11 år siden

Følelsen af svigt

Surkål
Vina Frank (...
8 måneder, 11 dage siden
råb
Halina Abram...
2 år siden
Gymasie-grammatik & hygge...
Ash Renashan...
6 år siden
I korte glimt...
Marlene Gran...
7 år siden
Hvordan?
Halina Abram...
2 år siden
Ny mobil og træning...
Kianna Kitte...
2 år siden
Hypergrafi
Camilla Rasm...
12 år siden
Hej med jer!
vintergækken
7 år siden
Godt Nytår
Hanna Fink (...
6 måneder, 4 dage siden
Roligt forelsket..
Sophie Hatte...
7 år siden
Da jeg lærte at skrive
Olivia Birch...
5 år siden
Dejlig påske og stæren fl...
Mikala Rosen...
11 år siden
Min tur til London...
Kianna Kitte...
2 år siden
Kære natbog (IX)
Olivia Birch...
5 år siden
Et liv i en retning...
Patrick Bolv...
6 år siden
Mandag kære mandag.
Malene Hahn
4 år siden
de sidste 2
Kenny Raun (...
6 år siden
Dagen tiltaget 5 timer og...
Hanna Fink (...
6 år siden
Dawn Under
Ruth Christe...
3 år siden
God karma...
Kianna Kitte...
2 år siden
3 hjullers cykel
Halina Abram...
2 år siden
Kreativitet overtager
Christacia
6 år siden
Hopeless..
MysteriousGi...
8 år siden
Planlagde festival til la...
Carsten Cede...
5 år siden
Storskrald
Hanna Fink (...
3 år siden
Saba: 1999 - 2019....
Kianna Kitte...
1 år, 5 måneder siden
Svigt er mange ting.
Du kan blive svigtet af dine forældre, du kan blive svigtet af dit kæledyr. Du kan blive svigtet af alle. Men hvad er svigt egentlig for en størrelse? Hvor går grænsen for svigt? Bliver man svigtet, hvis kæresten aflyser en aftale, eller hvis ens forældre drikker for meget, og ikke kan tage vare på sit barn?
Jeg synes det er en svær grænse. Jeg føler mig tit svigtet, men aldrig i stor grad. Måske er det min dårlige selvtillid der gør at jeg har nemmere ved at føle mig svigtet.
Jeg føler mig tit svigtet af min far; han lover guld og grønne skove, men holder det ikke.
Vi var på skiferie og vi skulle stå sammen, men alligevel valgte han min søster.
Han havde lovet mig at vi skulle ud og spise sammen, men det er heller aldrig blevet til noget.
Og hvis man så har brug for sin bedste ven eller sin kæreste, så forstår de ikke en. Og når man så har allermest brug for at snakke ordentlig med dem, og har brug for at have nogle dage sammen med dem, så afslår de. Nogle mere høflige end andre. Den ene siger bare; jeg tror ikke det er i orden med mine forældre. De er ikke så glade i øjeblikket. Imens den anden siger det mere lige ud; jeg har ikke lyst.
Er det svigt? Når de ved at jeg har brug for dem, når de ved at jeg vil snakke med dem. Kan de så tillade sig at afslå mig på den måde? Det kan de vel, det er jo deres valg, og jeg kan godt forstå dem, hvis de ikke gider mig.
Jeg har ofte haft planer om at skade mig selv, og dette var et af de tidspunkter. Forstil dig, at du er helt uden venner, og jeg er totalt deprimeret, over alt. Mit selvværd er totalt nede, og jeg kan ikke se noget lyst i verdenen overhoved. Bortset fra min bedste ven og min kæreste. Det er de eneste personer jeg har lyst til at snakke med, selv mine forældre er ude af mit hoved, så man regner med dem, man regner med at de vil stå ved ens side, når de udmærket godt ved hvor svært jeg har det. Jeg har fortalt dem, at jeg er uvenner med mine forældre. Jeg har fortalt dem om mit dårlige selvværd, og jeg har fortalt dem om mit stress. Sådan en personlig ting som stress har jeg fortalt dem om. Men gør de noget, nej?
Jeg ved godt de ikke kan kurerer min deprivation, eller min stress, og jeg ved at det prøver at hjælpe mig, ved at sidde og sige; jeg synes du burde gå til psykolog, de kan sikkert hjælpe dig. Det kan de måske, men nogen gange har jeg bare brug for at de kan sige; jeg ved hvordan du har det, bare græd, jeg er her for dig. Eller bare lade vær med at sige noget overhoved.
Lige nu er de et sted langt borte, hvor jeg ikke kan nå dem, et sted jeg ikke kan se dem, men jeg har brug for dem her, her hvor jeg kan ligge armene om dem, og bar klemme til, og ligge og græde hvis jeg har brug for det, og vide at der vil komme trøstende ord ud af deres mund, om ikke andet vide at de føler med mig. Er det for meget at forlange? De siger de altid der er for mig, når jeg har brug for at snakke, men det er jo ikke rigtigt. Når jeg sidder her og græder og ringer til en af dem, for man bare at vide; jeg har ikke løst til at snakke. Det er sjovt nok altid når jeg er brug for at snakke, at de ikke vil snakke. Men når det er dem der har brug for det, så er jeg der altid for dem, om jeg vil det eller ej. Det kan da godt være at jeg er i dårligt humør, og ikke har lyst til at snakke, men jeg gør det da alligevel. De er mine venner, jeg vil gøre alt for at hjælpe dem, men det er åbenbart ikke gengældt.
Selvfølgelig ved jeg at de elsker mig utrolig højt begge to, og jeg elsker dem højere end noget andet. Så måske er det ret ondt at sidde og skrive det her. Og jeg tror ikke det er det jeg mener om det.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Følelsen af svigt er publiceret 06/04-2009 18:10 af Pernille Wilhjelm.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.