En af de morgener hvor jeg mærker min krop... mere end jeg har lyst til.
Jeg minder mig selv om at livet er godt og lægger irritationen over lysten fra visse mennesker (som ikke kender mig et klap) til at løfte pegefingeren over mig i god dansk selvretfærdig stil så langt væk som muligt.
Derefter tænker jeg at det er godt at være til i det gryende forår hvor solen skinner og lyset tager mere og mere til.

Så morgenen er på én gang dræbende og livgivende. Jeg tager mig endnu en kop te og tænker lidt mere over livets genvordigheder. Dem der har en umådelig trang til at understrege deres uenighed og dem der vælger at tie og sikkert tænke; "Det må han selv om..." uden at have lyst til at flashe deres bedrevidenhed for al offentlighed.

Dagen er stadig god