Og så gik der lige 1½ år

Hjem igen
Salomon
4 år siden
Længe oppe.. :-)
RachelBlack
5 år siden
De fire vægge og pc'en.
Rudi Kouring...
3 år siden
Jeg hader - Kasper Lund.
Kasper Lund ...
2 år siden
Velkommen til oversprings...
Michala Esch...
6 år siden
Hundetyven.
Regitze Møbi...
5 år siden
Man kan nok ikke give mød...
Ace Burridge...
6 år siden
En aften med oplæsning, v...
Olivia Birch...
4 år siden
Tanker en søndag middag.
Ellen Tang S...
5 år siden
I aften ser vi Hobitten i...
Carsten Cede...
4 år siden
Kære natbog (X)
Olivia Birch...
4 år siden
En undskyldning til alle ...
Kianna Kitte...
1 år, 10 måneder siden
Sommer
Hanna Fink (...
5 år siden
Små og store fremskridt p...
Michala Esch...
1 år, 5 måneder siden
Alene i skyerne
Tine Sønder ...
7 år siden
Min novelle er blevet pri...
Kianna Kitte...
1 år, 5 måneder siden
feber
Kenny Raun (...
4 år siden
Op på den hest!
Bastian
6 år siden
Jeg har en plan
Halina Abram...
1 år, 9 måneder siden
Ligegyldige værdier - Kas...
Kasper Lund ...
4 år siden
Hun fik Cohen forærende
Olivia Birch...
2 år siden
Jeg googler
Tine Sønder ...
5 år siden
Hr Solsort
Peter
3 år siden
Lus og små ligkister
Regitze Møbi...
5 år siden
Skrible-maskinen kører ig...
Kianna Kitte...
1 år, 7 måneder siden
Like & del
Olivia Birch...
4 år siden
Dobbeltmoralsk miljøforkæ...
Merida Dunbr...
5 måneder, 5 dage siden
Kindfede og røvfuld!
Racuelle Hei...
4 år siden
Om sorgen...og post-weddi...
Sylvia Ebbes...
5 år siden
Flueknepperi- Healing
Bella Donals...
3 år siden
Gavl malet efter 3 års sk...
Peter
4 år siden
brænde
Peter
4 år siden
En sludder, hvis du kan l...
Racuelle Hei...
3 år siden
Bedstemor på dating.
Ruth Christe...
2 år siden
Kaos?
Per Z
5 år siden
Første kritik godt modta...
Bella Donals...
3 år siden
SSO - stress
RachelBlack
5 år siden
Græsken
Halina Abram...
1 år, 9 måneder siden
Vikinger på Bakken...
Kianna Kitte...
1 år siden
Træt af ustyrlige køtere....
Kianna Kitte...
1 år, 10 måneder siden
Gode karakterer og en for...
Camilla Ahle...
6 måneder siden
Koldt
Kenny Raun (...
4 år siden
Tror livet har fået stres...
Ace Burridge...
6 år siden
Byerne
Tine Sønder ...
6 år siden
Dagens Danmark.
Ruth Christe...
2 år siden
Toughest Race i København...
Kianna Kitte...
1 år, 8 måneder siden
Julegaden i Hinnerup...
Kianna Kitte...
1 år, 6 måneder siden
Det at blive mand
Ace Burridge...
6 år siden
Vikinge Power til Melodi ...
Kianna Kitte...
1 år, 4 måneder siden
Næsen i en bog.
Ruth Christe...
2 år siden
Hundesitter...
Kianna Kitte...
1 år, 9 måneder siden
Start?
Christian Ba...
4 år siden
Guds blinde øje.
Ruth Christe...
2 år siden
Det jeg gå og lav
Maria jayash...
4 år siden
Tvivl.
ceciliemarie
7 år siden
Guppy, vintertid, stjerne...
Mikala Rosen...
6 år siden
Udtrækssofa og ubarberede...
Victoria Wan...
3 år siden
1½ år siden jeg sidst skrev her. Utroligt. Mine sidste indlæg handlede om flytningen, tab af min hund, at 2 af misserne skulle finde nyt hjem også. Mit nye liv skulle starte. Væk fra den lille søvnige landsby, og ind til noget man næsten kunne kalde en storby. Flyttede ind i en lejlighed sammen med 2 misser, Tyson og Freja. Jeg havde store planer, ville starte egen virksomhed op og alt muligt. Ballonen revnede med et brag, ikke ret lang tid efter at jeg var flyttet. Mistede pludselig energien og magtede ingenting.

Jeg er senere blevet klar over at de store tanker og planer var pga. mani, min sygdom, så da manien dampede af, sad jeg tilbage som en tom skal, med en masse tab at skulle bearbejde og i en lejlighed i en by jeg knapt nok kendte, ingenting at tage mig til, men i øvrigt heller ikke rigtig havde energi til noget.

