Den der underlige fornemmelse i maven.
Er det nu...eller er det ikke?
Jeg håber jeg snart får be- eller afkræftet om, der er noget i gærde.
Jeg tror det ikke, men håber selvfølgelig. Sidste gang tog det jo også et par måneder, før den var hjemme.

Er ved, at brække mig over den her sød-suppe-åh-vi-er-så-dus-stemning, der har lagt sig over landet som et kvalmende tæppe. Denne evindelige dyrkelse af det almindelige, men samtidig utilnærmelige. Små hverdags elementer, bliver der kogt tynd tynd suppe på. Den irriterende forherligelse af banaliteter.
Åååååhhhhhhhhhhh, hvor er jeg glad for, at jeg ikke er journalist lige for øjeblikket. Heldigvis har jeg mit job, at passe, så jeg ikke kan bruge hele min formiddag foran flimmerkassen.

Ja, små spædbørn de sover det meste af døgnet. Ja, de fleste får gulsot, da leveren skal omstille sig fra livet i livmoderen til livet udenfor og den nye måde, at få føde på. Ja, selvfølgelig er man da overvældet af følelser, når man er nybagt mor.
Kommer det bag på nogen?
Åbenbart! For vi skal da lige hen og dikke-dikke.
Det jeg ikke fatter, det er hvorfor de journalister skal ligne fugleskræmsler eller det der er værre. Monster grimme. Her kan selv Lordi løbe af med førstepladsen i skønhedskomkurrencen. I regnestykket trækker man selvfølgelig Letort eller Langkilde, Steinmetz mfl fra. Her er tale om en anden standard.
Og så mente min far endda, at jeg kunne have været blevet journalist! Min bare!!
Hvad kan man så tænke ud fra det? Hvem dømmer så hvem og på hvad?

Nå, det nært forestående eller præmenstruelle står vist for døren. Skulle lige have luft...ellers er jeg et yderst høfligt og venligtsindet væsen.