Ondt i hovedet, ondt i kroppen, ondt i sjælen.
Forventer ingen sympati, forventer faktisk ingenting. Eller måske forventer jeg alt. Måske er det det der er galt. Hvis jeg nu, aldrig havde nogle forventninger, aldrig håbede, aldrig tænkte, ville jeg så ikke være et gladere menneske?
Ville gerne have set Dl. i dag. Men så ham ikke, ikke en gang et glimt af ham. Ikke et ord, intet. Ville så gerne. Jeg var så smuk. Jeg var så meget som jeg nu skulle være. Jeg var bare. Eller måske var jeg ikke, det var lige meget.
Jeg har heller ikke rigtigt spist i dag. Jeg prøver VIRKELIGT. Men mad smager bare ikke godt i skolen. Det gør den virkeligt ikke. Jeg har så ondt i hovedet, jeg er så træt. Sjælen er så tom. Så tom, fordi jeg nok er bange. Så frygteligt bange for at han ikke mente det, eller har ombestemt sig. Jeg er så vild med ham. Jeg er alligevel også så ufatteligt u-vild med ham. Han skræmmer mig.
Det skræmmer mig at jeg er så magtesløs. Det gør ondt at jeg har så meget lyst til at løve det hele væk, når jeg nu egentligt havde lovet mig selv at lade være. Men jeg bliver nød til det. Jeg kan ikke blive herinde. Det er heller ikke nok hvis jeg bare går en tur. Det er for langsomt. Det er ikke det der skal til. Jeg skal væk, til jeg er ved at besvime.
Men jeg er bange for at løbe i dag. Virkeligt bange, for at jeg falder om og ikke kan rejse mig igen. Har hele tiden kvalme. Har hele tiden ondt. Det eneste tidspunkt jeg kan mærke noget som helst er når jeg tænker på Dl, og ikke engang lige nu, kan han få et smil frem på mine læber.
En mekanisk dukke, i et mekanisk samfund.
Jeg venter bare på at dø
-måske er jeg det allerede.
Død, invendig.