1 år, 4 måneder siden

Natten mellem mandag og tirsdag

savføre
Peter
8 år siden
Mit første blogindlæg
Nikoline Bus
4 år siden
uden søvn
Kenny Raun (...
7 år siden
Dawn Under
Ruth Christe...
5 år siden
Næste stop: normalitet
Syrene Hvid
3 år siden
Boxning
Ida Hansen (...
4 år siden
Kære natbog (V) - at være...
Olivia Birch...
7 år siden
Hverdag igen
Michala Esch...
9 år siden
starten på noget.
Liza Abildsk...
7 år siden
1-09
Halina Abram...
4 år siden
Hvor er min motivation?
Kasper Lund ...
6 år siden
Den Søde.
Ruth Christe...
5 år siden
Dejlig påske og stæren fl...
Mikala Rosen...
13 år siden
Onsdag
Hanna Fink (...
8 år siden
Dagene der går
Lisa Brøndbe...
1 år, 7 måneder siden
Jeg holder tårerne tilbage, indtil døren falder i bag hende.
Så løber farverne på plakaten på væggen sammen.
Lyset i loftet flimrer.
Jeg synker ned på den lave bænk.
Og så græder jeg.
Sådan rigtigt.
Med tårer.
Og lyd.
Og snot.
Et stykke tid er der kun det.
Tåre.
Lyd.
Snot.
Mest snot.
Men så pludselig ser jeg mig selv.
Der er ikke noget spejl i entreen, så det, jeg ser, må nødvendigvis foregå 100% i min hjerne.
Fødderne er nøgne.
Bukserne er mørkeblå og min skjorte, som nogen engang har gjort sig den umage at stryge, er hvid.
Mit ansigt er udtryksløst.
Håret er klippet kort. Skilning er i venstre side.
Min positur får mig til at syne mindre, end jeg er.
Eller også er det min sindstilstand, der påvirker min opfattelse af størrelsesforhold - jeg føler mig hjælpeløs og lille, altså er det det billede, min hjerne fremkalder.
Lille.
Hjælpeløs.
Eller afmægtig.
Måske er det et bedre ord.
Jeg føler mig ude af stand til at handle.
Låst fast i en position, der langsomt bryder mig ned.
Og alt, jeg kan gøre, er at se processen til ende.
En streng af snot løber ud over kanten på min overlæbe.
Fornemmelsen af det varme og salte, der siver ind mellem mine læber, vækker mig.
Jeg rejser mig og går ind i stuen, sætter mig ved spisebordet, åbner min computer og begynde at arbejde.
Efter mindre end 10 minutter tjekker jeg telefonen første gang.
Ingen nye beskeder.
Ingenting.
Hverken på Messenger, WhatsApp, Viber eller Snap.
Intet.
Jeg vidste det allerede, inden jeg rakte ud efter telefonen.
Alle notifikationer er aktiveret.
Altså havde telefonen ringet og bippet, lyst op, summet og danset, hvis nogen havde så meget som overvejet at kontakte mig.
Alligevel tager jeg mig selv i natten igennem flere gange at tjekke hver eneste fucking app.
Én gang går jeg ind i soveværelset og trækker gardinerne til side og ser ned på parkeringspladsen, drevet af et desperat håb om at se hendes bil trille tilbage i båsen.
Det sker ikke.
Efterhånden som trætheden haler ind på min desperation og ked-af-det-hed, bliver mine tanker tiltagende mindre fokuserede.
På et tidspunkt skubber jeg min computer ind på midten af bordet, læner mig frem og hviler hovedet på mine arme.
Og mens jeg gentager en endeløs række af sov-ikke-måske-skriver-hun-om-lidt, falder jeg i søvn.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Natten mellem mandag og tirsdag er publiceret 05/01-2021 08:20 af Sean.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.