Det blev forår og min yngste datter som boede i Cairo, Egypten, meldte pludselig ud at hun havde det ad helvede til og gerne ville hjem. Om hun kunne bo hos mig, og jo det kunne hun da, selvom det kun var en 2-værelses lejlighed. Hun kom hjem i maj eller var det i april, kan ikke helt huske det.

I juli, faktisk lige nøjagtig på min fødselsdag, mistede jeg min gamle mis Freja. Hun havde været væk i 12 dage og egentlig havde vi afskrevet hende, troede hun var blevet kørt over eller sådan noget. Troede ikke vi ville få hende at se mere. Men stor var glæden da jeg en dag går ud af fordøren og pludselig hører et lille mjav, og hvem sidder der under busken, det gjorde freja! Åh hvor blev jeg glad! Jeg løftede hende omgående op og bar hende indenfor, og der fandt vi hurtigt ud af at hun var kommet slemt til skade. Det ene bagben var helt smadret, og der var noget galt oppe ved halen også. Skyndte os til dyrlægen med hende, men der var desværre ikke noget at gøre. Der var en meget lille mulighed for at kunne reparere hendes bagben ved en kompliceret operation der kun kunne foretages i Århus, men chancerne for at det kunne redde hendes ben var meget lille, og hun var for tyk og desuden 10 år gammel. Dyrlægen mente det nådigste ville være at lade hende sove ind. Men jeg ville ikke acceptere det, jeg tænkte at jeg havde set på tv hvordan dyr fik amputeret det ene ben og nemt lærte at leve med 3 ben. Men alle dyrlæger jeg snakkede med, mente det var en dårlig idé, bl.a. Frejas alder taget i betragtning. Freja lå 2 døgn hjemme på min seng, med mad og vand og toilet tæt på, jeg nussede hende og sov sammen med hende i de 2 dage, vendte og drejede alle de muligheder jeg mente der var, overvejede bare at lade hende leve med de 3 ben hun havde og lade det 4. ben gro sammen så godt det kunne, men den tanke fik min dyrlægen hurtigt fjernet, det ville med garanti betyde at Freja ville komme til at leve med store smerter i det dårlige ben. D. 28. juli tog jeg så beslutningen, at lade Freja sove ind næste dag. På min fødselsdag. Det var en frygtelig oplevelse. Hun kastede op igen og igen, og på et tidspunkt, lige inden sprøjten endelig gav hende fred, sendte hun mig et blik der rummede 1 spørgsmål: Hvorfor, mor?
Vil aldrig glemme det. Det var det eneste rigtige at gøre, ja, men det var forfærdeligt, og jeg var plaget af det blik hun sendte mig, i rigtig lang tid bagefter.
I dag er jeg kommet mig over det. Men jeg savner hende meget. Jeg er glad for jeg gav hende 2 dage hjemme inden turen til dyrlægen, de 2 dage var jeg tæt tæt på hende, og selvom hun havde smerter var hun så glad og spinnende, hun spiste og drak og virkede bare så glad over endelig at være hjemme.

Skæbnen ville, at i oktober måned fødte Frejas datter Sisse (som bor på pigernes bedsteforældres gård) 2 killinger, og jeg lagde straks billet ind på den ene. Hun bor nu herhjemme hos mig, i skrivende stund er hun 10 måneder gammel og bare så dejlig og smuk. Hun hedder Saga. I den nordiske mytologi havde gudinden Freja et barnebarn, Saga (datter af Ull og Idun), så dette skulle min nye mis, efterkommer af Freja, selvfølgelig hedde. Freja blev nemlig oprindelig opkaldt efter gudinden Freja, så det kunne jo slet ikke være anderledes, end at hendes barnebarn skulle hedde Saga.
Saga får ikke lov at komme ud, jeg tør simpelthen ikke. Synes jeg har mistet for mange misser på den konto. Den anden kat jeg har, Tyson, er ude og inde kat, det har han været vant til hele sit 5-årige liv, så det kan der ikke laves om på nu. Har ellers prøvet, men han går rundt og skriger og skriger indtil jeg lukker ham ud. Jeg tager afsked med ham hver gang jeg lukker ham ud, som var det den sidste gang jeg så ham. Man ved aldrig hvornår ulykken rammer.

I november sidste år mistede vi så også Zukis mor, Trine. Hun blev 14 år gammel, og døde efter ganske kort tids sygdom. Organerne gav ganske simpelthen op. Hun sov stille ind hjemme hos pigernes bedsteforældre hvor hun havde boet størstedelen af sit liv.

