At klone sit dyr...

Dejlig påske og stæren fl...
Mikala Rosen...
11 år siden
Fuglene
Hanna Fink (...
7 år siden
Det grå hår.
Ace Burridge...
7 år siden
Svampe.
Ruth Christe...
3 år siden
Romanskrivning!!
Pernille S. ...
5 år siden
Hinkestenens anatomi
Olivia Birch...
5 år siden
En sodavandsmaskine for e...
Olivia Birch...
5 år siden
Selvudvikling et moderne ...
Bella Donals...
3 år siden
Tilbage for en kort bemær...
Kasper Lund ...
3 år siden
Den Forkerte Chili.
Kenny Raun (...
5 år siden
Ved du hvor dit barn er?
Kianna Kitte...
2 år siden
Sommerferie i Danmark
Marie-Christ...
3 år siden
Kære natbog (XI) – zombie...
Olivia Birch...
4 år siden
Anden dag på Fyldepinden
Gaffa Brandt
7 år siden
11 dag på fyldepinden og ...
Gaffa Brandt
7 år siden
Kaos, vrede og kærlighed
Line Ley Jen...
2 måneder, 17 dage siden
Body Sds
Ida Hansen (...
2 år siden
Stine og mormor.
Ruth Christe...
3 år siden
Træning
Ida Hansen (...
1 år, 10 måneder siden
Hopeless..
MysteriousGi...
7 år siden
Biluheld....
Kianna Kitte...
1 år, 4 måneder siden
folkeskolegensynsfest
Peter
6 år siden
Storskrald
Hanna Fink (...
3 år siden
Velkommen til oversprings...
Michala Esch...
7 år siden
Hej med jer,

Jeg faldt over et program på Youtube igår, der hedder "I Cloned My Pet." Det er åbenbart en mulighed nu hvis man sender levende celler fra sit dyr til et laboratorium i Korea og betaler omkring 300.000 kr for det. Hmm. Så det kan man.

Jeg ved der sikkert er mange i lille Danmark, der vil gå helt i spagat af forargelse over det her og afvise ideen med det samme, men eftersom jeg er mig, så var min reaktion mere en nysgerrig og fascineret interesse.

Jeg blev nødt til at vide mere om det, så jeg så hele programmet og det lykkedes faktisk de her mennesker, at få en identisk hvalp ud af det - eller flere. De implanterer omkring 5 levende fostre per gang ind i en surrogat mor og så håber de, at i det mindste en af dem overlever. Det er åbenbart en smule tricky at få til at fungere, men de er blevet en del bedre siden det show fra 2012 - ja, jeg fandt laboratoriets hjemmeside og læste lidt om det.

Det er et meget interessant koncept. Ikke et jeg umiddelbart er modstander af, af princip. Jeg mener, jeg forstår de her menneskers tankegang. Hvis der findes sådan en ting som soulmates her i livet, så er min hund min. Platonisk soulmate, selvfølgelig. Føler mig nødsaget til at nævne det, da jeg er meget tæt med min hund og folk tit gerne VIL misforstå det. Suk. Griseri.

Men når det så er sagt, så er han alt for mig og jeg er alt for ham. Hele mit liv roterer om ham, så hvorfor skulle jeg ikke kunne få ham tilbage når han dør, hvis jeg nu kan? Hvad er problemet? Tænk hvis man kunne leve hele sit liv med den samme hund? I stedet for 1 livstid på maks 15 år med dem, så får man måske 5 eller mere? Hvor fantastisk ville det ikke være?

Jeg forstår ikke folks harme over det her. Det rager jo ikke andre. Når det kommer til stykket, så er det i bund og grund noget imellem en selv og ens hund og ikke nogen andre. Folk behøver ikke forstå det, men de bliver nødt til at acceptere at det findes og at der er folk hvis største drøm er det her.

Jeg føler igen, at der er religiøse grunde der spiller ind med hensyn til folks had til det. Kommentarerne på Youtube taler deres eget tydelige sprog: "Gud mener det er forkert." Åh, for helvede, tænker jeg. "Gud eksisterer ikke, lad dem dog have deres elskede nye (gamle) hunde i fred." Samfundet har så travlt med at dømme alting. Det er til at brække sig over. Stop nu.

Det her er et videnskabeligt biologisk mirakel. Hvis folk leder efter Gud, så er forskerne her da det tætteste de kommer. I fucking love science!

Der er altså nogen af os der har et lige så stærkt bånd til vores dyr, som vi har til mennesker eller endda stærkere. Spooky er mit barn og ville jeg bringe ham tilbage når han døde, hvis jeg kunne og havde pengene? Hell yeah. Og det skammer jeg mig ikke over at indrømme. Han er mit et og alt her i livet. En tilværelse uden ham er slet ikke noget jeg kan forestille mig. Og jeg glæder mig ikke til den dag han dør og jeg bliver nødt til at leve det.

Min depression vil nok komme tilbage og jeg vil sikkert falde ned i en spiral af selvmordstanker. Men jeg må jo krydse den bro når jeg kommer til den. I det mindste er jeg forberedt, så at sige. For jeg kender 100% mit eget reaktionsmønster. Jeg har aldrig håndteret tab af kæledyr godt, jeg lukker helt ned. Jeg har prøvet det igen og igen igennem livet, men Spooky er min første hund og jeg har aldrig været så tæt med et dyr i mit liv, ikke engang min 18-årige kat, selv om jeg da også elsker hende helt til månen og tilbage.

Hunde er noget særligt. De kaldes ikke menneskets bedste ven for ingenting. Mere loyalt, elskværdigt, uskyldigt, kærligt dyr skal man lede længe efter. De giver den reneste kærlighed der findes i denne verden; uden forbehold, uden betingelser, uden krav. Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden hund.

Vær hilset,
Kianna

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget At klone sit dyr... er publiceret 16/09-2017 12:43 af Kianna Kitter Rasmussen (KiannaKitter).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.