Jeg har ikke lyst til at have det sådan, og jeg fatter ikke hvordan det er blevet så´n. Stemningen er negativ lige nu, og jeg har allermest lyst til at spæne hjem og være ALENE med mig selv. Men det er for nemt at stikke halen mellem benene, og om knap en måned ER der ikke noget der er "mit alene-hjem", så jeg kan ligesåvel se at få det lært.

Torben har været rigtig rigtig riiigtig hård, at være sammen med de sidste par dage. Der er ikke kommet ret meget positivt fra ham, og vi har diskuteret nærmest uendeligt om alting og ingenting.

Han er frustreret over at skulle lægge ud for flytning etc. men jeg har aldrig BEDT ham lægge ud. Det har alle gange været hans EGET ønske/initiativ, og så går jeg da ud fra at det er fordi han kan magte det. For min skyld kan vi da vente med den skod-sovesofa til pengene er til det, og klare os med det vi har lige nu? Jeg er sgu ikke så ivrig efter at få den, at jeg ønsker at min Elskede har det dårligt med at betale den? Og iøvrigt, så får han pengene tilbage så snart det er klaret med ejendomsselskabet. Jeg skal nok betale, når jeg har pengene...

Derudover er han død-nervøs for, at han...

nu jeg tænker over det - drejer det sig altsammen om økonomi, hvor han er bange for at hænge på det hele. Men jeg ser ikke hvordan det skal kunne hænge på ham? Jeg er klar over han er på SU, så han betaler "sine" regninger og jeg betaler "mine". Resten går jo i en pulje. Huslejen, betaler jeg ovenikøbet 50% af (fair nok), så dér kommer der ovenikøbet lidt ekstra ind på "hans" konto...

Jeg er PISSE-træt af at diskutere økonomi...for der er ingen af os der ved hvordan det kommer til at se ud, reelt, før vi bor sammen. Men jeg ser altså ingen problemer i det...Hvor der er en vilje er der en vej - og den her er sgutte en af de smalleste. *uff*

BTW: er der nogen der har noget arbejde til en tilflytter i Kbh pr. 1/2-2005?

:oD