...om tingene..?

Det handler igen igen om min gamle far.. Som er mere og mere vrissen på sine "gamle" dage..

Mor græder i armene på lillesøster med jævne mellemrum, og der kan gå uger hvor de ikke taler sammen..

Hvorfor?

Hvorfor er det så svært for mænd at indrømme skavanker og lignende sygdomme, hvorfor er det så svært at erkende? Er det ikke bedre at erkende, i stedet for at det ødelægger en hel familie?

Ødelægger en hel familie..

Min familie..

Det mest dyrebare jeg har..

For fanden, far!

Luk op og snak om tingene og fortæl os hvordan du har det?
Det ligger sikkert dybt i generne det med at beskytte og tage sig af, men vær nu stolt af det du har opnået og gear lidt ned?

Vi vil hellere have en glad far der erkender at han ikke er 25 længere, end en sur gammel mand der ikke gider tale med nogen af os, fordi han ikke er så rørig som han var engang?

I morgen skal jeg hjem!
Først op til farmor og farfar, så mormor og morfar, og så hjem!

Hvor Teak venter på at få sin hund tilbage, og derudover giver aftensmad..

Jeg har lyst til at pakke bilen og køre tilbage lige nu..!

Jeg kommer ikke tilbage for at blive blandet ind i det kæmpe-drama der tilsyneladende udspiller sig, men for at hygge..

Argh!

Måske er løsningen vitterligt ikke at komme?