Hundrede af dem
Poul Brasch ...
7 år siden
Thoughts drifting away...
Katrine Søre...
11 år siden
Pause
Hanna Fink (...
10 år siden
Dagen tiltaget med 1 time...
Hanna Fink (...
10 år siden
Dagen tiltaget 5 timer og...
Hanna Fink (...
10 år siden
Skoddag
Suree Lio (L...
11 år siden
Gavl malet efter 3 års sk...
Peter
9 år siden
Hurra!
Halina Abram...
6 år siden
Desværre.....
Halina Abram...
6 år siden
Lidt jul og juleferie
Michala Esch...
15 år siden
Forberedelse til eksamen
Annabell Nie...
10 år siden
Et tomrum
Katrine Søre...
10 år siden
Husk at drømme en drøm i ...
Camilla Rasm...
9 år siden
Lyden af livet
Hannah White...
8 år siden
Det grå hår.
Ace Burridge...
11 år siden
Hvorfor er jeg så vred?
Neola
3 år siden
Long time - no see.
Jeg forlod for snart lang tid siden denne side, for at kravle ind i mig selv. Bygge en skal, en mur, en fæstning. Men plads kun til mig og mine drømme. Eller; hvad der var tilbage af dem. Så jeg tog stumperne, samlede dem omhyggeligt sammen, tog dem med mig og forskansede mig. Verden måtte klare sig uden mig for en stund. Eller i hvert fald uden hele mig. Jeg efterlod en tom skal der kunne tage sig af hverdagen; leve det liv der var blevet for meget, tage de stød, puf og slag der måtte komme; gå til grunde hvis det kom så vidt. Det vigtige, det essentielle, det lille lys, der var tæt på at gå ud, var pakket godt af vejen, uden for omverdenens rækkevidde.
I dag ved jeg det var et af de bedste valg jeg har truffet i mit liv. Turen nedad var ikke slut der; ej heller på sit højeste. Den fortsatte ud i det uendelige. Sådan føltes det i hvert fald. Den ene dag værre end den anden. Det ene slag hårdere end det andet. Som en spiral, nedad og nedad. Uden stop.
En dag blev det hele for meget; det hele kunne jo alligevel være lige meget, kunne ikke blive værre. Så jeg tog en drastisk beslutning; forlod det hele. Det tog nogle timer at pakke de vigtigste ting, og så forlod jeg ellers mit liv, som jeg kendte det. Vendte det hele ryggen og tog af sted. Tog en chance, greb fat i et lille spinkelt håb om.
Det blev til kulminationen på nedturen, enden på spiralen. Et direkte lodret fald det sidste stykke ned til bunden. Her befandt jeg mig så et stykke tid. Et godt stykke tid. Ikke et rart sted at være. Mange gange virkede det som en logisk løsning bare at give op, give slip. Men langt om længe fandt jeg en lille smule kræfter. Ikke mange, men nok til at gribe ud efter de små strå jeg kunne finde. Langsomt begynde at klatre op. Flere gange faldt jeg et stykke ned, men klatrede videre og videre. Mine drømme havde jeg stadig, de skulle med mig op af hullet, de skulle ikke gå til spilde.
Vejen op har været lang og hård, og den er ikke slut endnu. Men i dag ved jeg energien er godt brugt. Jeg kan se overfladen og befinder mig ofte over den. Selvom det sker jeg dykker ned under, kender jeg vejen op igen. Og jeg har mine drømme med, og de lever. Og det lille lys brænder med en større og stærkere flamme.
Det er hårdt at bygge op fra bunden, helt fra bunden. Men det er det værd. Det hele er det værd.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Vejen ned - og op er publiceret 30/05-2011 03:03 af Silje Tormentil (Silje).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.