5 måneder, 9 dage siden

At klone sit dyr...

Kafferumlen - Kasper Lund
Kasper Lund ...
1 år, 9 måneder siden
brænde
Peter
2 år siden
Øde strand - tidlig morge...
Mikala Rosen...
7 år siden
Nu er vi snart færdige
Ragnhild Bac...
4 år siden
Skorpioner
Tine Sønder ...
5 år siden
Sort og hvid.
Line Ley Jen...
3 år siden
Mette og musik
Halina Abram...
5 måneder, 4 dage siden
Gadens skæve eksistenser.
Ruth Christe...
1 år, 5 måneder siden
Arbejdet kalder - Kasper ...
Kasper Lund ...
1 år, 9 måneder siden
Årsdag
Mikala Rosen...
5 år siden
Før eller siden. Men det ...
Marlene Gran...
5 år siden
Tvivl.
ceciliemarie
5 år siden
håb
Halina Abram...
4 måneder, 2 dage siden
Cheshire Cat Grin
Tine Sønder ...
5 år siden
Så har jeg fået forfatter...
Kianna Kitte...
2 måneder, 27 dage siden
Brakvand
Marie Martin...
4 år siden
Det er sygdom, det er sol...
Olivia Birch...
3 år siden
Dejligt gensyn
Poul Brasch ...
5 år siden
Hvad er sommer for mig?
Jønsse
1 år, 7 måneder siden
At skrive
Josephine Lø...
3 år siden
Jeg skrev en tekst jeg sk...
Regitze Møbi...
3 år siden
at turde er at miste fodf...
Julie Vester...
4 år siden
I aften står den på sværd...
Carsten Cede...
3 år siden
Livets Tankespind
Caby
3 år siden
Hej med jer,

Jeg faldt over et program på Youtube igår, der hedder "I Cloned My Pet." Det er åbenbart en mulighed nu hvis man sender levende celler fra sit dyr til et laboratorium i Korea og betaler omkring 300.000 kr for det. Hmm. Så det kan man.

Jeg ved der sikkert er mange i lille Danmark, der vil gå helt i spagat af forargelse over det her og afvise ideen med det samme, men eftersom jeg er mig, så var min reaktion mere en nysgerrig og fascineret interesse.

Jeg blev nødt til at vide mere om det, så jeg så hele programmet og det lykkedes faktisk de her mennesker, at få en identisk hvalp ud af det - eller flere. De implanterer omkring 5 levende fostre per gang ind i en surrogat mor og så håber de, at i det mindste en af dem overlever. Det er åbenbart en smule tricky at få til at fungere, men de er blevet en del bedre siden det show fra 2012 - ja, jeg fandt laboratoriets hjemmeside og læste lidt om det.

Det er et meget interessant koncept. Ikke et jeg umiddelbart er modstander af, af princip. Jeg mener, jeg forstår de her menneskers tankegang. Hvis der findes sådan en ting som soulmates her i livet, så er min hund min. Platonisk soulmate, selvfølgelig. Føler mig nødsaget til at nævne det, da jeg er meget tæt med min hund og folk tit gerne VIL misforstå det. Suk. Griseri.

Men når det så er sagt, så er han alt for mig og jeg er alt for ham. Hele mit liv roterer om ham, så hvorfor skulle jeg ikke kunne få ham tilbage når han dør, hvis jeg nu kan? Hvad er problemet? Tænk hvis man kunne leve hele sit liv med den samme hund? I stedet for 1 livstid på maks 15 år med dem, så får man måske 5 eller mere? Hvor fantastisk ville det ikke være?

Jeg forstår ikke folks harme over det her. Det rager jo ikke andre. Når det kommer til stykket, så er det i bund og grund noget imellem en selv og ens hund og ikke nogen andre. Folk behøver ikke forstå det, men de bliver nødt til at acceptere at det findes og at der er folk hvis største drøm er det her.

Jeg føler igen, at der er religiøse grunde der spiller ind med hensyn til folks had til det. Kommentarerne på Youtube taler deres eget tydelige sprog: "Gud mener det er forkert." Åh, for helvede, tænker jeg. "Gud eksisterer ikke, lad dem dog have deres elskede nye (gamle) hunde i fred." Samfundet har så travlt med at dømme alting. Det er til at brække sig over. Stop nu.

Det her er et videnskabeligt biologisk mirakel. Hvis folk leder efter Gud, så er forskerne her da det tætteste de kommer. I fucking love science!

Der er altså nogen af os der har et lige så stærkt bånd til vores dyr, som vi har til mennesker eller endda stærkere. Spooky er mit barn og ville jeg bringe ham tilbage når han døde, hvis jeg kunne og havde pengene? Hell yeah. Og det skammer jeg mig ikke over at indrømme. Han er mit et og alt her i livet. En tilværelse uden ham er slet ikke noget jeg kan forestille mig. Og jeg glæder mig ikke til den dag han dør og jeg bliver nødt til at leve det.

Min depression vil nok komme tilbage og jeg vil sikkert falde ned i en spiral af selvmordstanker. Men jeg må jo krydse den bro når jeg kommer til den. I det mindste er jeg forberedt, så at sige. For jeg kender 100% mit eget reaktionsmønster. Jeg har aldrig håndteret tab af kæledyr godt, jeg lukker helt ned. Jeg har prøvet det igen og igen igennem livet, men Spooky er min første hund og jeg har aldrig været så tæt med et dyr i mit liv, ikke engang min 18-årige kat, selv om jeg da også elsker hende helt til månen og tilbage.

Hunde er noget særligt. De kaldes ikke menneskets bedste ven for ingenting. Mere loyalt, elskværdigt, uskyldigt, kærligt dyr skal man lede længe efter. De giver den reneste kærlighed der findes i denne verden; uden forbehold, uden betingelser, uden krav. Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden hund.

Vær hilset,
Kianna

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget At klone sit dyr... er publiceret 16/09-2017 12:43 af Kianna Kitter Rasmussen (KiannaKitter).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.