Var i biografen i dag. og se "Horton og støvfolket". Den var da meget sjov. Helene blev lidt bange dog, men så kom hun hen og sad på skødet af mig, og alt var fint. I hvert fald indtil der ikke var flere popcorn, og hun opdagede, at hun var tørstig. Så måtte vi ud og købe en vand, og da den var drukket, var det, at hun igen blev opmærksom på uhyggeligheden ved det hele... Men vi fik hvisket os igennem til at det hele helt sikkert skulle blive godt nok, og støvfolket overlevede...

Hehe... Fik lige min powernap før... Lucas og jeg skulle dyste lidt i Worms Armageddon på PS. Efter to runder kunne denne her mor godt mærke, at øjnene snart gled i, og sagde at Lucas måtte spille næste runde mod computeren, så ville jeg bare ligge og kigge på. Kigge på - helt sikkert... Den nåede ikke engang, at loade banen før jeg var laaaaangt væk.
Landte lige midt i min familie (mor og far, Camilla og Christina), og i en situation, der hele min barndom har været en helt almindelig hverdagsbegivenhed: Kaoset, når vi alle sammen skal ud af døren på samme tid, og have styr på hver vores.
Det var torsdag, hvilket vil sige, at mig og Christina skulle have styr på vores løbeaftale også (hvilket ikke burde være så svært, når vi i drømmen boede hjemme sammen igen). Vi skulle allesammen have været ude af døren for fem minutter siden, og leder allesammen hver især efter noget vi ikke kunne finde, men som er meget vigtigt vi får med idag.
Jeg kommer i drømmen til at tænke på Bos kommentar til denne typiske morgen-/GAS-situation (GAS er navnet på den lokale amatørscene, som vi alle sammen har været medlemmer af, på nær min mor, og som vi allesamen skulle møde på samme tid, når et større stykke var under opsejling). Han oplevede det jo i den periode efter bruddet med Daniel, hvor jeg igen flyttede hjem til mine forældre med børnene.
"Det er sjovt som vi altid render rundt og finder alt i sidste øjeblik," siger jeg med et smil, "der er ikke så meget struktur over vores planlæging"
Min far siger, overbærende over denne kommentar, der antyder, at jeg mener, vi kunne gøre det anderledes: "sådaner det jo i alle familier, min skat!"
Intet oplæg til diskussion, sådan er det bare ;)
"Neeej," siger jeg, og bliver pludselig alligevel i tvivl, men holder dog på at køre mit argument igennem, "Bo kan nu nå det hele, fordi han har det hele planlagt og ved præcis hvor alle hans ting er." (det gør han nu ikke altid, men han er god til at fokusere på det, der skal gøres i en bestemt rækkefølge, og ikke som jeg (og i dette tilfælde min familie) sprede energien over 10 områder og som resultat deraf fare rundt som fem forvirrede høns).
Der er generel morskab over denne kommentar, særligt ført an af Camilla, min storesøster, der jo ellers er den mest effektive og strukturerede i min familie.
"Nej det er rigtigt, Bo kan nå at komme hjem fem minutter før han skal ud af døren, skifte tøj og pakke gave ind, og stadig komme afsted i god tid, fordi han ved hvor alting er og kan strukturere det hele inde i hovedet..." (han er jo nærmest en ren Phillias Fogg)
Camilla der er på vej ned ad trappen griner, mens hun siger, at det da i hvert fald er løgn.
(Vil lige understrege, at helt så kaosagtig er min familie ikke i virkeligheden, og helt så struktureret er Bo heller ikke i virkeligheden - selvom han kunne nok sagtens være det).
Pludselig er jeg med Christina på vores 'løbetur': Hun har stillet noget der minder om en bane til "Bloons" op i København (hvis nogen kender dette sjove spil, hvor man står som en abe, og skal skyde så mange balloner som muligt med x antal pile, i nogle baner skal man også skyde sig igennem mur o lign. - måske er dette en kommentar fra min underbevidsthed, omkring, at vi ofte på vores 'løbeture' ender med at bruge mere tid ved feks. computeren og denne slags spil, end vi egentlig bruger på at løbe?). Der er bare ikke nogle balloner at skyde, men kun gamle engelske (?) bygninger, som Christina (muligvis med lidt hjælpfra Kasper) har snydt sig til at få flyttet til København. Har en klar følelse af, at vi sidder med vores dartlignede pile og skyder et ældgammelt engelsk slot i ruiner. Er helt klar over, at det nok ikke er lovligt, noget der slet ikke går Christina på, og er mega nervøs for at blive opdaget, selvom det selvfølgelig tager et stykke tid for dem ovre i England at spore os i Danmark og fange os. Men jeg har det i princippet også dårligt med at vi sidder og skyder det i stykker - kan jo godt lide de slotte. Men morer mig derudover gevaldigt, med at skyde flere mursten i stykker ad gangen, og se dem smuldre væk, så snart dartpilen rammer dem. Det er jo sjovt, og jeg vil jo gerne gøre mig god, selvom det skærer i mit hjerte at se det smuldre væk.
Pludselig begynder jeg at få beskeder fra én der hedder Cancelot... Kan ikke huske hvad han skrev, han startede vist venligt nok ud, men jeg blev pludselig klar over at det måtte være en fælde, for naturligvis ventede han bare på, at jeg afslørede, at det var os der skyd det slot i småstykker. Han havde jo regnet det ud, skulle bare have beviserne. Hvad er mere ærkeengelsk end Cancelot, tænkte jeg. Selvølgelig er vi afsløret. (Gad vide hvad betydning jeg skal lægge i, at han hed CANCELot - måske at vores lile leg skulle aflyses??)
Pludselig ringede telefonen, og der stod "Cancelot" på displayet - jeg valgte at ignorere opkaldet, og mærkede den svage panik vokse. Christina tog stadig alting alt for roligt.
Og så skiftede det hele pludeslig. Jeg talte i telefon med min venindes storesøster, der var i England og besøge hendes veninde, og mødte en masse engelske fyre. Der var åbenbart en 'regel' med engelske fyre. Hun skulle vide, hvor mange veninden kendte, hvor gamle de var og hvor mange de havde kysset??? Udfra de oplysninger kunne hun vist regne noget vigtigt ud... (Alt i alt ender det vist bare ud i at man får en kæreste, eller finder ud af hvem ens fremtidige kæreste er - men hvorfor lige engelske fyre??). Hun var rejst til England og besøge hendes veninde udelukkende af denne grund, og var meget frustreret over, at hendes veninde slet ikke forstod dette, men bare præsenterede hende for fyrene og gik videre til noget sightseeing og møde med andre fyre. Hun nåede slet ikke at notere svarene på disse usandsynligt vigtige spørgsmål før fyrene var ude af billedet igen...

