1 år, 7 måneder siden

Huset

Atomer & molekyler - nu p...
Mikala Rosen...
7 år siden
Så er det snart juleferie...
Michala Esch...
11 år siden
Efterdønninger
Hanna Fink (...
6 år siden
Skrible-maskinen kører ig...
Kianna Kitte...
2 år siden
Skulpturer blev færdige
Poul Brasch ...
8 år siden
Makrel madder og fødsler
Racuelle Hei...
3 år siden
Dagen tiltaget 2timer og ...
Hanna Fink (...
7 år siden
Forfald
Hanna Fink (...
7 år siden
Med hovedet et vist sted
Caby
5 år siden
At hjælpe andre...
Kianna Kitte...
2 år siden
Fortiden er hård.
storm89
8 måneder, 24 dage siden
Еnke
Halina Abram...
2 år siden
Den gamle gartner
Peter
5 år siden
Vikinger på Bakken...
Kianna Kitte...
2 år siden
Godt Nytår
Hanna Fink (...
6 måneder, 6 dage siden
Det dér med dyr...
Michala Esch...
6 år siden
Alice, we are not in Wond...
Tine Sønder ...
8 år siden
Så blev det gjort.
Ace Burridge...
6 år siden
Det er en mindre hovedvej, snoet og uden den vilde trafik. Faktisk har jeg slet ikke set nogen biler passere forbi, mens vi har været herude. Det eneste vi hører, er suset fra de to store vindmøller, der står et godt stykke herfra. Tænker at det ikke er et problem, når først man er indendøre.

"Jeg troede ikke du gad bo ud til en hovedvej", siger jeg lidt undrende. Far står og kigger på den halvfærdige husmur. Han vender sig mod mig og kigger på mig med sine sædvanlige rare øjne...

"Man vænner sig til meget, apoteket lå jo også ud til en trafikeret vej jo. Der er dejligt herude", svarer han. Hans stemme virker beroligende på den indre uro jeg føler.

Der er lidt skov længere nede af grusvejen. Huset er kun halvt færdigt, men kigger man på det der er lavet, minder det om nabohuset. Jeg kigger over på den anden side af vejen - der er helt tomt bortset fra de to biler der holder. Min nye bil, og fars Peugot.

"Nå", siger far på den helt særlige beslutsomme måde, han altid siger det ord på. Betydende, at nu har vi været her - nu må vi videre... og ganske rigtigt: "skal vi se at komme hjem", fortsætter han...

Jeg nikker. Vi begynder at gå over mod bilerne.

"Må jeg ikke låne din nøgle", spørger far. Uden videre giver jeg ham nøglen

"Vil du prøve at køre min bil", spørger jeg

"Ja, det kunne da være sjovt", svarer han og går lidt foran mig. Hen og åbner døren til førerpladsen op.

Jeg sætter mig ind i den anden side. Far starter bilen, kigger på mig og smiler ved lyden. Jeg griner lidt. Han sætter igang og må lige korrigere lidt, inden han rammer Peugot'en. Han gasser lidt op, skifter gear og giver mere gas.

Fornemmelsen af accelrationen der presser mig ind i sædet, får mig til at grine højt - jeg er lykkelig.

"Der er sgu træk i den,hva". siger far imponeret

"Ja, den kører som en drøm", svarer jeg glad

"Vi må hellere komme ud på motorvejen", siger far og griner sin lavmælte latter

"Ja, lad os det"..

Der kommer en bib-lyd et sted fra. Far kigger på mig - jeg kigger på ham.

"Hvad er det", spørger jeg undrende...

bib-bib... jeg kigger på far. Han kigger væk.

bib-bib... han forsvinder

bib-bib... en tung træthed overmander mig, det bliver mørkt

bib-bib... jeg har holdt vejret og slipper det med et højlydt suk, mens jeg famler ud i mørket og finder telefonen og slukker alarmen. Tænder sengelampen. Sætter mig op.

Omgående samler sig en klump i min hals og den velkendte knude i min mave føles som en hård betonklods. Jeg formår at holde tårerne tilbage, selvom realiteterne rammer mig som en tung hammer.

Jeg trækker vejret dybt et par gange. Burde være taknemmelig - denne gang fik vi da en lille samtale - det er ikke hver gang det sker.

Men jeg er bare overmandet af sorg og savn.

Står ud af sengen og går ud på toilettet.

Tak for snakken far... Vi ses forhåbentligt snart igen

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Huset er publiceret 24/11-2018 16:44 af Dus.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.