3 år siden

Lidt bange......

Det vil ikke slippe mig :...
Gittepigen
7 år siden
Tag et lyn.
Regitze Møbi...
6 år siden
haft en stille weekend
Martin Micha...
1 år siden
8 års fødselsdag.
Peter
7 år siden
Omkring hæmninger, frække...
Kianna Kitte...
3 år siden
Smil grill og musik 2020
Martin Micha...
2 måneder, 3 dage siden
At være en skaldet kvinde...
Kianna Kitte...
3 år siden
Vinter på vej
Mikala Rosen...
8 år siden
Det aktive...
Poul Brasch ...
8 år siden
Udstilling
Hanna Fink (...
7 år siden
Guldbryllup
Hanna Fink (...
1 år, 8 måneder siden
En bid af hverdagen.
Hanna Fink (...
2 måneder, 15 dage siden
ser, lytter og styrer
Sune Yttesen...
3 år siden
Oktober
Camilla Rasm...
7 år siden
ulovligheder
Sincedawnofm...
7 år siden
Dancer in the Dark.
Camilla Rasm...
2 år siden
Min første dag på fyldepe...
Wonderadult
8 år siden
Vægttab og jobsøgning
Racuelle Hei...
2 år siden
Ferieslut
Hanna Fink (...
6 år siden
Tankers paradis?
Katrine Søre...
7 år siden
Hverdagen
Hanna Fink (...
6 år siden
Apatiske gentagelser - Ka...
Kasper Lund ...
5 år siden
Poetry slam
Martin Micha...
1 år, 6 måneder siden
Dagen idag virker langsom
Kellany Bram...
7 år siden
Et lille hjerte krydser m...
ingelnielsen
7 år siden
Livsperspektiv
Flickarocks
6 år siden
Punkeren er tilbage....
Kianna Kitte...
2 år siden
Drømme
Salomon
5 år siden
Hvad er det med kvinder??

Min kæreste syntes at det lidt hårde liv jeg lever, dengang var et tiltrækkende træk hos mig,da vi mødte hinanden sidste sommer. At jeg kører motorcykel, er spontan, kan sidde kl 14 en eftermiddag om lørdagen og pludselig finde på at tage til koncert i Hamburg, fordi jeg lige opdager et fedt navn spiller dernede. Jeg er medlem af en MC klub - vi bærer rygmærker, men er udover det ganske almindelige mennesker med en fælles passion for motorcykler. Vi tager til træf, hygger os sammen med andre ligesindede og begiver os på intet tidspunkt ud i noget kriminelt. Det tolereres ikke - og det gør spirituskørsel heller ikke.

Hun fandt det "lidt farligt" på den tiltrækkende måde i starten... i starten...

NU er den helt store transmorgrifning fra farlig og koncert, - og festglad weekendrocker til husfar med grå striksokker startet. Jeg må forsvare mit valg af venner, mit valg af interesser (MC-klubben), jeg må forsvare en verdensomspændt tradition der er blandt bikere - at bære vest med rygmærke (spejdere bærer sgu da også uniform) - hun kalder det for "noget man bærer i bander". Forleden måtte jeg forsvare min familie som hun ikke har mødt endnu. Hun skulle have været med ovre og møde mine forældre i februar, men min far har kræft og den har bredt sig til hans hofte. Og så var det at dén brækkede i januar og vi måtte udsætte turen over. Det faldt hende noget for brystet og antydede at jeg trak mødet bevidst ud??

Det er små ting - hendes positive sider er mange og de er store. Men det er hendes meninger også og dem holder hun ikke for sig selv. Hun er på mange områder rigtigt sund for mig - holder mig på mange rigtige planer lidt nede på jorden. Og så må jeg jo lære at være lidt modstandsdygtig overfor de meninger og fordomme hun har om mine venner og mine interesser.

Den diskussion er udestående, men den presser sig hårdt på.

Vi har talt om at flytte sammen - i mit hus. Det er ædelt af hende, et mega statement, da det er hende der løber samtlige riskoer ved at gøre det. Hun skal have sin datter med og hun skal så skifte skole. Og jeg kan til enhver tid kyle dem begge ud, hvis konstellationen ikke lige passer alligevel. (Sådan er jeg selvfølgelig ikke - det er rent hypotetisk).

Og det ville på alle planer være en win win at de rykkede ned til mig. De begge vil gerne ud på landet og jeg får noget liv i mit ret store hus med en hel masse værelser som slet ikke bliver udnyttet. Og så er det da trygt og fedt at bo sammen.

Der er bare et lille "men": Jeg har nu boet alene i huset i 1½ år - og selvom det var sindsygt svært i starten, så er jeg begyndt at trives temmeligt alvorligt fint med det. Og når snakken falder på sammenflytning, så får jeg fornemmelser af at blive kvalt. Jeg har enorm albueplads lige nu. Kan gøre hvad jeg vil, rode som jeg ville (jeg er udpræget ordensmenneske) - jeg kan se det i Tv jeg vil. Jeg kan høre den musik jeg vil - lige så højt jeg vil, jeg kan tage på druk når jeg vil, jeg kan tage med klubben når jeg vil. Og så kan jeg sgu også sidde og søbbe god rom når jeg vil... og ligeså megt jeg vil... lige til jeg segner (yderst sjældent det sker - højest én gang om året).

Alt det slutter hvis hun og datteren flytter ind. Til gengæld er vi i nærheden af hinanden hele tiden, alle de logistiske udfordringer forsvinder, vi kan sove sammen hver nat og vi kommer nok også det allersidste skridt nærmere hinanden. Og det tvinger mig nok også til at komme lidt mere ud af busken - rent følelses-kommunikationsmæssigt. For der lever jeg trygt og godt i min lille osteklokke lige nu, til hendes store frustration. Jeg kan se ALLE fordele ved at flytte sammen - mest af alt fordi jeg elsker hende som hun er og med de meninger hun har. Det er bare forventningsafstemninger der skal på plads der. Jeg ser ALLE fordele og kun én bagdel: Jeg bliver indskrænket. Mine vinger bliver stækkede, jeg skal til at tage ansvar for andre end mig selv.

Og det gør mig sgu lidt "bange". Jeg tror hun har luret den - hun er lige flyttet til en by der ligger lidt tættere på mig end før. Og hun er begyndt at fikse sin have til langtidsbrug, så noget kunne tyde på at hun nok giver mig lidt mere tid til at vænne mig til tanken om at blive fuldtidspapfar (som jeg ikke har været i over 10 år).

Jeg bliver sgu nødt til at snakke med hende - og løbe risikoen for at skræmme hende væk med al min uansvarlighed...

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Lidt bange...... er publiceret 25/04-2017 19:30 af Dus.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.