1 år, 10 måneder siden

At føle sig udenfor...

I korte glimt...
Marlene Gran...
6 år siden
Spoken Word Festival 2014...
Kenneth N. C...
4 år siden
På vej hjem
Halina Abram...
1 år, 9 måneder siden
Dyssocial og Narcissistis...
Ida H. Celan...
6 år siden
Det er sjovt
Katrine Søre...
6 år siden
Kære
Halina Abram...
1 år, 9 måneder siden
Gode karakterer og en for...
Camilla Ahle...
6 måneder, 3 dage siden
Næste stop: normalitet
Syrene Hvid
5 måneder, 18 dage siden
I'm not perfect and I kno...
MysteriousGi...
6 år siden
Onsdag
Hanna Fink (...
5 år siden
Split mig ad - Kasper Lun...
Kasper Lund ...
3 år siden
Rich's og kaffebønner bla...
Camilla Rasm...
4 år siden
Dagen tiltaget 2timer og ...
Hanna Fink (...
6 år siden
Ligegyldige værdier - Kas...
Kasper Lund ...
4 år siden
At skue hunden på hårene
CamillaJe
6 år siden
En god aften
Bastian
6 år siden
Fifty shades of fuck-up
Tine Sønder ...
6 år siden
Transpsarante mennesker -...
Kasper Lund ...
3 år siden
Jeg er blevet moster...
Kianna Kitte...
1 år, 7 måneder siden
Om at spise æbler som Bor...
Olivia Birch...
4 år siden
Spaden, og Distortion - K...
Kasper Lund ...
3 år siden
Hej med jer,

Idag er en dum dag. Det er lørdag, folk er til fest og jeg er ikke inviteret. Og jeg ved jo godt hvorfor og at de ikke prøver bevidst at udelukke mig fra fællesskabet eller mener det på nogen ondskabsfuld måde. Men for helvede, det føles bare ikke godt.

Jeg keder mig og tjekker FB og kan se hvor meget de hygger sig og imens er jeg helt alene, sidder og stirrer ind i væggen. Og spekulerer på hvorfor jeg torturerer mig selv på denne måde? Jeg behøver jo ikke glo på det. Og det er jo ikke engang fordi jeg kunne være taget med, selv hvis jeg var blevet spurgt, det ved alle, men...jeg ville bare gerne spørges alligevel, så jeg i det mindste kunne tage stilling og sige "Nej, det kan jeg desværre ikke, men tak fordi i tænkte på mig." I stedet for bare at blive fuldstændig ignoreret.

Men det passer jo heller ikke. Jeg er ikke 100% ignoreret. M skriver til mig uafbrudt. Han er fuld. Jeg ved ikke hvad der foregår imellem ham og jeg. Den sidste uge er der sket eller andet i mit hoved og tankegang omkring os. Og ja, der er åbenbart et "os" nu. Jeg ved bare at lige i skrivende stund, så ville jeg ønske han var her hos mig. Det er noget forbandet lort. Et skråplan jeg ikke ville ud på og som jeg har formået at beskytte mig selv imod i så mange år efterhånden. Og nu er der en eller anden idiot, der har sneget sig ind bag muren. Jeg hader det. Jeg hader at jeg lader til at være ved at miste kontrollen. Både over mig selv og mine følelser. Især når jeg har kæmpet en brav kamp for at holde alle på sikker afstand. Hvad fanden sker der?

Men jeg ved jo i bund og grund heller ikke om det er fordi jeg virkelig savner ham, om jeg bare har det underligt med at han har det sjovt med nogle andre eller om det simpelthen er fordi jeg er lidt jaloux over at han var inviteret, når jeg ikke var. Hvilket er totalt idiotisk, for han har kendt dem meget længere end jeg har, så selvfølgelig er han inviteret. Det er deres tradition, noget jeg ikke er en del af. Og jeg har fuld forståelse for det. Men samtidig...av. Det gør altså ondt et eller andet sted indeni, som jeg ikke kan definere. Det er jo desværre bare en del af den menneskelige natur. Det er menneskeligt at føle. Men fuck, hvor er det nederen at man ikke bare kan slå det fra af og til.

Jeg ville ønske jeg kunne være ærlig omkring alt dette, åbne op og dele mine tanker med dem, i stedet for bare at sidde her og gylpe en masse sorte ord op på en hvid side, alt imens den ene FB opdatering efter den anden tikker ind. Jeg har så meget at sige, men jeg er samtidig stum. Helt handlingslammet.

Igen går det tilbage til det faktum, at jeg ikke kan håndtere konflikter. Jeg vil for alt i verden ikke gøre dem utilpas på nogen måde og samtidig så ved jeg jo også godt, at jeg ikke har nogen ret til at beklage mig i denne situation. For det er bare ikke mit domæne - min bedste veninde hører til der, men jeg gør ikke. Og det er det mest mærkelige scenario. Unaturligt, på en måde.

Men det ændrer ikke ved, at jeg ikke bare kan mase mig ind på et territorium, hvor jeg simpelthen ikke hører hjemme. Det ville være akavet og jeg ved det godt. Jeg...VED...det. Jeg er udmærket godt klar over hvor urimelig jeg er.

Men følelser er ikke altid logiske og jeg ville bare gerne have været spurgt.

Vær hilset,
Kianna

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget At føle sig udenfor... er publiceret 05/08-2017 18:50 af Kianna Kitter Rasmussen (KiannaKitter).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.