3 måneder, 15 dage siden

I'll Allow It

Dag 7 på fyldepennen. Sta...
Gaffa Brandt
8 år siden
bare træt...aldrig alene
Kenny Raun (...
7 år siden
Kære
Halina Abram...
3 år siden
15.09.2016
Marianne Mar...
4 år siden
Kreativitet overtager
Christacia
6 år siden
Tag et lyn.
Regitze Møbi...
6 år siden
7
Halina Abram...
3 år siden
opdatering
Michala Esch...
17 år siden
Fødselsdagsweekend.
Michala Esch...
13 år siden
En sodavandsmaskine for e...
Olivia Birch...
6 år siden
Udstilling
Hanna Fink (...
8 år siden
Bare endnu en torsdag
Barepernille
6 år siden
De første dage
Michala Esch...
11 år siden
Min vingeskudte wingman
Flickarocks
6 år siden
Gode karakterer og en for...
Camilla Ahle...
2 år siden
Det aktive...
Poul Brasch ...
8 år siden
Nede på point
Olivia Birch...
6 år siden
Fortiden er hård.
storm89
1 år, 6 måneder siden
"Tror du, I kunne have gjort mere?"
Spørgsmålet udløser en mængde reaktioner i min hjerne.
Jeg kan bedst opsummere dem med en scene fra et (hvilken som helst) amerikansk retsalsdrama.
Anklageren stiller den anklagede et spørgsmål, som er på kanten af, hvad omstændighederne egentlig giver mulighed for.
Forsvarsadvokaten sender dommeren et forurettet blik og følger i samme nu op med et af de herostratisk berømte "Objection your Honour!"
Dommeren, en hvidhåret, bebrillet gamling, der for længst har set, hørt og oplevet alt, siger med træt, men utvetydigt myndig stemme: "I'll allow it."
Anklageren spilles af min mor.
Jeg spiller selv alle andre roller, og konklusionen er, at jeg lidt modvilligt, men uden åbenlys animositet forklarer, at skilsmissen, som i netop disse dage fejrer 3 års fødselsdag, muligvis kunne have været undgået, men at det jo altså ikke var sådan, det gik, og at den kontrafaktiske historieskrivning, spørgsmålet invitere til, ikke interesserer mig.
Overhovedet.
Hun tage det pænt.
Og fordi vi er alene og begge har års erfaring i at valse rundt om følsomme emner, vender samtalen hurtigt og nærmest umærkeligt tilbage til sovsen, de brunede kartofler, som jeg har kogt, pillet og brunet, og de sprøde svær, som er min mors bedrift.
Metodisk og med en ordøkonomi, som jeg altid har beundret, men som aldrig bliver mig til del, forklarer hun om ridsedybde, saltning og temperaturregulering.
Hun er ikke kok.
Hun er bare fra én af de snart udøde generationer, for hvem den slags information synes at være præget ind i alle kvindes DNA.
Og min opmærksomhed er ikke påtaget.
Jeg lytter oprigtigt interesseret.
Og da det bliver min tur til at holde os på samtalemæssigt sikker grund, lytter hun lige så oprigtigt intereseret til mine ramblings om opbygning af globale partner channels.
Det kan vi, fordi nysgerrighed er en evne, vi deler.
Af samme grund er vi begge eklatante masters of none, men jacks of (quite) a few.
Vi elsker viden.
Elsker!
Og da vi senere slår over i Bezzerwizzer (versionen om 'ord') bliver vi hurtigt enige om at droppe spillet og istedet bare skiftes til læse spørgsmål og svar op for hinanden, bare fordi det er sjovt at vide ting.
"Jeg kunne have udskudt beslutningen, men konklusionen have været den samme. Jeg kan ikke forklare, hvordan jeg vidste det så sikkert, men det gjorde jeg."
Min mor rakte hen over bordet, og så sad vi længe holdt hinandens hænder uden at sige noget.
Jeg er sikker på, at hun bad til gud imens.
Hendes forhold til gud er personligt og nært, som mellem forælder og barn.
Ifølge min mor er det også sådan, de taler med hinanden.
Og selvom jeg ikke kender samtalens præcise indhold, er jeg sikker på, at den omfatter en ansøgning, på mine vegne, om tilgivelse og trøst.
Jeg tror ikke på gud.
Men.
I'll allow it.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget I'll Allow It er publiceret 27/12-2020 01:55 af Sean.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.