Det er sådan, jeg har det lige nu. Det gør bare ondt, ondt i sjælen, i hovedet, alle vegne.

Babyen møver rundt indeni mig, i nat var det kun livet indeni, der fik mig til endelig at falde i søvn. Sort, tom drøm, hvor man vågner uden at vågne og savner den tid, hvor man kunne blive hjemme, når man ville. Hvad siger man til sin chef? Jeg kan ikke lade være med at græde?

Jeg ved ikke engang, hvad det er. Om det bare er hormonerne, der skubber. Om det er savnet til mine forældre. Om det er ydre faktorer eller indre. Angsten for at miste Simon er så stor lige nu. Ikke angsten for, at han går, men for at han ikke kommer hjem. At noget skulle ske ham. Det er en ubærlig angst at løbe rundt med.

Og nu er det så morgen. Sidder og stirrer ned i gården på en flok legende skolebørn. Skræbeligt er det hele. Børn er skrøbelige, livet er skrøbeligt, følelser går i stykker.