9 måneder, 16 dage siden

Tanker jeg glemmer

Dagene der går
Lisa Brøndbe...
11 måneder siden
Plan B
Dus
5 år siden
Er godt på vej til at bli...
Bogelsker
9 år siden
Dag nr. 3 på fyldepennen....
Gaffa Brandt
8 år siden
11 dag på fyldepinden og ...
Gaffa Brandt
8 år siden
Nattens ven - søvnløshede...
Betina Holm
5 år siden
En mission i livet
Salomon
6 år siden
Bare endnu en torsdag
Barepernille
6 år siden
Dagen jeg gav op
ToreB
4 år siden
Sikkerhed - What for?
Marlene Gran...
9 år siden
En slange i huset
Anastasia
9 år siden
Døde dun
Tine Sønder ...
8 år siden
For korte agurker
Regitze Møbi...
7 år siden
Boxning
Ida Hansen (...
3 år siden
Næste stop: normalitet
Syrene Hvid
2 år siden
Torsdag d. 3/8-2018
Smukke Emma
3 år siden
Jeg sveder.
Resultatet af gymnastiske udfoldelser med bold på altan.
Øvelsen er enkel, men ondskabsfuld.
Bolden ligger på gulvet, hvor tyngdekraften holden den fast med et greb, der svarer til en vægt på 20 kilo.
Opgaven er så at vriste bolden fri fra dens fængsel og løfte den til en position så langt væk fra jordens centrum som min fulde længde, inklusive længden på mine arme og fingre, tillader.
Det ondskabsfulde element følger dels af, at jeg, det sekund bolden rammer sit zenit, fluks returnerer den til dens plads på gulvet, dels at jeg gentager operationen et urimelig højt antal gange og dermed skiftevis giver og frarøver bolden et håb om en rejse ud i universet, dels at sekvensen allerede efter få gentagelser fremkalder åndenød, muskeludmattelse og generel ubehag hos mig selv.
Jeg trøster mig ved, at den i mennesker ibonde tendens til at tilskrive andre, herunder døde objekter, menneskelige egenskaber og motiver, kun i meget ringe udstrækning har rod i virkeligheden, og at det ubehag, øvelsen fremkalder hos mig selv, over tid konverteres til bedre livskvalitet.
Det sidste er iøvrigt betinget af så mange andre forhold, at det i bedste fald er en usikker investering.
Engang handlede det om adgangen til at sprede mine gener. Dengang virkede det, som om sammenhængen mellem middel og mål var entydig og sikker. Hvis min fysik var god, var min adgang til sex om ikke ligefrem sikker så i hvert fald bedre end mine konkurrenters.
Men hvorfor er det så stadig noget, jeg går op i nu?
Jeg mener, sandsynligheden for at jeg møder en, som har lyst til at bygge videre på mine midaldrende gener, er marginal - dels fordi feltet af bedre alternativer vokser i takt med, at min alder stiger, dels fordi jeg allerede har to fantastisk unger og ikke føler nogen trang til at få flere. Og videre er der det faktum, at det virker som om, nogen har hældt så mange ubekendte ind i den ligningen, der er sammenhængen mellem fysisk aktivitet og livskvalitet, at billedet bliver uoveskueligt mudret og kompleks.
Så hvorfor orker jeg?
Enten undervurderer jeg mine geners lyst til eventyr, eller jeg er mere risikovillig, når det handler om livskvalitet end aktier, eller også er dopamin og endorfin meget federe for min hjerme, end jeg er bevidst om.
Nogle gange tænker jeg, at jeg lige vil sætte mig og skrive nogle tanker ned, men alle de her (og mange mange flere) flyver ind og ud af mit hoved på det øjeblik, det tager at gå fra altanen til stuen.
Jeg har tabt tråden nu.
Så nu cykler jeg en tur ud i det grå vintervejr og tænker nogle flere tanker, som jeg kan glemme.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Tanker jeg glemmer er publiceret 13/12-2020 12:42 af Sean.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.