Når man ikke kan gengælde følelser...

Hej med jer!
vintergækken
7 år siden
Første indlæg og ny tid
Miriam Lidbe...
3 år siden
Dagen er tiltaget med 3 t...
Hanna Fink (...
7 år siden
Sikke en dag
Ruth Christe...
3 år siden
At være en skaldet kvinde...
Kianna Kitte...
2 år siden
At skrive
Josephine Lø...
5 år siden
Min russisk ven
Halina Abram...
2 år siden
Jeg gør det snart
H.P Moeller
3 år siden
Forberedelse til eksamen
Annabell Nie...
6 år siden
Lidt af hvert...
Kianna Kitte...
2 år siden
poop
Regitze Møbi...
6 år siden
Op på den hest!
Bastian
7 år siden
Gennem et slør af rubinrø...
Olivia Birch...
5 år siden
Fuffy til 100-årsfødselsd...
Michala Esch...
10 år siden
Jeg inklinerede som det s...
Olivia Birch...
4 år siden
Dag nr. 5 på fyldepinden....
Gaffa Brandt
7 år siden
Kender I det?
Hanna Fink (...
6 år siden
Længe oppe.. :-)
RachelBlack
6 år siden
Verdens smukkeste foto
Ace Burridge...
7 år siden
Ingen sejr til vikingerne...
Kianna Kitte...
2 år siden
...Og blodet flød.
Kianna Kitte...
3 år siden
Hurry up!
Julie Vester...
6 år siden
Et digt
Peter Munk (...
6 år siden
Cykelmareridtet og satans...
Carla Krogh ...
5 år siden
ægte skriveglæde
Jette Peters...
3 år siden
Godt nytår, velkommen 201...
Kianna Kitte...
2 år siden
Den gamle gartner
Peter
5 år siden
Vi har fået altaner i vor...
Ruth Christe...
3 år siden
Den der følelse i kroppen
Tenna Herman...
7 år siden
Et liv i miniature
Cecilie Regi...
7 år siden
Resume af projekt SØNDAGS...
Martin Micha...
10 måneder, 15 dage siden
Så her er jeg.......
Anonymusmama
2 år siden
Shoppingtur til Randers.
Ruth Christe...
3 år siden
How it all began...
Shirley Shei...
5 år siden
Lodret vask med rivejern
Victoria Wan...
5 år siden
Hverdag igen
Michala Esch...
7 år siden
Introduktion til mig
Anne Olsen (...
5 år siden
sulten
Sunstar31
5 år siden
Besvær med at finde rundt...
Bella Donals...
4 år siden
Påske
Hanna Fink (...
4 år siden
Hej med jer,

Der er den her gut, M. Jeg mødte ham igennem en fælles ven og vi har ikke kendt hinanden længe. Men ved første øjekast har han åbenbart deklareret til sin bedste ven, at jeg bliver kvinden der "føder hans børn." Hvilket selvfølgelig når tilbage til mig, da det er en ganske lille venneflok og rygter spredes hurtigere end i Paradise Hotel (ikke at jeg ser det lort) - han har endda sagt det direkte til mig og selv om han var fuld, så ved jeg at han desværre mener det. Fra fulde folk og børn skal man høre sandheden. Er det ikke det man siger? *dybt duk*

Nu er det ikke fordi det ikke er flatterende, men jeg er bare overhovedet ikke interesseret. Og det har som sådan ikke noget med ham at gøre. Jeg har bare besluttet at forblive single for livet og har ikke datet i de sidste seks år. Der skulle kun nogle ganske få forhold til - med mænd såvel som kvinder, før det stod klart for mig at jeg er den bedste version af mig selv, når jeg er single.

Jeg kan lige så godt sige det som det er, jeg er selvisk. Jeg er ikke god til at dele min plads, til at kommunikere eller til at gå på kompromis. Jeg kan godt lide at gøre tingene på min måde og ikke skulle tage hensyn eller ansvar for andre end mig og mine dyr. Der er bare nogen af os, der ikke er bygget til parforholdets rammer. Vi er gjort af en anden støbning. Og det er okay.

Det betyder ikke, at jeg ikke kan blive vanvittigt forelsket og totalt drukne i det der "honeymoon" stadie, men det holder ikke særlig længe før det aftager sig (for begge parter) og jeg begynder at blive irriteret på personen jeg er sammen med, mens de bliver enormt frustrerede når jeg ikke indordner mig.

For de prøver altid at ændre mig. Jeg er aldrig bare nok. Jeg skal helst pludselig passe ind i deres skema og leve mit liv som de gør med faste spisetider, faste sengetider, faste rengøringsdage. Ting jeg bare slet ikke kan leve op til. De vil have børn og hus og hund og et lille hvidt stakit - og det eneste jeg har at tilbyde, der passer ind i det scenario er hunden.