2011 var et svært år.

I dag bor jeg stadig i min lille lejlighed. Datteren er flyttet op til sin nye kæreste, så jeg er atter alene med mine 2 misser. Det var rigtig hårdt i starten, for havde vænnet mig ganske meget til at der altid var liv her. Pludselig var her bare tomt. Men har vænnet mig til det nu, og der er da mange ting ved det som jeg værdsætter. Og så har jeg jo mine misser til at holde mig med selskab *smiler skævt

Jeg har ikke noget arbejde, men min jobkonsulent er i gang med at finde et puljejob til mig, det er et fleksjob med store skånebehov. Jeg glæder mig til at komme i gang må jeg sige, for jeg keder mig ret så meget ved bare at gå hjemme. Trænger til at lave andet end sidde i sofaen og trille tommelfingre. Trænger til at bruge mig selv, og til at have mennesker omkring mig.

Jeg var indlagt en måneds tid her i sommers. Fik det bare gradvist dårligere hen over for-sommeren og tilsidst kørte min veninde og datter mig op på skadestuen og så blev jeg indlagt. Fik ect-behandlinger som hjalp men som fuckede min hjerne totalt op, kunne - og kan stadig ikke - huske ret meget, koncentrationen svigtede og alt muligt andet. De har siden min udskrivelse snakket om ambulante ect-behandlinger, som forebyggende, men jeg har sagt nej. Jeg vil umuligt kunne passe et arbejde, hvis min hjerne med jævne mellemrum skal svitses. Man er fuldstændig blank, nulstillet, efter de behandlinger. Det er meget ubehageligt.

Jeg har ikke så meget energi i denne tid. Går og bøvler med noget åndenød, det har jeg gjort et par måneder efterhånden. Var så slemt en overgang, at jeg tog på skadestuen nogle gange, og den sidste gang blev jeg indlagt nogle timer, hvor de tog en masse prøver, bl.a. røntgen af lungerne. og en masse blodprøver. Men de fandt intet der kunne forklare min åndenød. De snakkede så om KOL, så jeg var hos egen læge og fik målt lungefunktionen, men det så også fint ud, ingen KOL.
Jeg har det stadig, åndenøden. En gang imellem. Har fundet ud af at hvis jeg tager seroquel bliver jeg så søvnig og afslappet at åndenøden dels mindskes og dels falder jeg i søvn af træthed pga pillerne. Det er et skråplan. For når jeg tager pillerne fx til at sove på, er jeg bare totalt smadret hele næste dag, sover og sover og er helt udmattet og kraftesløs, og hvordan skulle jeg kunne passe et arbejde på den måde? Kan jeg jo ikke. Men tager jeg IKKE pillerne, mærker jeg åndenøden og får det gjort værre og værre fordi jeg panikker, er slet ikke i tvivl om at det er selvforstærkende. For når jeg nogle dage har gang i en masse, så mærker jeg ikke noget til åndenøden. Det kommer først når jeg begynder at tænke på det, og så bliver det værre og værre.
Har fundet nogle øvelser på nettet som jeg prøver at bruge, de hjælper nogen gange. Andre gange kan jeg overhovedet ikke abstrahere fra tankerne om åndenøden, og kan ikke koncentrere mig om øvelserne. 9 ud af 10 gange giver jeg op og æder nogen seroquel. Skråplan.

Lægerne mener det er angst der gir mig åndenød. Ved ikke om de har ret. Jeg er verdens største hypokonder, så jeg kan liste en masse sygdomme op som jeg muligvis lider af. Men forsøger virkelig at lade være med at tænke på det. Det er svært. For er man først hypokonder, føles alle symptomer meget virkelige og reelle. Jeg undrer mig til stadighed over at ens psyke er i stand til at producere symptomer på dit og dat. Men det kan den, det ved jeg den kan.

Nå men i morgen skal jeg i en ny bank. Vil nemlig gerne skifte bank. Har lavet en aftale med en rådgiver. Er så træt af min gamle bank, for de har stemplet mig som en dårlig betaler, fordi jeg har stået i rki. Og selvom jeg har betalt min gæld og ikke længere er registreret, bliver de ved. Kan ikke engang oprette pbs-aftaler. Det er temmelig træls, så jeg kunne godt tænke mig en bank der ville se på mig med friske, neutrale øjne. Men samtidig har jeg det sådan lidt...aaaaarhhggg....gider jeg nu alt det bøvl med konto-skiften, nyt hævekort, lære ny netbank at kende....osv. Og ikke mindst....lære ny pinkode. suk.

Nå, vil tænde for flimmerkassen.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Og så gik der lige 1½ år er publiceret 27/08-2012 19:18 af Kirstine Asbøl (lope).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.