Jeg så en narkoman spise en Ben and Jerrys i dag. Sjælden har jeg set et så stort et opbud af koncentration. Udfordringen faldt i to akter. Først, med den uduelige medfølgende lille pindeske, at få udmejslet et mundret stykke Fairly Nuts i det hårdt frosne bæger. Siden at få det den lille himmerrigsmundfuld balanceret op til og ind i munden med abstinensrystende hænder. Det lille fiks lykkedes, og var for narkomanen sikkert ti gange så kompliceret som at fikse i halspulsåren, men hvor Ben and Jerrys for andre dødelige er garant for et happy high, er jeg ikke sikkert på at vores ven her fik så meget ud af det.

Jeg er selv ved at udvikle et hazaderet isforbrug. Måske jeg burde trappe ned på noget sorbet - isverdenens metadon.

En uges ferie er næsten gået. Jeg holder staycation. Jeg er ved at have en fin brun farve, det eneste der ødelægger det hele lige nu er mit besøg hos frisøren i tirsdags. Jeg sagde, jeg skulle have klippet spidserne og hun choppede halvdelen af min manke af. Nu bliver jeg i kontant lidt dårlig stemning, hvergang jeg føler efter mit fantomhår, og jeg kan se de afsablede lokker ud af min øjenkrog. Damn, en dum kusse. Well, måske er det også bare fordi jeg generelt er i sådan et svingende humør. Jeg læser en masse, jeg skriver en del.

På den gode side, så har jeg fået skrevet og redigeret en hel del på det, som muligvis en skønne dag bliver til en roman. Redigering er en bitch. Det tager tid. Men det er også der, hvor man opdager, hvor de gode ting er. Jeg har oplevet at finde ting frem fra gemmerne, og tænke: "det der, det har jeg da ikke skrevet, har jeg?" - det er de gode ting, der tåler gennemlæsning efter gennemlæsning. Flere af de dårlige ting synes jeg var virkelig geniale i gerningsøjeblikket, og ved senere gennemlæsning tænker jeg "lort, lort, lort".

Jeg skulle have været på kanalrundfart med Slipsedrengen i dag. Efterhånden som jeg har mistet tålmodigheden og lukket ned for interessen har han været mere og mere på. I går skrev han så og spurgte, om vi ikke skulle lege turister og tage på kanalrundfart i dag. Min første indskydelse var at sige nej. Men jeg er åbenbart den eneste, der er faldet for den nymodens opfindelse, der hedder staycation. Alle andre er fordampet eller stukket af, til varmere himmelstrøg eller til landets fjernere kyster - uge 29 i Skagen, Musik i Lejet eller Henry's Dream. Jeg føler mig som en slags mand over bord efterladt, her i København. Ergo, forlod jeg min første indskydelse, og tænkte at en hyggelig lille kanalrundfart, med vind og sol i ansigtet og måske en dåsebajer i tasken, vel ikke kunne gøre skade. Vi fik lavet en lidt løs aftale, der gik på, at vi skulle mødes i Nyhavn ved halv firetiden. Kl ca tre da jeg til fods er begyndt at bevæge mig ind i byen, skriver Slipset, at hans arbejde lige har haft ringet, der er noget han må ordne akut, om vi kan udskyde til næste uge. Jeg blev en blanding af skuffet og irriteret, og kom frem til, at jeg ikke orker at lave en aftale i næste uge. Jeg gider ikke spilde mere tid på ham. Hvorfor, hvis det bare var et par timers arbejde, skulle det så vente til næste uge? Endte med at skrive, om vi ikke bare skulle glemme det, om det alligevel ikke allerede var løbet lidt ud i sandet, og at vi sikkert ses til B's fest her i start august. Han lød skuffet da han skrev tilbage og nævnte, at han ikke synes, jeg var til at blive klog på. Og det er jeg muligvis ikke, men det er han dælme heller ikke. Anyways går jeg og savner lidt på For Bekendt, jeg har meget mere lyst til at hænge ud med ham i sommer-København og nusse hans sparsomme hårvækst.

Men med For Bekendt er det kompliceret. Den første komplikation er at vi har 'kendt' hinanden gennem mange år og begge er del af en stor sammentømret omgangskreds. Anden komplikation er at han er kommet ud af et forhold, han stadig følelsesmæssigt hænger fast i. Tredje komplikation er, at der vist ikke er nogen af os, der er very big on communication.

Jeg føler det som om, at der er et uskrevent, ikke forhandlet regelsæt imellem os. Vi er kun sammen, når vi mødes mere eller mindre tilfældigt i byen. Vi skriver ikke sms'er/chatter på FB med hinanden imellem disse møder. Vi har altid kun sovet hos mig (den regel blev brudt sidst på hans foranledning). Vi hænger gerne ud til langt op på dagen, når vi er sammen, men spiser ikke morgenmad sammen. Jeg føler, at det er ham, der har sat reglerne. Og mig som fornemmer og forsøger at følge dem. Nu har jeg lige siddet og nedstirret hans online tilstedeværelse på Facebook og forsøgt at telepatere "skriv, skriv, skriv", samtidig med at jeg forsøger at tage mod til mig og skrive den enkle og ikke for farlige besked: "skal du ud i morgen", men da selvtilliden endelig er ved at være iført ja-hat, logger han selvfølgelig af.

Men den her situation med Slipset har hensat mig i en tristhed, som var helt uforudset, da jeg skrev mit svar. Jeg føler mig ensom, jeg føler det måske var en fejl, at lukke den så definitivt, jeg føler mig ond over måske at have skuffet et andet menneske, hvis til tider irriterende kommunikation måske udspringer af usikkerhed. Jeg tog i parken og læste Franzens Korrektioner i stedet. Jeg mødtes med Bobben på Kaffebar og gav ham hans Camus 'Pesten' tilbage og fik iøvrigt afløb for al min indre pest.

I morges ville jeg have trænet, i aften ville jeg have løbet. Istedet tog jeg i Netto og købte to skumbananer, koldskål, en chokofant og en pose Malaco stjerner og guffede det hele mens jeg læste flere Korrektioner. Derefter tænkte jeg at NU ville jeg løbe, men i stedet knappede jeg en flaske rødvin op og gav mig til at skrive. Fuck.