3 år siden

At komme videre.....

Højskoleophold
Hanna Fink (...
6 år siden
Jeg googler
Tine Sønder ...
7 år siden
Hold mig i hjertet for en...
Kasper Lund ...
4 år siden
Sæl
Hanna Fink (...
6 år siden
brænde
Peter
5 år siden
Livet, døden og kærlighed...
Ace Burridge...
7 år siden
Skoddag
Suree Lio (L...
8 år siden
Dagen før starten
Shawn Cee (J...
4 år siden
Skraldenyt
Hanna Fink (...
4 år siden
Kender I det?
Hanna Fink (...
7 år siden
Spejle
Marie Martin...
6 år siden
En røverhistorie i toget
Anders Husma...
5 år siden
Farvel i morgen..
HCDitte
6 år siden
Driving home for Christma...
Camilla Rasm...
3 år siden
Der er bare noget med nat...
Kianna Kitte...
2 år siden
Jeg er blevet Morfar
Poul Brasch ...
4 år siden
Juleferie :)
Michala Esch...
10 år siden
Dagen er tiltaget med 3 t...
Hanna Fink (...
7 år siden
Mystisk tilbageblik
kaotiskkaos
2 år siden
Det at tænke positivt
Ace Burridge...
8 år siden
I bussen.
Ruth Christe...
4 år siden
Clairvoyant Medie
Sylvia Ebbes...
7 år siden
En slange i huset
Anastasia
8 år siden
S-tog
Tine Sønder ...
7 år siden
Det er snart 4 måneder siden vi måtte sige farvel til far, en smuk aften lige midt i juni. Billederne da han trak vejret de sidste gange i hans liv, står stadig krystal klart for mig, jeg kan stadig mærke hans varme hånd i min og kan stadig høre hans sidste vejrtrækninger. Det kommer jeg nok aldrig til at glemme. Men jeg er glad for at jeg var der.

Bisættelsen husker jeg i glimt - jeg var med til at bære kisten ud - gik forrest. En af de ting jeg husker er, at kisten stod på en lille "platform" ved alteret og at jeg tænkte to ting da jeg løftede kisten:

1: Kisten må have været nymalet, da den "hang" fast i platformen - den gav en umiskendelig lyd af maling der slipper et stykke træ.

2: Jeg fik fodenden af kisten - den var ikke særlig tung.

Det er de særeste ting man tænker. Men det er de eneste to tanker jeg kan huske. Resten af forløbet i kirken står sløret. Min mor husker heller ikke ret meget.

I september blev fars urne sat i jorden. En af mine niecer havde skrevet et sødt brev til ham og lavet en lille perlekæde. De røg med ned i hullet efter en kneben tilladelse fra graveren - hun stod der hele sceancen og var pisseirriterende, istedet for at hyppe af og give os lidt ro til den allersidste afsked. Jeg havde taget en Jackobsen Brown Ale med - dem holdt min far meget af ind imellem. Og det skulle vi altid have, når vi var ude at spise og ventede på maden. Jeg fik allernådigst lov til at hælde 2/3 af indeholdet ned til urnen, mens jeg lige selv drak det sidste efter en lille "skål" derned til ham.

Så blev hullet dækket til og graveren skred endelig. Vi andre stod der i 10 minutter - så fes vi ud at spise. Ingen gråd eller noget. Helt stille og rolig urnenedsættelse. Det var faktisk smukt.

Nu er der kommet sten på - og dermed ord på at min far er død... "Højt elsket, dybt savnet".

Mor hænger sammen - hun har valgt at blive boende i huset. Det kan hun uden de fjerneste problemer de næste 5 år. Og til den tid får hun ikke problemer med at komme af med huset. Liggetiden i området er ca 14 dage.

Alt hvad der har været fars, er røget ud, hans tøj er ude, og hans hule er ryddet. Kun nogle billeder af ham, fortæller en historie om ham og at han engang har været der. Min mors humør svinger lidt, men hun klarer sig - behøver ikke at frygte for økonomien, den er bundsolid. Men hun savner ham selvfølgelig - det gør vi allesammen, men det var jo hende der boede sammen med ham og kendte ham allerbedst.

For 3 uger siden tog min mor og jeg til Prag. Det skulle hun have været sammen med far i år. De aftalte det nytårsaften da de begge troede at han var rask og fri af kræften. Dagen efter han døde, sad mor og jeg og snakkede over en flaske rødvin (eller to) og i min halvbims sagde jeg til hende:

"Jeg schal schgu nok tage dig med til Phragh, det bli'r hyg'ligt".

Og den huskede hun altså og jeg holder hvad jeg lover.

Vi havde 3 mega hyggelige dage i Prag. Min mor er 75 og klarede de ret lange gåture ret godt. Selv slottet og de ialt 12 kilometer vi alt gik den dag, klarede hun uden det fjerneste kvidder - hun var dog ret stolt af tallet på hendes skridttæller.

Cafeerne foran uret på paldsen, faldt hun hurtigt for. Der er dyrt, men hyggeligt. Og undergrundsbanen følte hun sig hurtigt hjemme i. Selv efter et par gin/tonic havde hun ikke problemer med rulletrapperne (det er første gang i 40 år hun drak dem). Vi ser lige hvor frisk hendes bentøj er næste år, så kan det være vi vender tilbage. Så må kæresten blive hjemme eller tage med.

Jeg selv er OK. Tænker på ham hver dag, men har stadig lidt svært ved at tale for meget om ham uden at få sløret stemme. I november skal jeg holde 50 års fødselsdag og det bliver lidt underligt uden min far. Og jeg er nødt til at adressere ham under min velkomsttale - det er vigtigt for mig.

Men det bliver fanme svært...

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget At komme videre..... er publiceret 07/10-2017 19:02 af Dus.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.