Ja det er bare mig ? Jeg har igennem længere tid - længes efter noget der var gået tabt, forsvundet eller bare var ” som i gamle dage ? ”. Det er lang tid siden, at jeg har været så overvældet af positive tanker ! Det er faktisk en rar fornemmelse, for sådan en som jeg – hvor det ikke sker så tit ?
Tror ikke at giveren var klar over den indvirkning hun havde. Turde ej heller at åbne helt op, for tænkt nu hvis - der ikke er plads til mig ! Vil ikke være for anmassende, eller tro at jeg er noget – bare fordi ?
Umiddelbart, så synes jeg ikke at noget forandret ved hende, men kan mærke, at det er der ved mig ! Jeg er ikke helt den samme som jeg engang var ! Mere tænkende - mere sårbar !

Var i dag en ” sippet ” medpassager - hele vejen til Sønderjylland og tilbage igen. Ikke noget at sætte fingeren på, men jeg følte mig konfus og usikker ! Den første og bedste at skyde med skarp på, var føreren ( min mand ). Ved at han bed frustrationen i sig, og lod intet mærke ! Har siden sagt, at ” han snart begynder at kalde mig Karen ”, og hvorfor det lige det – ” jo som karantæne. ” Så måtte jeg jo få det ud af det, som jeg ville ?

Har ingen af ungerne hjemme i morgen. Hunden og katten- bliver mit eneste selskab i det nye år ! Ungerne skal alle ud, og manden på arbejde. Uden at være melankolsk, så bliver det min første nytår alene siden 1986 !

Det har været en lang dag og jeg vil finde sengen, – uden at være bange for at vælte !