det fuldstændig og aldeles meningsløst at spille, at forsvinde ind i et andet univers.

Det ville være super, som min bostøtte, psykolog og andre påpeger, hvis ikke det betød at jeg nu i stedet røvkeder mig, og har langt mere lyst til at fordybe mig i samtaler og kreativitet end i makrostrategi. At jeg samtidig forlod gruppeterapien med en tro på at jeg nu var klar til at jage kærligheden og endelig indgå i hvad der vil være mit første kæresteforhold nogensinde, at jeg ENDELIG var klar til at yde kærlighed og omsorg til en anden, gav og fremmanede et håb som på én gang er den bedste følelse nogensinde, men samtidig muthafucking dræbende. Jeg tør ikke, og vil ikke i nogle tilfælde, forsøge at tage kontakt til gamle bekendtskaber, andre end til dem jeg for længst har fortalt om dels Huntingtons-testproblematikken, som kun få forstod, og dels min mors seksuelle misbrug, som skræmte endnu flere væk, og desværre de tætteste, men dén håndfuld mennesker, inklusive min søster, har deres eget lort at slås med, og jeg er vist for stor en mundfuld at forholde sig til. Særligt når de primært kender til selvdestruktive, aldrig-ædru-Ansu.

Jeg har altid, trods min søster og andres anbefaling, holdt mig fra netdating, da jeg tænkte at det bare ville være afvisninger og skuffelser. Efter et par måneders forsøg med det, er det også de overordnede følelser det har efterladt, men jeg fik dog kontakt med en enkelt vidunderlig kvinde (via Tinder, af alle steder), som jeg tog på 'date' med (date i anførselstegn, eftersom jeg på forhånd vidste at hun rejste til Barcelona ugen efter for at studerer, og derefter hjem til Nepal). Og hvilken date!! Jeg fandt en side frem af mig selv som jeg ikke anede jeg havde, og blev mirakuløst ikke ramt af angst eller PTSD-shutdown undervejs - tværtimod var de 4-5 timer vi tilbragte sammen HERLIGE; hun var som en dansepartner, en jeg instinktivt vidste ville mig og sig selv det bedste, og ikke engang en eurocentrisk kunstudstilling på AROS om mytologi kunne fjerne følelsen af at være på eventyr, hovedpersoner i en fælles fortælling og ikke biroller i en eller andens tragedie. Hun rejse i torsdags.

Forleden skrev jeg et teknisk udmærket, men sjæleligt drænende hadedigt/rap til mig selv, inspireret af at det kan være sjovt, eller var det, at freestyle-battlerappe sig selv - at svine egoet til og selv påpege alle ens mangler, er katarsisk i rap, men når det kommer ned på papir eller computerskærm... Når det ikke er intuitionsdrevet og 'i momentet', men til eftertiden/en manifestation... Det frigav ikke samme energi, det føltes ikke healende på samme måde. Måske er det pga de mange rim, som fæstner sig i hukommelsen og gør at jeg nødig vil bruge de samme rim igen andetsteds. Også i gruppeterapi har det til tider været forløsende at få lov til at give selvhadet en stemme, endelig at sætte vokal på den indre nedgørende smagsdommer, overjegets tyranni der beordrer selvmord, autopiloten der skriger at intet udført nogensinde er godt nok og kun vil føre til fortrydelse, men når det skrives ned... Det var ikke spor forløsende, og omend jeg overvejer at lægge det op på Fyldepennen (som dog skal vendes med minimum en anden først, med en klokkeklar forhåndsadvarsel), idet jeg selv har følt mig healet af andres genkendelige selvhad, så... jeg ved ikke, måske hører selvhad i mit tilfælde mere hjemme på lærredet, på papir eller i hvert fald uden rim. Jeg nægter at anskue had og raseri som noget udelukkende destruktivt, men måske findes healingen, at give slip på selvhadet, kun når der er en modtager fysisk til stede overfor en, når ordene høres af en anden som IKKE får betaling for at lytte, men som i solidaritetens navn agerer lynafleder uden at internaliserer negativiteten, sådan som det engang skete i gruppeterapien, hvor en anden deltager sagde "jeg kan tage din vrede" over en oplevet uretfærdighed, og gjorde det. En anden end en pædagogisk psykolog.

Dokumentaren "The Work" (youtube-søgeord: 2doc+the work) viser det glimrende, det samme som sker i en cypher/ i en freestyle-battlerap - at komme af med en vrede, sorg og typisk barndoms-sår, til et ligeværdigt menneske, og ikke mindst privilegiet/æren af at være der for en anden, når rollerne nødvendigvis byttes om; 'min frelse/healing er din, og din er min'. PhD-professoren Peter A. Levine har videnskabeligt påvist nødvendigheden af en revolution i terapi-lokalerne; at terapeuter overfor traumatiserede mennesker, omend risikofyldt, nødvendigvis må inddrage eget nervesystem i behandlingen - at traume-forløsning er en holistisk øvelse, hvor patient og behandler "danser" sammen fremfor en 'strip' af klienten på healerens anvisninger. Mere konkret, at 'tappe' nerverne, EMDR og lign., hvor det ikke kun er terapeutens ord, men også krop der healer (via berøring/aktivering/'pendulation' af nervesystemet, såvel som øjenkontakt og patientens oplevelse af, at terapeuten yder solidaritet og ikke autoritet). Jeg er ikke behandler (surprise!) og har svært ved at læse længere artikler, men er overbevist om at det har hjulpet mig, på trods af alting, i cyphers såvel som i psyko- og gruppeterapi. Men corona gør det selvfølgelig mere kompliceret...

