Kære elskede Andreas.

Så blev det den 4. oktober igen.
Igen din fødselsdag, den 10. du ikke selv får lov at opleve :(

Hjertelig tillykke med de 27 år.
Ufatteligt hvor alle de år er blevet af, og især de sidste snart 10 år uden dig, og uden Mathias. Jeg synes da ikke, det er så længe siden, du lå i sofaen ved siden af mig, ret sent om aftenen, og bare ikke ville sove.

Havde du mon selv siddet med en lille vågen søn eller datter, om du havde fået lov at leve? Havde du boet her eller i Sverige, været tømrer?
Øv, der er så mange spørgsmål, så mange spørgsmål jeg ALDRIG nogensinde får svar på, øvøvøv !

Ja, det er snart 10 år siden, du blev taget fra os alle her, 10 år hvor der er sket så voldsomt meget - gad vide, om du kan følge med, jeg kan dårligt.
Men vi klarer os, dine skønne søstre oven i købet rigtig rigtig godt, så du dem med deres fine huer :)
Og jeg tager ud på forskellige skoler og fortæller om dit og Mathias's ALT for korte liv, i håbet om, de mange unge forstår, hvor farlige biler er, når man ikke tænker sig om. Jeg ved ikke om du bryder dig om at blive vist frem på den måde, jeg kan jo ikke spørge dig, men synes bare jeg er nødt til at gøre et eller andet, så andre familier ikke skal slås i stykker. Er det ikke et meget godt argument for at gøre det jeg gør??

Århh hvor ville jeg gerne kunne give dig et fødselsdagsknus, men jeg må nøjes med dette :( :(


De kærligste hilsener

mor