Og så vågnede jeg...

Hehe... det går pludselig op for mig at der er en hvis rød tråd med noget engelsk...
Familiekaoset vs Bos 'Philias Fogg'-agtige planlægning.
De engelske slotte, og ham Cancelot, der nok har en hvis forbindelse til Lancelot, hvis han da ikke ligefrem er Lancelot under et snedigt dæknavn ;)
Og så disse engelske fyre, som man bare MÅ vide alle disse ting om, hvis man har kæresteproblemer (eller mangel på samme).
Har jo altid været fascineret af England og de dér engelske film (elsker Pride and Prejudice, Den røde Pimpernel, Brides Head, Jorden rundt i 80 dage, etc, og man kan jo heller ikke lade være med at holde af Beatles!!). Og skal sent gleme min store 'forelskelse' i Anthony Andrews, som jeg tænkte helt sikkert måtte have en søn på min alder, som jeg en dag når jeg blev voksen måtte tage til England og helt tilfældigt støde ind i i et supermarked hvorefter vi ville blive redningsløst forelskede og leve lykkeligt ever after?? Hvor har man dog været sjov ;) (Mener også at jeg havde en stor bekymring, for var slet ikke sikker på, at jeg, selvom hans søn selvfølgelig var nøjagtig ligeså stilet og charmerende som ham selv, ville kunne 'slippe' min Anthony Andrews forelskelse, til fordel for 'bare' at have ham som svigerfar).
Min store forkærlighed for the er også at spore tilbage til denne tid. Kunne jo slet ikke finde ud af at drikke the, men blev enig med mig selv om, at når nu min fremtid lå i England, måtte jeg jo i hvert fald lære at drikke the... Så det gjorde jeg. At jeg ikke kunne finde ud af at tale engelsk, så jeg åbenbart som et mindre problem, prøvede da at se nogle af BBCs utallige kanaler, men tog det ikke så alvorligt - at kunne drikke the var da i hvert fald vigtigere! Hmmm, nå!

Da jeg satte mig til at skrive, vimsede Bo rundt, alt imens han vred sin hjerne for at finde på noget at sige, som var 'fint nok' til at blive nævnt i min dagbog. Han fik til sidst overbevist mig om at tage det med, selvom det jo ikke lige er den slags bemærkninger, jeg plejer at have med i mine tekster her... Men nu kommer den så:
"Hvis din røv var den eneste forlystelse i Tivoli - så ville jeg købe turpas!"
Hehe... Og nu ligger han på sofaen og sover. Han lovede mig, at han helt sikkert skulle være til at vække, så det håber jeg på er rigtigt, for nu skal der kærestehygges :)

Michala