Det er i hvert fald ikke mig selv. Jeg har ingen faste rytmer eller rammer, jeg gør hvad der passer mig, når det passer mig. Jeg er en fri fugl der går mine egne veje og jeg ønsker ikke børn. Der er nok en grund til at jeg er nået de 34 år og stadig er barnløs. Det er ikke en tilfældighed, det er fuldstændig med vilje. Ikke at jeg hader børn eller noget, men de har dog altid været mere eller mindre ligegyldige for mig. Jeg er ikke typen der falder i svime over en baby, faktisk har jeg aldrig holdt en baby i mine arme - eller haft lysten til det. Jeg opsøger det ikke og det fungerer fint for mig. Jeg er meget mere til dyrebørn. Når jeg ser en hundehvalp eller kattekilling smelter jeg helt igennem gulvet og skal hen og kæle med dem. Jeg er ikke egnet til at være mor for andet end dyr. Og jeg ved det. Jeg føler ingen skam ved det heller ej, det er hvad det er.

Anyway, jeg har været helt åben og ærlig fra starten af med den her mand. Og han har sagt at han har forstået det. Men det har han jo ikke. Han opsøger mig hele tiden, vil gerne komme forbi hele tiden, fortæller sine venner at han vil gøre alt for at score mig, køber gaver til mig og løber ærinder for mig - vi bor i den samme by og endda kun ganske få kilometer fra hinanden, så det gør det hele lidt nemmere for ham hele tiden at kunne være her.

Det kulminerede så forleden nat da jeg pludselig får en besked om at han har efterladt en "lille ting" udenfor min dør som han håber vil opmuntre mig lidt, fordi han ved jeg har det skidt. På dørtrinnet finder jeg så en "ikke så lille ting" - der står en kurv fyldt med gaver og min kæbe falder ned på gulvet.

Det er jo helt vildt altså. Jeg forstår ikke hvorfor den her gut er single, han er en fangst. Han behandler mig som en prinsesse, er altid hjælpsom, altid betænksom, altid opmærksom og så gør han sådanne romantiske ting som at sætte en komplet care package sammen til pigen han kan lide, bare fordi hun har bitchet lidt over pms kramper på Facebook. Hvis han bare ville afsætte halvt så meget tid til at score en han faktisk kan få, så ville han havde den pige viklet om sin lillefinger på et øjeblik for der er satme ikke mange mænd som ham. Ikke hvad jeg har oplevet i hvert fald. Ridderligheden er død. Eller det troede jeg. Og så kommer M pludselig ridende ind på sin hvide hest med chokolade i favnen. Seriøst, jeg ved ikke hvordan jeg ville have overlevet de næste par dage uden de snacks han kom med. Ladies, i ved hvad jeg taler om. Pms cravings are a bitch - må æde, må æde, må æde og så æde noget mere.

Jeg har faktisk ret ondt af ham, for jeg ved jeg aldrig kan blive tiltrukket af ham. Selv hvis jeg ville date, så er han overhovedet ikke min type. Jeg har dårlig samvittighed over det her, selv om folk omkring mig bliver ved med at fortælle mig, at jeg ikke gør noget forkert. Jeg har jo været ærlig om alting fra starten. Alligevel føles det ikke...rigtigt. At tage imod alle de her ting fra ham. Uanset hvad han påstår, så ved jeg jo at det ikke bare er venskab han ønsker. Jeg kan ikke lade være med at føle at jeg udnytter ham lidt...og det er ikke en rar følelse. Det får mig lidt til at væmmes ved mig selv. Jeg har altid haft et ret stabilt kompas når det kommer til rigtigt og forkert. Noget mine forældre har indstillet i mig fra en meget ung alder. Jeg har derfor stærke overbevisninger og en samvittighed der ikke vil lade mig slippe afsted med noget. Og hvis den straffer mig nu så er det jo nok fordi der er noget galt med det jeg gør. Sådan er det jo som regel. Og man bør lytte til sin intuition.

Jeg ved bare ikke rigtig hvordan jeg skal håndtere det. Det er lidt en delikat situation. Jeg bryder mig ikke om at såre folk og jeg ved der ikke er nogen måde at undgå det på her. Det får mig nok til at stikke hovedet lidt i sandet. Jeg er en kylling og jeg ved det. Jeg har ikke lyst til at have den svære samtale med ham for jeg er ikke ret god til konfrontationer. De gør mig ubehageligt til mode. Et eller andet sted tænker jeg også, at det måske bare er bedre at lade som ingenting og lade ham leve i sin lyserøde boble indtil han selv indser, at det er en håbløs mission han har begivet sig ud på.

Vær hilset,
Kianna

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Når man ikke kan gengælde følelser... er publiceret 25/07-2017 02:15 af Kianna Kitter Rasmussen (KiannaKitter).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.