Jeg er bare mig.
Adhd for fuld hammer.
Engang sagde psykologen at jeg var inteligent, men alt for urolig, til at bruge mit hoved fornuftigt.

Om lidt er jeg 25 år. Stadig pigen bagerst i klassen. Jeg forsøger, at dæmpe mig. Forsøger at sidde stille. Jeg forsøger stadig at passe ind, men jeg har aldrig lært hvordan.

Min bachelorvejleder sagde igår, at han var overrasket over at se mig. Da jeg spurgte hvorfor, svarede han at skolesystemet bare ikke er skabt for sådan nogle som mig. Selv før han sagde det, vidste jeg, at jeg nok ikke, bør satse på en kandidat. 2 år mere, med undervisning i et klasselokale. Artikler på engelsk. Fysiologi, anatomi, biokemi. Det er ikke mig. Så jeg stivner, hver gang, nogen spørger ind til hvad, jeg skal efter januar. Jeg ville ønske jeg var anderledes. At jeg kunne være en af dem, der passer ind i systemet.

Istedet er jeg stadig bare pigen bagerst i klassen, men jeg er blevet støre nu.
Så hvad gør jeg nu?