Anyways, jeg er ensom. Jeg har flere gange været forbi et gratis tilbud for ensomme unge (plexus), men har ikke fundet ensomheden eller tilliden til selskab, til at andre vil mig (også når jeg ikke er overdrevet positiv), forløst der endnu. Jeg startede d. 17 august på "Ord Som Forløser", et Rehabiliteringsforløb ved CSV-Aarhus, som 2 dage om ugen får mig ud af isolationen og ind i et kreativt være- og værksted med 5 andre kursister, men det er til tider forbandet hårdt. Det hjælper dog gevaldigt at kreativiteten er i fokus, en kreativitet der udfordres og hvor de andre inspirerer helt afsindigt - det er fantastisk at bevidne andres kreative process, hvordan de også har en usikkerhed og sårbarhed omkring det, og hvordan de på dagen starter fra (næsten) samme udgangspunkt som mig selv, men alligevel lander ET HELT ANDET STED, med et helt andet 'produkt', måske benyttende de samme stikord, men alligevel afgivende en helt anden følelse. Det føles surrealistisk (men også genkendeligt fra tidligere kreative værksteder, uddannelse såvel som privat), at være omgivet af skaber-energien, af kreativitetens guddommelige personificeringer i form af de andre. Jeg bliver aldrig religiøs, nægter jeg at tro på, men det er utroligt livs- menings- og håbbekræftende/manifesterende, at privilegeres af bevidningen af andres konstruktive udfoldelse. Jeg har altid været fascineret af kreativ tilblivning, men har først for nylig kunnet slå overjegets evige sammenligninger og devalueringer af min egen kreativitet fra, sådan som det også, dog aldrig ædru, til tider skete i sin tid da jeg freestyle-rappede med, overfor eller imod andre.

Jeg er stadig fucking ensom, men har udover skrivekurset og værestedet Plexus også adgang til Frivilligcaféen hos CSM (Center for Seksuelt Misbrugte), et gratis værested der drives af ildsjæle (!) og hvor jeg, modsat de andre steder, møder stille forståelse, ordløs solidaritet og ikke mindst inspiration fra andre, der har gået i lignende sko. Jeg er helt vanvittigt privilegeret!!! Også Frivilligsektionen/caféen er ekstremt hård til tider at være til stede i, trods efterhånden lang tids forsøg, fordi den sædvanlige 'maske' af ikke at have været udsat for massivt og pinligt/skamfyldt omsorgssvigt og kæmpe med psykisk sygdom/sårbarhed, ikke er mulig dér. Det er først blevet trygt at komme der, efter at jeg delte kreativitet på Fyldepennen for over et år siden - det gav den sidste dosis selvtillid som gjorde at ansigtet under masken, ensomheden og modløsheden, kunne vises uden frygt for udnyttelse og latterliggørelse.

Trods jeg i 3 omgange har været på lykkepiller (40 mg citalopram), der alle 3 gange gjorde mig manisk og bla. førte til en 'selvmordsgeneralprøve' og efterfølgende indlæggelse på psykiatrisk, og deraf har en kæmpe mistillid til psykiatrien (også pga. foreningen "Psykiatriens Vidner", Peter Gøtzsche og andres erfaringer), så har jeg mødt og møder også mennesker der tydeligvis har gavn af det, og selvfølgelig har psykiatrien en rolle i fremtidens samfund - gid den bare ik var så stor og rigid, så bureaukratiseret og modvillig mod "alternative metoder", men alt i sit tempo, alt i moderation, særligt moderation.

Måske starter ophøret af ensomheden med en accept af hvad jeg kan og ikke kan ændre, og dernæst en taknemmelighed for overhovedet at kunne handle, være kreativ og kommunikativ, ét skridt af gangen, måske snublende fremad men i det mindste ikke falde forgæves, uden vidner der enten kan tage ved lære og/eller underholdes undervejs. Jeg tror livet er et uundgåeligt fald, igen og igen, men man afgør selv hvad der kommer inden, om livet foregår på knæ eller med hagen i vejret, hvadend for slag, skub og spark livet nu byder. Selvforsvar, som jeg som barn gik til, er ikke altid en modreaktion, men starter ofte med et skridt bagud (bak, slå/slå bak) og 2 frem. Kampen er ensom men også en velsignelse, og hvem ved, måske behøver den ikke engang at være ensom, og er selskabet en forbandelse, er det en velsignelse at vide, at (noget af) narrativet kan redigeres. Og måske har ensomheden et formål.

PS: Jeg gad godt dele et link som altid (undskyld til dem der finder det irriterende, men der ER ikke et marked for anti-materialistisk, revolutionær musik, andet end det bruger- og supportbaserede), men må her, pga. nylige nye Fyldepennen-regler, i stedet dele stikordene; Mic Righteous ft. Vivienne Westwood & Tone

PPS: "Munk Reading"-kunstbillede af århusianske Julie Celina

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Ensom er publiceret 06/09-2020 13:12 af Ansu Orheim (Prem).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.