Jeg havde i går aftes besøg af en tidligere arbejdskollega. Det var et uventet besøg.
Det var lang tid siden jeg havde set ham sidst. Han kom klokken halv ni og blev til ti minutter i tolv. Jeg plejer ellers at gå i seng maks klokken elleve og helst halv elleve. Jeg bød på øl og kaffe over håndboldkampen mellem Norge og Slovenien. Det var da det mindste jeg kunne gøre som vært. Var glad for at jeg for engang sin skyld havde øl i køleskabet som jeg kunne friste med.

Til daglig ser jeg ellers ikke håndbold, men jeg tænkte at jeg godt kunne bøje mig. Så i går så jeg den første håndboldkamp fra start til slut i noget jeg ikke har gjort i lang tid. Hvis jeg endelig ser med er det med Danmark i kampen og ikke to fremmede hold.

Desværre fungerede mit hoved ikke optimalt, så jeg havde svært ved at finde på emner at snakke om andet end det sædvanlige, om hvordan det gik ham og om han stadig var glad for sit job. Han var mere afdæmpet end han tidligere har været, men måske er det også fordi han fylder 45 år og ikke er helt ung længere, at han blev godkendt af min kat som tog imod kælen. Katten er ellers kræsen når det kommer til mennesker, så det tog jeg som et godt tegn.

Kan godt mærke at jeg ikke omgås mange mennesker for jeg har svært ved at finde på emner at tale om. Jeg spørger altid ind til hvordan folk har det. Det er det mindste man kan gøre.
Jeg gør mig undertiden bedre på skrift end tale. Måske er det fordi jeg kan bearbejde ordene som de kommer til mig på skrift. Men det kunne godt være at jeg skulle øve mine sociale færdigheder. Kan vel altid finde nogle nye bekendtskaber på Boblberg ligesom min mor har gjort. Ville ønske jeg var ekstrovert og ikke introvert når det kommer til at snakke med andre mennesker. Men det kan måske ændres over tid. Sociale færdigheder kan vel trænes over tid tænker jeg.

Gider ikke debattere politik og sport som arbejdskollegaen interesser sig for, så der var ikke det store at snakke om, men det var okay hyggeligt med et besøg alligevel.
Fik at vide at jeg var velkommen til at besøge ham, og hvem ved måske tager jeg ham på ordet en skønne dag. Det tager trods alt kun 20 minutter for at gå hen til ham. Det er til at tage og føle på.

Håber alle får en god dag og at solen kigger lidt frem.